Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby
Matt. 13,53-58
1Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. 2Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? 3Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,6,3 Det hebraiske navn er sandsynligvis Joshe, og de græske håndskrifter varierer både her og i Matt. 13,55 mellem Josef, Jose og Joses. Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.
4Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” 5Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. 6Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.
Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.
Jesus udsender de 12 disciple
Matt. 10,5-15; Luk. 9,1-6
7En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud 8-9og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. 10Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. 11Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”
12Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. 13De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.
Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er
Matt. 14,1-12; Luk. 9,7-9
14Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. 15Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. 16Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”
17-19Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, 20men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.
21Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.
22Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. 23„Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”
24Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”
„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.
25Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”
26Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. 27Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. 28Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
29Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.
Bespisningen af de 5000
Matt. 14,13-21; Luk. 9,10-17; Joh. 6,1-13
30De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. 31„I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.
32Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. 33Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. 34Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.
35Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. 36Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”
37„I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.
„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer6,37 En denar svarede til en almindelig dagløn. til alle de mennesker!” spurgte de.
38„Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.
Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.
39Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, 40og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.6,40 Teksten her gør det ikke helt klart, hvordan de satte sig, men det har været på en måde, så det var let at beregne, at der var 5000 mænd. Ud fra Lukas 9,14 kan man se, at der var 50 mænd i hver række. Kvinder og børn satte sig formodentlig bag ved manden og blev ikke talt med. 41Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, 42og alle fik nok og blev mætte. 43-445000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.
Disciplenes tøvende tro
Matt. 14,22-33; Joh. 6,15b-21
45Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. 46Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.
47Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, 48og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. 49Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 50Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” 51Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. 52At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.
Helbredelser i Genesaret området
Matt. 14,34-36
53De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 54Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. 55De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, 56og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.
A Prophet Without Honor
1Jesus left there and went to his hometown, accompanied by his disciples. 2When the Sabbath came, he began to teach in the synagogue, and many who heard him were amazed.
“Where did this man get these things?” they asked. “What’s this wisdom that has been given him? What are these remarkable miracles he is performing? 3Isn’t this the carpenter? Isn’t this Mary’s son and the brother of James, Joseph,6:3 Greek Joses, a variant of Joseph Judas and Simon? Aren’t his sisters here with us?” And they took offense at him.
4Jesus said to them, “A prophet is not without honor except in his own town, among his relatives and in his own home.” 5He could not do any miracles there, except lay his hands on a few sick people and heal them. 6He was amazed at their lack of faith.
Jesus Sends Out the Twelve
Then Jesus went around teaching from village to village. 7Calling the Twelve to him, he began to send them out two by two and gave them authority over impure spirits.
8These were his instructions: “Take nothing for the journey except a staff—no bread, no bag, no money in your belts. 9Wear sandals but not an extra shirt. 10Whenever you enter a house, stay there until you leave that town. 11And if any place will not welcome you or listen to you, leave that place and shake the dust off your feet as a testimony against them.”
12They went out and preached that people should repent. 13They drove out many demons and anointed many sick people with oil and healed them.
John the Baptist Beheaded
14King Herod heard about this, for Jesus’ name had become well known. Some were saying,6:14 Some early manuscripts He was saying “John the Baptist has been raised from the dead, and that is why miraculous powers are at work in him.”
15Others said, “He is Elijah.”
And still others claimed, “He is a prophet, like one of the prophets of long ago.”
16But when Herod heard this, he said, “John, whom I beheaded, has been raised from the dead!”
17For Herod himself had given orders to have John arrested, and he had him bound and put in prison. He did this because of Herodias, his brother Philip’s wife, whom he had married. 18For John had been saying to Herod, “It is not lawful for you to have your brother’s wife.” 19So Herodias nursed a grudge against John and wanted to kill him. But she was not able to, 20because Herod feared John and protected him, knowing him to be a righteous and holy man. When Herod heard John, he was greatly puzzled6:20 Some early manuscripts he did many things; yet he liked to listen to him.
21Finally the opportune time came. On his birthday Herod gave a banquet for his high officials and military commanders and the leading men of Galilee. 22When the daughter of6:22 Some early manuscripts When his daughter Herodias came in and danced, she pleased Herod and his dinner guests.
The king said to the girl, “Ask me for anything you want, and I’ll give it to you.” 23And he promised her with an oath, “Whatever you ask I will give you, up to half my kingdom.”
24She went out and said to her mother, “What shall I ask for?”
“The head of John the Baptist,” she answered.
25At once the girl hurried in to the king with the request: “I want you to give me right now the head of John the Baptist on a platter.”
26The king was greatly distressed, but because of his oaths and his dinner guests, he did not want to refuse her. 27So he immediately sent an executioner with orders to bring John’s head. The man went, beheaded John in the prison, 28and brought back his head on a platter. He presented it to the girl, and she gave it to her mother. 29On hearing of this, John’s disciples came and took his body and laid it in a tomb.
Jesus Feeds the Five Thousand
30The apostles gathered around Jesus and reported to him all they had done and taught. 31Then, because so many people were coming and going that they did not even have a chance to eat, he said to them, “Come with me by yourselves to a quiet place and get some rest.”
32So they went away by themselves in a boat to a solitary place. 33But many who saw them leaving recognized them and ran on foot from all the towns and got there ahead of them. 34When Jesus landed and saw a large crowd, he had compassion on them, because they were like sheep without a shepherd. So he began teaching them many things.
35By this time it was late in the day, so his disciples came to him. “This is a remote place,” they said, “and it’s already very late. 36Send the people away so that they can go to the surrounding countryside and villages and buy themselves something to eat.”
37But he answered, “You give them something to eat.”
They said to him, “That would take more than half a year’s wages6:37 Greek take two hundred denarii! Are we to go and spend that much on bread and give it to them to eat?”
38“How many loaves do you have?” he asked. “Go and see.”
When they found out, they said, “Five—and two fish.”
39Then Jesus directed them to have all the people sit down in groups on the green grass. 40So they sat down in groups of hundreds and fifties. 41Taking the five loaves and the two fish and looking up to heaven, he gave thanks and broke the loaves. Then he gave them to his disciples to distribute to the people. He also divided the two fish among them all. 42They all ate and were satisfied, 43and the disciples picked up twelve basketfuls of broken pieces of bread and fish. 44The number of the men who had eaten was five thousand.
Jesus Walks on the Water
45Immediately Jesus made his disciples get into the boat and go on ahead of him to Bethsaida, while he dismissed the crowd. 46After leaving them, he went up on a mountainside to pray.
47Later that night, the boat was in the middle of the lake, and he was alone on land. 48He saw the disciples straining at the oars, because the wind was against them. Shortly before dawn he went out to them, walking on the lake. He was about to pass by them, 49but when they saw him walking on the lake, they thought he was a ghost. They cried out, 50because they all saw him and were terrified.
Immediately he spoke to them and said, “Take courage! It is I. Don’t be afraid.” 51Then he climbed into the boat with them, and the wind died down. They were completely amazed, 52for they had not understood about the loaves; their hearts were hardened.
53When they had crossed over, they landed at Gennesaret and anchored there. 54As soon as they got out of the boat, people recognized Jesus. 55They ran throughout that whole region and carried the sick on mats to wherever they heard he was. 56And wherever he went—into villages, towns or countryside—they placed the sick in the marketplaces. They begged him to let them touch even the edge of his cloak, and all who touched it were healed.
