1Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed
Matt. 17,1-9; Luk. 9,28-36
2Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. 3Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. 4Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.
5„Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
6Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.
7Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”
8Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.
9På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. 10De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?
Matt. 17,10-13
11Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
12-13Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.9,12-13 Se Mal. 3,23-24. Johannes Døber kom som en anden Elias og begyndte at skabe grundlaget for at genoprette alt. Det grundlag ligger i Johannes’ budskab: „Vend om fra jeres synder og gør jer parate til at tage imod Messias som Frelseren.” Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”
Alt er muligt for den, som tror
Matt. 17,14-21; Luk. 9,37-43a
14Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. 15Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. 16Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”
17„Mester,” råbte en mand i skaren, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. 18Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”
19„Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”
20De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. 21Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”
„Fra han var ganske lille,” lød svaret. 22„Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os—hvis du kan!”
23„Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”
24„Jeg tror!” råbte faderen. „Afhjælp min vantro!”
25Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”
26Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: „Han er død!”
27Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene—og han blev stående.
28Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
29„Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,”9,29 Nogle få, tidlige håndskrifter mangler ordene „og faste”. svarede han.
Jesus taler igen om sin død og genopstandelse
Matt. 17,22-23; Luk. 9,43b-45
30Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, 31for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”
32Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.
Den største er den, som vil tjene
Matt. 18,1-5; Luk. 9,46-48
33De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”
34Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. 35Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.
36Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: 37„Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”
Den, der ikke er imod, er for
Luk. 9,49-50
38Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”
39„Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. 40Den, der ikke er imod os, er for os.9,40 En del håndskrifter taler om „jer” i stedet for „os”. De to ord på græsk blev udtalt ens og ofte forvekslet. 41Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.
Fristelser, som fører til fortabelse
Matt. 18,6-9; Luk. 17,1-2
42Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.
43Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.9,43 Nogle håndskrifter har et vers 44 og 46, som er identisk med vers 48. 45Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. 47Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. 48Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’9,48 Citat fra Es. 66,24.
Gennem prøvelsernes ild til hellighed
49Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. 50Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”9,49-50 Den græske tekst i disse to vers lyder i en ordret—og uforståelig—gengivelse: „For enhver vil blive saltet med ild. Salt er godt. Men hvis saltet bliver til ikke-salt, hvordan vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer, og hold fred med hinanden.” Baggrunden for billedtalen i v. 49 er, at ofrene i den gamle pagt blev helliget Herren ved at blive blandet med salt eller smurt ind i salt, før de blev ofret i ilden. Se 3.Mos. 2,13 og Ez. 43,24. Saltningen er altså en renselsesproces, som er nødvendig, før Gud kan acceptere ofret. En anden baggrund er, at metaller blev renset for urenheder ved at blive smeltet over ilden, så urenhederne blev skilt fra. Derfor betegner ilden en renselsesproces, som kan være smertefuld. Baggrunden for v. 50 er, at salt i jødisk tankegang forbindes med visdom og lydighed over for Guds befalinger. En anden baggrund er, at salt er forbundet med et fælles måltid, så hvis man deler salt med hinanden, lever man i fred og harmoni og har indbyrdes fællesskab. Salt symboliserer både visdom, troskab og fællesskab, jf. 4.Mos. 18,19, hvor grundteksten taler om en saltpagt.
