Markusevangeliet 12 – BPH & JCB

Bibelen på hverdagsdansk

Markusevangeliet 12:1-44

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

Matt. 21,33-46; Luk. 20,9-19

1Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 2Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. 3Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 4Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. 5Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. 6Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ 7Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 8De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.

9Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. 10Har I aldrig læst følgende skriftord:

‚Den sten, bygmestrene kasserede,

er blevet selve hjørnestenen.

11Det er Herren, der har gjort det,

og det er forunderligt at se.’12,11 Sl. 118,22-23.

12De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord

Matt. 22,15-22; Luk. 20,20-26

13Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for.

14Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

15Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” 16De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

17„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”12,17 Da jøderne vidste, at Gud havde skabt mennesket i sit billede, og at Guds væsen er præget ind i enhver af hans skabninger, forstod de, at Jesus dermed sagde, at de skulle overgive deres liv til Gud. De var målløse over hans svar.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde

Matt. 22,23-33; Luk. 20,27-40

18Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 19„Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 20Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. 21Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. 22Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. 23Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”

24Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 25Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 26Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’12,26 2.Mos. 3,6. 27Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”

Det vigtigste bud i Toraen

Matt. 22,34-40

28En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”

29Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:

‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. 30Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’12,30 5.Mos. 6,4-5.

31Et andet bud lyder således:

‚Du skal elske din næste som dig selv.’12,31 3.Mos. 19,18.

Det er de to vigtigste bud.”

32„Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. 33Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”

34Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.

Messias som Davids søn

Matt. 22,41-46; Luk. 20,41-44

35Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn12,35 På hebraisk bruges „søn” også om en efterkommer. af David? 36-37David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:

‚Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre side,

imens jeg overvinder dine fjender.’12,36-37 Sl. 110,1.

Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

Den store skare lyttede til ham med begejstring.

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri

Matt. 23,1-12; Luk. 20,45-47

38Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. 39De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. 40Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre

Luk. 21,1-4

41Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, 42men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. 43Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. 44De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”

Japanese Contemporary Bible

マルコの福音書 12:1-44

12

ぶどう園のたとえ話

1それからイエスは、たとえを使って人々に話し始められました。「ある農園主がぶどう園を造り、垣根を巡らし、ぶどうの汁をしぼる穴を掘り、見張りのやぐらを建てました。そして、このぶどう園を農夫たちに貸し、外国へ出かけました。 2ぶどうの収穫の季節になったので、農園主は代理の者をやり、分け前を受け取ろうとしました。 3けれども農夫たちは、代理の者を袋だたきにしたあげく、手ぶらで送り返したのです。

4そこで、もう一人の代理人を送りましたが、彼も同じような仕打ちを受け、しかも頭にひどいけがを負いました。 5農園主はまた別の人を送りました。事もあろうに、農夫たちはその人を殺してしまいました。そのあとも次々に人が送られましたが、みな袋だたきにされたり、殺されたりして、 6残るは、農園主の息子だけになりました。愛するたった一人の息子でした。農園主は、『息子だったら、農夫たちも敬意を持ってくれるだろう』と思い、ついにその息子を送り出しました。

7ところが、農夫たちは息子を見ると、『絶好のチャンスだ。ぶどう園の跡取りを殺してしまえば、ここは自分たちのものになる』とばかり、 8息子を捕らえて殺し、死体をぶどう園の外に放り出しました。

9農園主がこのことを知ったら、どうすると思いますか。すぐさま帰って来て、農夫たちを皆殺しにし、ぶどう園はほかの人たちに貸すでしょう。 10あなたがたは、聖書にこう書いてあるのを読んだことがないのですか。

『建築士たちの捨てた石が、

最も重要な土台石となった。

11なんとすばらしいことか。

主はなんと驚くべきことをなさる方か。』詩篇118・22-23

敵のわなを見破る

12このたとえ話を聞いた祭司長やユダヤ人の指導者たちは、その悪い農夫が自分たちを指していることに気づき、イエスを捕らえようと思いましたが、群衆の暴動がこわくて手出しができません。しかたなく、イエスをそのままにして、そそくさと立ち去りました。 13それでも、何とかして逮捕の口実をつかもうと、パリサイ派やヘロデ党(ヘロデ王を支持する政治的な一派)の者たちを送りました。

14彼らはイエスに尋ねました。「先生。あなたのおっしゃることは、いちいちごもっともです。あなたは私利私欲にとらわれず、まじめに神の道を教えておられます。つきましては、ちょっとお尋ねしたいのですが、ローマ政府に税金を納めるのは正しいことでしょうか。それとも、正しくないことでしょうか。」

