De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
Matt. 26,1-5; Luk. 22,1-2
1Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.14,1 Kronologien over ugens begivenheder er omdiskuteret. Det her er sandsynligvis om tirsdagen, hvor Jesus underviste i templet hele dagen og var sammen med disciplene på Olivenbjerget om aftenen. Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2„Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død
Matt. 26,6-13
3Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.14,3 Jesus var indbudt af en velstående mand i Betania, som tidligere havde været spedalsk, men nu var helbredt. I de finere huse lå man under måltidet rundt omkring et lavt bord, hvilende på siden og støttet af puder, således at fødderne vendte udad, bort fra bordet. Det her skete sandsynligvis om onsdagen, dagen før påsken begyndte. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus
Matt. 26,14-16; Luk. 22,3-6
10Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet
Matt. 26,17-19; Luk. 22,7-13
12På den første af påskefestens14,12 Teksten siger egentlig „de usyrnede brøds fest”, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
Matt. 26,20-25; Luk. 22,21-23; Joh. 13,21-30
17Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20„Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Jesus indstifter den nye pagt
Matt. 26,26-29; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25
22Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” 23Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. 24Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye14,24 Flere af de ældste og mindre pålidelige håndskrifter mangler ordet „nye”. Den nye pagt blev omtalt blandt andet i Jer. 31,31-34. pagt. 25Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham
Matt. 26,30-35; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38
26Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,14,26 Der var faste traditioner for påskeritualet, inklusive den afsluttende lovsang, som er fra Sl. 115–118. gik de ud mod Olivenbjerget.
27Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’14,27 Zak. 13,7. 28Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
29„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. 30Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
31„Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
Matt. 26,36-46; Luk. 22,39-46
32De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 33Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. 34„Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”
35Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. 36„Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? 38Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. 40Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. 42Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Matt. 26,47-56; Luk. 22,47-53; Joh. 18,3-11
43Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. 44Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
45Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. 46I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. 47En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 48„Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. 49„Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”
50Derefter flygtede alle disciplene. 51Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.14,51 Da denne unge mand kun nævnes i Markusevangeliet, formoder man, at det faktisk var Johannes Markus. Hans familie havde et stort hus i Jerusalem, og muligvis var det der, Jesus spiste påskemåltidet. Hvis Judas først havde ført de bevæbnede mænd derhen i den formodning, at Jesus var der, kan Markus have fulgt efter dem. Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, 52viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
Matt. 26,57-68; Luk. 22,54-55.63-71; Joh. 18,13-14.19-24
53Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. 54Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.
55Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 56Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.
57Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: 58„Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” 59Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
60Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” 61Men Jesus svarede ham ikke et ord. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”
62„Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” 63Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! 64Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”
De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.
65Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.
Peter nægter at kendes ved Jesus
Matt. 26,69-75; Luk. 22,56-62; Joh. 18,15-18.25-27
66Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, 67fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
68Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
69Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” 70Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
71Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
72I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
Una mujer unge a Jesús en Betania
14:1-11 – Mt 26:2-16
14:1-2,10-11 – Lc 22:1-6
1Faltaban solo dos días para la Pascua y para la fiesta de los Panes sin levadura. Los jefes de los sacerdotes y los maestros de la Ley buscaban con artimañas cómo arrestar a Jesús para matarlo. 2Por eso decían: «No durante la fiesta, no sea que se amotine el pueblo».
3En Betania, mientras estaba él sentado a la mesa en casa de Simón, el que había tenido una enfermedad en la piel, llegó una mujer con un frasco de alabastro lleno de un perfume muy costoso, hecho de nardo puro. Rompió el frasco y derramó el perfume sobre la cabeza de Jesús.
4Algunos de los presentes comentaban indignados:
—¿Para qué este desperdicio de perfume? 5Podía haberse vendido por el salario de más de un año de trabajo14:5 el salario … trabajo. Lit. trescientos denarios. para dárselo a los pobres.
Y la reprendían con severidad.
6—Déjenla en paz —dijo Jesús—. ¿Por qué la molestan? Ella ha hecho una obra hermosa conmigo. 7A los pobres siempre los tendrán con ustedes, y podrán ayudarlos cuando quieran; pero a mí no me van a tener siempre. 8Ella hizo lo que pudo. Ungió mi cuerpo de antemano, preparándolo para la sepultura. 9Les aseguro que en cualquier parte del mundo donde se predique el evangelio, se contará también, en memoria de esta mujer, lo que ella hizo.
