Markusevangeliet 10 – BPH & SNC

Bibelen på hverdagsdansk

Markusevangeliet 10:1-52

Om ægteskab og skilsmisse

Matt. 19,1-12; Luk. 16,18

1Derefter satte Jesus og disciplene kursen mod Judæa og kom undervejs gennem området øst for Jordanfloden. Som sædvanlig samledes store folkeskarer omkring ham, og han underviste dem, som han plejede.

2Nogle farisæere prøvede at stille fælde for ham og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone?”

3Jesus begyndte med et modspørgsmål: „Hvad sagde Moses om skilsmisse?”

4„Moses gav manden lov til at udstede et skilsmissebrev og sende konen bort,” svarede de.10,4 5.Mos. 24,1.

5„Moses gav den tilladelse på grund af menneskers uforsonlige holdning,” sagde Jesus. 6„Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen, for der står skrevet, at han ‚skabte dem som mand og kvinde’.10,6 1.Mos. 1,27. 7Der står også skrevet: ‚Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, 8og de to skal blive ét.’10,8 1.Mos. 2,24. Altså er de ikke længere to, men en enhed. 9Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

10Da Jesus senere var alene med sine disciple inden døre, bragte de atter emnet på bane. 11Han sagde da til dem: „Hvis en mand skiller sig fra sin kone og derefter gifter sig med en anden, er han skyldig i ægteskabsbrud mod sin første kone. 12Og hvis en kone går fra sin mand og gifter sig med en anden, er det hende, som begår ægteskabsbrud mod sin første mand.”

Hvordan man får adgang til Guds rige

Matt. 19,13-15; Luk. 18,15-17

13På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. 14Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 15Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” 16Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Hvordan man får det evige liv

Matt. 19,16-26; Luk. 18,18-27

17Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

18„Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. 19Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

20„Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

21Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”

22Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.

23Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. 24De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.10,24 Nogle af de ældste håndskrifter mangler den sidste ledsætning. 25Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

26Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”

27Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus

Matt. 19,27-30; Luk. 18,28-30

28„Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”

29Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, 30skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. 31Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø

Matt. 20,17-19; Luk. 18,31-34

32Jesus og disciplene fortsatte nu deres vandring ind mod Jerusalem. Jesus gik forrest, mens hans ledsagere sakkede bagud. Disciplene var stadig rystede, og de andre, som fulgte med, var bange. Jesus kaldte nu de Tolv til sig og fortalte dem igen om det, der skulle ske med ham.

33„Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden og udlevere mig til romerne, 34som vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst slået ihjel. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige

Matt. 20,20-28; Luk. 22,24-27

35Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil bede dig gøre noget for os.”

36„Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.

37„Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”

38„I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”

39„Ja, det kan vi.”

„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, 40men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

41Da de andre ti disciple hørte, hvad Jakob og Johannes havde bedt om, blev de vrede. 42Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 43-44Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 45Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus

Matt. 20,29-34; Luk. 18,35-43

46Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en skare af mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæus’ søn. 47Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn,10,47 På hebraisk betyder „søn” ofte „efterkommer”. Udtrykket „Davidssønnen” var en af titlerne på den ventede Messias, idet Messias skulle blive en mægtig konge, der var endnu større end jødernes hidtil største konge, David, der levede ca. 1000 år, før Jesus kom. forbarm dig over mig!”

48Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

49Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”

Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”

50Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.

51„Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.

„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.

52„Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede10,52 Eller: „frelste dig” eller „helbredte dig”. dig!”

Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.

Slovo na cestu

Marek 10:1-52

Ježíš učí o manželství a rozvodu

1Ježíš opustil Kafarnaum a prošel Zajordáním do Judska. I zde ho obklopilo množství lidí a on je začal učit jako obvykle.

2Přišli však za ním farizejové a pokoušeli se ho nachytat: zeptali se ho, zda je dovolen rozvod.

3Místo odpovědi jim dal otázku: „Co řekl o rozvodu Mojžíš?“

4„K tomu, aby manželství bylo zrušeno, podle Mojžíše stačí, když muž napíše ženě rozlukový list.“

5„To byl jen Mojžíšův ústupek tvrdosti lidského srdce,“ řekl na to Ježíš. „Bůh si to tak nikdy nepřál. 6Hned na počátku stvořil člověka jako nerozlučnou dvojici, muže a ženu. 7Proto muž opustí své rodiče a připojí se ke své manželce; 8v tom spojení již nežijí jako dva jedinci, ale stávají se jednou bytostí. 9A proto člověk nemá právo rozdělit, co Bůh spojil.“

10Později se učedníci znovu k té otázce vrátili.

11Vyložil jim to:

„Kdo se rozvede se svou ženou a ožení se s jinou, hřeší stejně, jako by měl ženy dvě. 12A právě tak rozvede-li se žena se svým mužem a vdá se za jiného, dopouští se cizoložství.“

Ježíš žehná malým dětem

13Lidé nosili k Ježíšovi děti, aby jim žehnal. Učedníci jim domlouvali, aby ho neobtěžovali.

14Když to Ježíš slyšel, zlobil se: „Neodhánějte ty děti a nebraňte jim, když chtějí ke mně. I jim přece patří Boží království. 15A říkám vám, že kdo nepřijde k Bohu s dětskou prostotou, nestane se občanem toho království.“

16Bral děti do náruče, hladil je a žehnal jim.