15彼らのわなを見破ったイエスは、「なぜ、わたしを試すのですか。銀貨を見せなさい」と言われました。

16そして銀貨を受け取ると、彼らにこうお尋ねになりました。

「この銀貨に刻んである肖像と名前はだれのものですか。」「ローマ皇帝のものです。」

17「そのとおりです。皇帝のものなら、皇帝に返しなさい。しかし、神のものはすべて、神に返さなければなりません。」これを聞いて、彼らは頭をかかえ込んでしまいました。

18次に、復活などありえないと主張していたサドカイ派(神殿を支配していた祭司階級。ユダヤ教の主流派)の人たちがやって来ました。

19「先生。モーセの律法によると、ある男が結婚して子どもがないまま死んだ場合、弟が兄の未亡人と結婚して、生まれた子どもに兄のあとを継がせることになっています。 20-22ところで、ここに七人兄弟がいたとしましょう。長男は結婚しましたが、子どもがないまま死に、残された未亡人は次男の妻になりました。ところが次男も子どもができずに死んだので、その妻は三男のものになりました。三男も四男も同じことで、ついにこの女は、七人兄弟全部の妻になりましたが、結局、子どもはできずじまいでした。最後に、この未亡人も死にました。

23そこでお尋ねしたいのですが、復活の時、この女はいったいだれの妻になるのでしょう。七人とも彼女を妻にしたのですが。」

24イエスはお答えになりました。「聖書も神の力もわかっていないようですね。全く思い違いをしています。 25復活の時には、結婚などはないのです。みんなが天の使いのようになるのですから。

26それに、復活のあるなしについては、聖書の、モーセと燃える柴の箇所を読んだことがないのですか。神はモーセに、『わたしはアブラハムの神、イサクの神、ヤコブの神である』出エジプト3・6と言われました。

27実際には、これらの人たちは数百年も前に死んでいたのに、神はモーセに、彼らはなお生きていると教えられたのです。そうでなければ、すでに存在していない人の『神である』などと、おっしゃるはずがありません。あなたがたは、この点で決定的にまちがっています。」

28イエスのそばで、この見事な返答ぶりを聞いていた一人のユダヤ教の教師が、「先生。すべての戒めの中で、どれが一番重要な戒めでしょうか」と尋ねました。

29「『イスラエルよ、聞け。主なる神こそ、ただひとりの神です。 30心を尽くし、たましいを尽くし、思いを尽くし、力を尽くして、あなたの主を愛しなさい。』申命6・4-5これが最も重要な戒めです。

31第二は、『自分を愛するように、あなたの隣人を愛しなさい』レビ19・18という戒めです。これ以上に重要な戒めはありません。」

32「先生。あなたは今、神様はおひとりで、ほかに神はいないとおっしゃいましたが、まさにそのとおりです。 33そして、神殿の祭壇にどんな供え物をささげるよりも、『心を尽くし、思いを尽くし、力を尽くして主を愛し、また隣人を自分と同じように愛する』ことのほうが、ずっと大切です。」

34この賢明な答えに感心したイエスは、「あなたは神の国から遠くない」と言われました。そのあとはもう、だれも、あえてイエスに質問しようとはしませんでした。

35その後、神殿の境内で教えておられた時、イエスはこうお尋ねになりました。「ユダヤ教の教師たちは、どうしてキリストがダビデ王の子だと言いはるのですか。 36ダビデ自身が、といっても、ほんとうは聖霊がダビデを通して語られたのですが、こう言っているではありませんか。

『神が私の主に言われた。

「わたしがあなたの敵を

あなたの足台とするまで、

わたしの右に座っていなさい。」』詩篇110・1

37ダビデがキリストを主と呼んでいるのなら、どうしてキリストがダビデの子でありうるでしょうか。」こういう議論に群衆は好奇心を募らせ、イエスの話に聞き入っていました。

38イエスは、ほかにも次のような話をなさいました。「ユダヤ教の教師たちを警戒しなさい。彼らは見るからに学者らしいぜいたくなガウンをはおったり、広場で人からあいさつされたりするのが、何よりうれしいのです。 39また、会堂で特別席に座ったり、宴会で上座に着いたりするのも大好きです。 40裏では、恥知らずにも、未亡人の家を食いものにしながら、人前では長々と祈り、これ見よがしに神を敬うふりをしています。こういう人たちは、人一倍きびしい罰を受けるのです。」

41それから、神殿の献金箱のそばに座り、人々がお金を投げ入れる様子をじっと見ておられました。多くの金持ちが気前よく大金をささげているところへ、 42みすぼらしい身なりの未亡人がやって来て、そっと小額の硬貨二枚を投げ入れました。

43-44それをごらんになったイエスは、弟子たちを呼び寄せて、こう言われました。「あの貧しい未亡人は、どの金持ちよりも、はるかに多く投げ入れたのです。金持ちはあり余る中からほんの少しばかりささげたのに、この女は、乏しい中から持っている全部をささげたのですから。」