Bibelen på hverdagsdansk

Markusevangeliet 1:1-45

Johannes Døber og hans budskab

Matt. 3,1-12; Luk. 3,1-18; Joh. 1,19-28

1Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.

2At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger.1,2 Nogle håndskrifter siger „profeten Esajas” i stedet for „profeterne” (dvs. de profetiske bøger). Der står jo skrevet:

„Jeg vil sende min udsending foran dig.

Han skal berede vejen for dig.”1,2 Mal. 3,1a.

3og:

„Der lyder en stemme i ødemarken:

‚Ban vej for Herren!

Gør vejen klar til hans komme!’ ”1,3 Es. 40,3 LXX.

4Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. 5Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden. 6Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.1,6 Denne særlige påklædning var den samme som profeten Elias havde, og den kendetegnede ham som profet. Se 2.Kong. 1,8. Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. 7Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.1,7 At tage gæsternes sandaler af og vaske deres fødder var den ringeste slaves arbejde. 8Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”1,8 Se noten til Matt. 1,18.

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd

Matt. 3,13-17; Luk. 3,21-22

9Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 10Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. 11Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”1,11 Kan muligvis også oversættes: „Jeg glæder mig over dig.” Det græske ord, som her er brugt, betyder egentlig „acceptere nogen eller noget som værende godt”. Det henviser ofte til at gøre Guds vilje, at gøre det, som Gud fuldt ud kan acceptere og stå bag ved.

Fristelsen i ørkenen

Matt. 4,1-11; Luk. 4,1-13

12-13Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige

Matt. 4,12-17; Luk. 4,14-15

14Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes,1,14 Herodes Antipas, en søn af Herodes den Store. og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle de gode nyheder fra Gud. 15„Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”

Jesus udvælger sine første disciple

Matt. 4,18-22; (Luk. 5,1-11)

16En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. 17„Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. 18Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.1,18 I datidens kultur foregik undervisningen ofte ved, at man fulgte en mester og lærte gennem eksemplets magt. En discipel er altså mere en lærling end en studerende. Derfor kalder lærlingene og andre mennesker ofte Jesus for „mester”.

19Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæus’ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. 20Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder

Luk. 4,31-37

21Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. 22Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.

23Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. 24Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

25„Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. 26Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.

27De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” 28Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme

Matt. 8,14-17; Luk. 4,38-41

29Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. 30Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. 31Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.

32Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi,1,32 På sabbatsdagen havde jøderne ikke lov til at udføre noget fysisk krævende arbejde og måtte kun gå en kort distance. Sabbatten strakte sig fra fredag ved solnedgang til lørdag ved solnedgang. bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. 33Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. 34Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.1,34 Se vers 24. Ånderne vidste udmærket, at Jesus var den ventede Messias, Guds egen Søn, men hvis det blev almindeligt kendt på dette tidlige tidspunkt, ville det lægge hindringer i vejen for det arbejde, Jesus var kommet for at udføre.

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa

Matt. 4,23-25; Luk. 4,42-44

35Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. 36Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. 37Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” 38„Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”

39Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.

Jesus helbreder en spedalsk mand

Matt. 8,1-4; Luk. 5,12-16

40En dag kom der en spedalsk1,40 Det vides ikke med sikkerhed, om det var den samme sygdom, man i dag kender som spedalskhed. Muligvis dækker udtrykket over flere smitsomme hudsygdomme. I alle tilfælde blev sådanne mennesker afsondret fra samfundet og betragtet som „urene” mennesker. De skulle bo uden for byerne, og ingen turde røre ved dem af frygt for smittefaren. mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. 41Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” 42I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. 43Jesus sagde da til ham: 44„Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

45Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.

Bíbélì Mímọ́ Yorùbá Òde Òn

Marku 1:1-45

Johanu onítẹ̀bọmi tún ọ̀nà ṣe sílẹ̀

1Ìbẹ̀rẹ̀ ìhìnrere nípa Jesu Kristi, Ọmọ Ọlọ́run.

21.2-8: Mt 3.1-12; Lk 3.2-16; Jh 1.6,15,19-28.1.2: Ml 3.1; Mt 11.10; Lk 7.27.Gẹ́gẹ́ bí a ti kọ ọ́ nínú ìwé wòlíì Isaiah pé:

“Èmi yóò ran oníṣẹ́ mi síwájú rẹ,

Ẹni tí yóò tún ọ̀nà rẹ ṣe.”