Ježíš mluví k bohatému muži

17Když se zase vydali na cestu, dohonil je nějaký muž a padl před Ježíšem na kolena: „Dobrý učiteli, co mám dělat, abych získal věčný život?“

18„Proč mi říkáš dobrý? Vždyť dobrý je jen Bůh,“ odvětil Ježíš. 19„A k tvé otázce – přikázání přece znáš: nebudeš zabíjet, cizoložit, krást, lhát, podvádět, budeš si vážit svých rodičů.“

20„Mistře, všechno jsem dodržoval od mládí.“

21Ježíš ho objal pohledem: „A přece ti něco schází. Jdi a prodej všechno, co máš, peníze rozdej chudým a získáš tak poklad v nebi. Potom se vrať a staň se mým následovníkem.“

22Když to ten člověk vyslechl, zesmutněl a odešel s těžkým srdcem. Byl totiž velmi bohatý.

23Ježíš ho mlčky sledoval očima a pak se otočil k učedníkům: „Jak těžké je pro boháče vejít do Božího království!“

24To je zarazilo. Není snad majetek důkazem Boží přízně? „Přátelé, do Božího království se těžko dostanou ti, pro které jsou peníze a majetek smyslem života. 25Snáze projde velbloud tou uzoučkou brankou, které říkáte jehelné ucho, než bohatý vejde do Božího království.“

26To jim dodalo. „Má vůbec někdo naději, že se tam dostane?“ říkali si mezi sebou.

27Podíval se na ně. „Člověk na to nestačí, ale Bůh je všemocný.“

28Tu promluvil Petr: „Ale my jsme se všeho vzdali a šli za tebou.“

29„Ujišťuji vás,“ odpověděl Ježíš, „že každému, kdo se z lásky ke mně a pro šíření evangelia něčeho vzdá – ať už domova, života se sourozenci, rodiči, manželkou a dětmi, nebo majetku, 30se to vrátí stonásobně už zde na zemi (i když neujde pronásledování) a v budoucnosti ho čeká věčný život. 31Mnozí, kteří u lidí něco znamenají, budou poslední, a těm nejpohrdanějším se tam dostane čestných míst.“

Ježíš potřetí předpovídá svou smrt

32Když potom byli na cestě do Jeruzaléma, Ježíš šel vpředu a ostatní se drželi za ním. Co jim Ježíš řekl, to je znepokojilo a naplnilo obavami.

Zavolal k sobě svých dvanáct učedníků a znovu je připravoval na to, co ho čeká:

33„Musíme do Jeruzaléma a tam Syn člověka padne do rukou velekněží a učitelů zákona a ti ho odsoudí a vydají pohanům. 34Budou se mu veřejně vysmívat, plivat na něj, zbičují a zabijí ho. Ale třetí den vstane z mrtvých.“

Ježíš učí o službě druhým

35Přihlásili se Zebedeovi synové Jakub a Jan: „Mistře, chtěli bychom tě o něco poprosit.“

36„Co si ode mne přejete?“ vzhlédl Ježíš.

37„Až usedneš na trůn, chtěli bychom ti sedět nejblíže se všech, každý z jedné strany vedle tebe.“

38„Nevíte, oč prosíte. Můžete pít z kalicha hořkosti, ze kterého musím pít já, a projít křtem utrpení, který mě čeká?“

39„Ale jistě,“ přisvědčili.

„Dobře, budete pít z mého kalicha a budete pokřtěni stejným křtem. 40Ale není mou věcí určovat vám pořadí v Božím království. To už je stanoveno.“

41Ostatních deset se zlobilo na Jakuba a Jana. 42Ale Ježíš je svolal dohromady a řekl jim: „Víte, že vládcové mají moc nad národy, a kdo vládne, obvykle druhé utlačuje. 43Ale mezi vámi to tak být nemá. Naopak, kdo z vás chce být velký, ať všem pokorně slouží. 44A kdo z vás chce být na předním místě, ať je pomocníkem všech. 45Vždyť já – Syn člověka – jsem nepřišel na svět proto, aby mi ostatní sloužili, ale abych já sloužil jim a abych položil život pro záchranu mnoha lidí.“

Ježíš uzdravuje slepého žebráka

46Procházeli také Jerichem, kde se k nim přidal velký zástup. U cesty seděl slepý žebrák Bartimeus – Timeův syn.

47Když uslyšel, že to jde Ježíš Nazaretský, křičel: „Ježíši z rodu krále Davida, slituj se nade mnou!“

48Lidé mu domlouvali, aby mlčel. Ale on volal tím hlasitěji: „Synu Davidův, slituj se nade mnou!“

49Ježíš ho uslyšel, zastavil se a přikázal, aby slepce zavolali. Vrátili se tedy k Bartimeovi se vzkazem: „Máš štěstí, Ježíš tě volá – vstaň!“ 50Slepec odhodil svůj starý kabát, vyskočil a klopýtal k Ježíšovi.

51„Co pro tebe mohu udělat?“ dotkl se ho Ježíš.

„Mistře, chci vidět!“

52„Staň se, tvá víra tě zachránila.“

V té chvíli se slepci vrátil zrak a on se vydal také za Ježíšem.