10Judas Iscariote, uno de los doce, fue a los jefes de los sacerdotes para entregarles a Jesús. 11Ellos se alegraron al oírlo y prometieron darle dinero. Así que él buscaba la ocasión propicia para entregarlo.
La Cena del Señor
14:12-26 – Mt 26:17-30; Lc 22:7-23
14:22-25 – 1Co 11:23-25
12El primer día de la fiesta de los Panes sin levadura, cuando se acostumbraba a sacrificar el cordero de la Pascua, los discípulos preguntaron a Jesús:
—¿Dónde quieres que vayamos a hacer los preparativos para que comas la Pascua?
13Él envió a dos de sus discípulos con este encargo: «Vayan a la ciudad y les saldrá al encuentro un hombre que lleva un cántaro de agua. Síganlo, 14y allí donde entre díganle al dueño: “El Maestro pregunta: ¿dónde está mi sala en la que voy a comer la Pascua con mis discípulos?”». 15Él les mostrará en la planta alta una sala amplia, amueblada y arreglada. Preparen allí nuestra cena.
16Los discípulos salieron, entraron en la ciudad y encontraron todo tal y como les había dicho Jesús. Así que prepararon la Pascua.
17Al anochecer, llegó Jesús con los doce. 18Mientras estaban sentados a la mesa comiendo, dijo:
—Les aseguro que uno de ustedes, que está comiendo conmigo, me va a traicionar.
19Ellos se pusieron tristes y uno tras otro empezaron a preguntarle:
—¿Acaso seré yo?
20—Es uno de los doce —contestó—, uno que moja el pan conmigo en el plato. 21El Hijo del hombre se irá, tal como está escrito de él, pero ¡ay de aquel que lo traiciona! Más le valdría a ese hombre no haber nacido.
22Mientras comían, Jesús tomó pan y lo bendijo. Luego lo partió y se lo dio a ellos, diciéndoles:
—Tomen; esto es mi cuerpo.
23Después tomó una copa, dio gracias, se la pasó a ellos y todos bebieron de ella.
24—Esto es mi sangre del pacto14:24 del pacto. Var. del nuevo pacto (véase Lc 22:20). que es derramada por muchos —dijo—. 25Les aseguro que no volveré a beber del fruto de la vid hasta aquel día en que beba el vino nuevo en el reino de Dios.
26Después de cantar los salmos, salieron al monte de los Olivos.
Jesús predice la negación de Pedro
14:27-31 – Mt 26:31-35
27—Todos ustedes me abandonarán —dijo Jesús—, porque está escrito:
»“Heriré al pastor
y se dispersarán las ovejas”.14:27 Zac 13:7.
28Pero después de que yo resucite, iré delante de ustedes a Galilea.
29—Aunque todos te abandonen, yo no —declaró Pedro.
30—Te aseguro —le contestó Jesús— que hoy, esta misma noche, antes de que el gallo cante por segunda vez,14:30 Var. no incluye: por segunda vez. me negarás tres veces.
31—Aunque tenga que morir contigo —insistió Pedro con vehemencia—, jamás te negaré.
Y los demás dijeron lo mismo.
Getsemaní
14:32-42 – Mt 26:36-46; Lc 22:40-46
32Fueron a un lugar llamado Getsemaní y Jesús dijo a sus discípulos: «Siéntense aquí mientras yo oro». 33Se llevó a Pedro, a Santiago y a Juan, y comenzó a sentir temor y angustia. 34«Es tal la angustia que me invade que me siento morir —dijo—. Quédense aquí y manténganse despiertos».
35Yendo un poco más allá, se postró en tierra y empezó a orar que, de ser posible, no tuviera él que pasar por aquella hora. 36Decía: «Abba, Padre, todo es posible para ti. No me hagas beber este trago amargo;14:36 No … amargo. Lit. Quita de mí esta copa. pero no sea lo que yo quiero, sino lo que quieres tú».
37Luego volvió a sus discípulos y los encontró dormidos. «Simón —dijo a Pedro—, ¿estás dormido? ¿No pudiste mantenerte despierto ni una hora? 38Permanezcan despiertos y oren para que no caigan en tentación. El espíritu está dispuesto, pero el cuerpo es débil».
39Una vez más se retiró e hizo la misma oración. 40Cuando volvió, otra vez los encontró dormidos, porque se les cerraban los ojos de sueño. No sabían qué decirle. 41Al volver por tercera vez, les dijo: «¿Siguen durmiendo y descansando? ¡Se acabó! Ha llegado la hora. Miren, el Hijo del hombre va a ser entregado en manos de pecadores. 42¡Levántense! ¡Vámonos! ¡Ahí viene el que me traiciona!».