31.3: Isa 40.3.“Ohùn ẹni tí ń kígbe ní ijù,

‘Ẹ tún ọ̀nà Olúwa ṣe,

ẹ ṣe ojú ọ̀nà rẹ̀ kí ó tọ́.’ ”

41.4: Ap 13.24.Johanu dé, ẹni tí ó ń tẹnibọmi ní aginjù, tí ó sì ń wàásù ìtẹ̀bọmi ìrònúpìwàdà fún ìdáríjì ẹ̀ṣẹ̀. 5Gbogbo àwọn tí ń gbé ní agbègbè Judea, àti gbogbo ènìyàn Jerusalẹmu jáde tọ̀ ọ́ lọ, a sì ti ọwọ́ rẹ̀ tẹ gbogbo wọn bọ omi ni odò Jordani, wọ́n ń jẹ́wọ́ ẹ̀ṣẹ̀ wọn. 6Johanu sì wọ aṣọ irun ìbákasẹ. Ó sì di àmùrè awọ mọ́ ẹ̀gbẹ́ rẹ̀. Eṣú àti oyin ìgàn sì ni oúnjẹ rẹ̀. 7Ó sì bẹ̀rẹ̀ sí í wàásù wí pé, “Ẹnìkan tí ó tóbi jù mí lọ ń bọ̀ lẹ́yìn mi, okùn bàtà ẹsẹ̀ ẹni tí èmi kò tó ẹni tí ń tú. 8Èmi ń fi omi ṣe ìtẹ̀bọmi yín, ṣùgbọ́n Òun yóò fi Ẹ̀mí Mímọ́ ṣe ìtẹ̀bọmi yín.”

Ìtẹ̀bọmi àti ìdánwò Jesu

91.9-11: Mt 3.13-17; Lk 3.21-22; Jh 1.29-34.Ó sì ṣe ní ọjọ́ kan Jesu ti Nasareti ti Galili jáde wá, a sì ti ọwọ́ Johanu ṣe ìtẹ̀bọmi fún ní odò Jordani. 10Lẹ́sẹ̀kẹsẹ̀ tí Jesu ń ti inú omi jáde wá, ó rí ọ̀run tí ó ṣí sílẹ̀, Ẹ̀mí Mímọ́ bí àdàbà sọ̀kalẹ̀ lé e lórí. 111.11: Sm 2.7. Ohùn kan sì ti ọ̀run wá wí pé, “Ìwọ ni àyànfẹ́ Ọmọ mi, ẹni tí inú mi dùn sí gidigidi.”

121.12-13: Mt 4.1-11; Lk 4.1-13.Lẹ́sẹ̀kan náà, Ẹ̀mí Mímọ́ sì darí Jesu sí ijù, 13Ó sì wà ní ogójì ọjọ́ ní aginjù. A sì ti ọwọ́ Satani dán an wò, ó sì wà pẹ̀lú àwọn ẹranko ìgbẹ́. Àwọn angẹli sì ń ṣe ìránṣẹ́ fún un.

Pípe àwọn ọmọ-ẹ̀yìn àkọ́kọ́

141.14-15: Mt 4.12-17; Lk 4.14-15.Lẹ́yìn ìgbà tí ọba Herodu ti fi Johanu sínú ẹ̀wọ̀n tan, Jesu lọ sí Galili, ó ń wàásù ìhìnrere ti ìjọba Ọlọ́run. 15Ó sì kéde wí pé, “Àkókò náà dé wàyí, ìjọba Ọlọ́run kù sí dẹ̀dẹ̀. Ẹ yípadà kúrò nínú ẹ̀ṣẹ̀ yín, kí ẹ sì gba ìhìnrere yìí gbọ́.”

161.16-20: Mt 4.18-22; Lk 5.1-11; Jh 1.40-42.Ní ọjọ́ kan, bí Jesu ti ń rìn létí Òkun Galili, Ó rí Simoni àti Anderu arákùnrin rẹ̀, wọ́n ń fi àwọ̀n wọn pẹja torí pé apẹja ni wọ́n. 17Jesu sì ké sí wọn wí pé, “Ẹ máa tọ̀ mí lẹ́yìn. Èmi yóò sì sọ yín di apẹja ènìyàn.” 18Ní kánkán wọ́n fi àwọ̀n wọn sílẹ̀, wọ́n sì tọ̀ Ọ́ lẹ́yìn.

19Bí Ó sì ti rìn síwájú díẹ̀, ní etí Òkun, Ó rí Jakọbu ọmọ Sebede àti Johanu arákùnrin rẹ̀ nínú ọkọ̀, wọ́n ń tún àwọ̀n wọn ṣe. 20Ó sì ké sí àwọn náà lẹ́sẹ̀kẹsẹ̀, wọ́n fi Sebede baba wọn sílẹ̀ nínú ọkọ̀ pẹ̀lú àwọn alágbàṣe, wọ́n sì tọ̀ ọ́ lẹ́yìn.