1耶穌繼續說：「我實在告訴你們，有些站在這裡的人會在有生之年看見上帝的國帶著能力降臨。」
登山變象
2六天後，耶穌帶著彼得、雅各和約翰暗暗地登上一座高山。耶穌在他們面前改變了形像， 3衣服變得潔白放光，世上找不到漂得那麼白的布。 4這時，以利亞和摩西在他們眼前出現，與耶穌談話。 5彼得對耶穌說：「老師，我們在這裡真好！我們搭三座帳篷吧，一座給你，一座給摩西，一座給以利亞。」
6其實彼得當時不知說什麼才好，因為他們都很害怕。 7就在這時候，有一朵雲彩飄來遮住他們，雲彩中有聲音說：「這是我的愛子，你們要聽從祂。」 8門徒立刻四處觀看，發現沒有其他人，只有耶穌和他們在那裡。
9下山的時候，耶穌叮囑他們在人子還沒有從死裡復活之前，不要把剛才看見的告訴別人。
10門徒把這話謹記在心，彼此議論「從死裡復活」這句話的意思。 11他們問耶穌：「律法教師為什麼說以利亞必須先來？」
12耶穌回答說：「以利亞固然要先來復興一切，但為什麼聖經上說人子一定會飽受痛苦、遭人蔑視呢？ 13其實我告訴你們，以利亞已經來了，人們卻任意對待他，正如聖經的記載。」
治好污鬼附身的孩子
14他們與其他門徒會合時，看見一大群人圍住門徒，幾個律法教師正在跟他們辯論。 15大家一看到耶穌，都十分驚奇，立刻跑上去迎接祂。 16耶穌問門徒：「你們跟他們辯論什麼？」
17人群中有一個人說：「老師，我帶了我的兒子來找你，因為他被啞巴鬼附身。 18每次鬼控制他，把他摔在地上，他就口吐白沫，咬牙切齒，全身僵硬。我請你的門徒趕走那鬼，他們卻辦不到。」
19耶穌說：「唉，這不信的世代啊！我要跟你們在一起待多久，容忍你們多久呢？把他帶到我這裡吧。」
20他們把那孩子帶到耶穌面前。那鬼一見耶穌，就使孩子抽搐，倒在地上打滾，口吐白沫。 21耶穌問孩子的父親：「他這樣子多久了？」孩子的父親回答道：「他從小就這樣， 22鬼常常將他扔進火裡或水裡，要害他的命。如果你能，求你憐憫我們，幫助我們吧！」
23耶穌說：「如果你能？對於相信的人，凡事都有可能！」
24孩子的父親立刻喊著說：「我信！但我信心不足，求你幫助我！」
25耶穌看見人群都跑了過來，就斥責那污鬼：「你這個聾啞鬼，我命令你從他身上出來，不許再進去！」
26那鬼發出喊叫，使孩子劇烈地抽搐了一陣，就出來了。孩子躺在地上一動也不動，大家都以為他死了。 27但耶穌拉著他的手扶他起來，他就站了起來。
28耶穌進屋後，門徒悄悄問祂：「我們為什麼趕不走那鬼呢？」
29耶穌說：「要趕走這類鬼只有靠禱告9·29 「禱告」有古卷作「禱告和禁食」。。」
再次預言受難
30他們離開那裡，途經加利利。耶穌不想任何人知道祂的行蹤， 31因為祂在教導門徒。祂說：「人子將被交在人的手中，被他們殺害，但三天之後，祂必復活。」 32門徒卻不明白這句話的意思，又不敢問祂。
誰最偉大
33他們回到迦百農的住所，耶穌問門徒：「你們一路上爭論些什麼？」
34他們都沉默不語，因為剛才他們在爭論誰最偉大。 35耶穌坐下，叫十二個門徒過來，對他們說：「誰想為首，就該在眾人中做最小的，作眾人的僕人。」 36祂領了一個小孩子來，叫他站在門徒中間，又抱起他，對他們說： 37「任何人為我的緣故接待這樣一個小孩子，就是接待我；凡接待我的，不單是接待我，也是接待差我來的那位。」
警戒犯罪
38約翰對耶穌說：「老師，我們看見有人奉你的名趕鬼，就阻止他，因為他不是跟從我們的。」
39耶穌說：「不要阻止他，因為沒有人奉我的名行過神蹟後，會很快毀謗我。 40不反對我們的，就是支持我們的。 41我實在告訴你們，若有人因為你們屬於基督而給你們一杯水喝，他也必得到賞賜。
42「但若有人使這樣一個小信徒失足犯罪，他的下場比把大磨石掛在他脖子上扔到海裡還要慘。 43如果你一隻手使你犯罪，就砍掉它！ 44拖著殘廢的身體進入永生，勝過雙手健全卻落入地獄不滅的火中。 45倘若你一隻腳使你犯罪，就砍掉它！瘸著腿進入永生， 46勝過雙腳健全卻被丟進地獄！ 47如果你的一隻眼睛使你犯罪，就剜掉它！獨眼進上帝的國，勝過雙目健全卻被丟進地獄。 48在那裡，
『蟲是不死的，
火是不滅的。』
49「每個人都要被火煉，像被鹽醃一樣。 50鹽是好東西，但如果失去鹹味，怎能使它再鹹呢？你們裡面要有鹽，要彼此和睦。」