Arresto de Jesús
14:43-50 – Mt 26:14-56; Lc 22:47-50; Jn 18:3-11
43Todavía estaba hablando Jesús cuando apareció Judas, uno de los doce. Lo acompañaba una turba armada con espadas y palos, enviada por los jefes de los sacerdotes, los maestros de la Ley y los líderes religiosos.
44El traidor había dado esta contraseña: «Al que le dé un beso, ese es; arréstenlo y llévenselo bien asegurado». 45Tan pronto como llegó, Judas se acercó a Jesús y dijo:
—¡Rabí!
Y lo besó.
46Entonces los hombres prendieron a Jesús. 47Pero uno de los que estaban ahí desenfundó la espada e hirió al siervo del sumo sacerdote, cortándole una oreja.
48—¿Acaso soy un bandido14:48 bandido. Alt. insurgente. —dijo Jesús—, para que vengan con espadas y palos a arrestarme? 49Todos los días estaba con ustedes, enseñando en el Templo, y no me arrestaron. Pero es preciso que se cumplan las Escrituras.
50Entonces todos lo abandonaron y huyeron. 51Cierto joven que se cubría con solo una sábana iba siguiendo a Jesús. Lo detuvieron, 52pero él soltó la sábana y escapó desnudo.
Jesús ante el Consejo
14:53-65 – Mt 26:57-68; Jn 18:12-13,19-24
14:61-63 – Lc 22:67-71
53Llevaron a Jesús ante el sumo sacerdote y se reunieron allí todos los jefes de los sacerdotes, los líderes religiosos y los maestros de la Ley. 54Pedro lo siguió de lejos hasta dentro del patio del sumo sacerdote. Allí se sentó con los guardias y se calentó junto al fuego.
55Los jefes de los sacerdotes y el Consejo en pleno buscaban alguna prueba contra Jesús para poder condenarlo a muerte, pero no la encontraban. 56Muchos testificaban falsamente contra él, pero sus declaraciones no coincidían. 57Entonces unos decidieron dar este falso testimonio contra él:
58—Nosotros le oímos decir: “Destruiré este Templo hecho por hombres y en tres días construiré otro, no hecho por hombres”.
59Pero ni aun así concordaban sus declaraciones.
60Poniéndose en pie en el medio, el sumo sacerdote interrogó a Jesús:
—¿No vas a responder? ¿Qué significan estas denuncias en tu contra?
61Pero Jesús se quedó callado y no contestó nada.
—¿Eres el Cristo, el Hijo del Bendito? —preguntó de nuevo el sumo sacerdote.
62—Sí, yo soy —dijo Jesús—. Y ustedes verán al Hijo del hombre sentado a la derecha del Todopoderoso y viniendo en las nubes del cielo.
63—¿Para qué necesitamos más testigos? —dijo el sumo sacerdote, rasgándose las vestiduras—. 64¡Ustedes han oído la blasfemia! ¿Qué les parece?
Todos ellos lo condenaron como digno de muerte. 65Algunos comenzaron a escupirlo y, luego de vendarle sus ojos, le daban puñetazos.
—¡Profetiza! —gritaban.
Los guardias también lo abofeteaban.
Pedro niega a Jesús
14:66-72 – Mt 26:69-75; Lc 22:56-62; Jn 18:16-18,25-27
66Mientras Pedro estaba abajo en el patio, pasó una de las criadas del sumo sacerdote. 67Cuando vio a Pedro calentándose, se fijó en él.
—Tú también estabas con ese Nazareno, con Jesús —le dijo ella.
68Pero él lo negó:
—No lo conozco. Ni siquiera sé de qué estás hablando.
Y salió a la entrada; en ese momento el gallo cantó.
69Cuando la criada lo vio allí, dijo de nuevo a los presentes:
—Este es uno de ellos.
70Él lo volvió a negar.
Poco después, los que estaban allí dijeron a Pedro:
—Seguro que eres uno de ellos, pues eres galileo.
71Él comenzó a echarse maldiciones.
—¡No conozco a ese hombre del que hablan! —juró.
72Al instante, el gallo cantó por segunda vez. Pedro se acordó de lo que Jesús le había dicho: «Antes de que el gallo cante por segunda vez, me negarás tres veces». Y se echó a llorar.