Jesu lé ẹ̀mí àìmọ́ jáde

211.21-22: Mt 7.28-29; Lk 4.31-32.Lẹ́yìn náà, Jesu àti àwọn ọmọ-ẹ̀yìn rẹ̀ wọ ìlú Kapernaumu, nígbà tí ó di òwúrọ̀ ọjọ́ ìsinmi, ó lọ sínú Sinagọgu, ó sì ń kọ́ni. 22Ẹnu sì ya ìjọ ènìyàn nítorí ìkọ́ni rẹ̀, nítorí pé ó ń kọ́ni bí ẹni tí ó ní àṣẹ, kì í ṣe bí àwọn olùkọ́ òfin ṣe ń kọ́ àwọn ènìyàn. 231.23-28: Lk 4.33-37.Ní àsìkò náà gan an ni ọkùnrin kan tí ó wà nínú Sinagọgu wọn, tí ó ní ẹ̀mí àìmọ́, bẹ̀rẹ̀ sí í kígbe wí pé, 241.24: Jh 6.69.“Kí ni ìwọ ń wá lọ́dọ̀ wa, Jesu ti Nasareti? Ṣé ìwọ wá láti pa wá run ni? Èmí mọ ẹni tí ìwọ í ṣe; Ìwọ ní ẹni Mímọ́ Ọlọ́run!”

25Jesu si bá a wí, ó wí pé, “Pa ẹnu rẹ mọ́, kí ó sì jáde kúrò lára rẹ̀.” 26Ẹ̀mí àìmọ́ náà sì gbé e ṣánlẹ̀ lógèdèǹgbé, ó ké ní ohùn rara, ó sì jáde kúrò lára ọkùnrin náà.

27Ẹnu sì ya àwọn ènìyàn, tó bẹ́ẹ̀ tí wọ́n fi ń sọ láàrín ara wọn ohun tí ó ti ṣẹlẹ̀. Wọ́n béèrè pẹ̀lú ìgbóná ara, pé, “Kí ni èyí? Irú ẹ̀kọ́ tuntun wo ni èyí? Ó ń fi agbára pàṣẹ fún àwọn ẹ̀mí àìmọ́ pàápàá wọ́n sì gbọ́ tirẹ̀.” 28Ìròyìn nípa rẹ̀ tàn ká gbogbo agbègbè Galili.

Jesu mú ọ̀pọ̀ ènìyàn láradá

291.29-31: Mt 8.14-15; Lk 4.38-39.Nígbà tí wọn sì jáde kúrò nínú Sinagọgu, wọ́n lọ pẹ̀lú Jakọbu àti Johanu sí ilé Simoni àti Anderu. 30Ìyá ìyàwó Simoni tí ó dùbúlẹ̀ àìsàn ibà, wọ́n sì sọ fún Jesu nípa rẹ̀. 31Ó sì tọ̀ ọ́ lọ, ó fà á lọ́wọ́, ó sì gbé e dìde; lójúkan náà ibà náà fi sílẹ̀, ó sì ń ṣe ìránṣẹ́ fún wọn.

321.32-34: Mt 8.16-17; Lk 4.40-41.Nígbà tí ó di àṣálẹ́, tí oòrùn wọ̀, wọ́n gbé gbogbo àwọn aláìsàn àti àwọn tó ni ẹ̀mí àìmọ́ tọ̀ ọ́ wá. 33Gbogbo ìlú si péjọ ni ẹnu-ọ̀nà. 34Jesu sì wo ọ̀pọ̀ tí wọ́n ní onírúurú ààrùn sàn. Bákan náà ni ó lé ọ̀pọ̀ ẹ̀mí àìmọ́ jáde, Ṣùgbọ́n kò sì jẹ́ kí àwọn ẹ̀mí àìmọ́ náà kí ó sọ̀rọ̀, nítorí tí wọ́n mọ ẹni tí òun í ṣe.

Jesu ya ara rẹ̀ sọ́tọ̀ láti gbàdúrà

351.35-38: Lk 4.42-43.Ní kùtùkùtù òwúrọ̀ ọjọ́ kejì, kí ilẹ̀ tó mọ́, Jesu nìkan jáde lọ sí aginjù kan, láti lọ gbàdúrà. 36Simoni àti àwọn ènìyàn rẹ̀ yòókù lọ láti wá a. 37Nígbà tí wọ́n sì rí I, wọ́n sọ fún wí pé, “Gbogbo ènìyàn ń wá ọ!”

38Jesu sì dáhùn wí pé, “Ẹ jẹ́ kí a lọ sí àwọn ìlú mìíràn, kí ń lè wàásù níbẹ̀ pẹ̀lú. Nítorí èyí ni èmi sá à ṣe wá.” 391.39: Mt 4.23-25; Lk 4.44.Nítorí náà, ó ń kiri gbogbo agbègbè Galili, ó ń wàásù nínú Sinagọgu. Ó sì ń lé àwọn ẹ̀mí àìmọ́ jáde.

Ọkùnrin tí o ní ààrùn ẹ̀tẹ̀

401.40-45: Mt 8.2-4; Lk 5.12-16.Ọkùnrin adẹ́tẹ̀ kan tọ̀ ọ́ wá, ó sì kúnlẹ̀ níwájú rẹ̀. Ó sì bẹ̀bẹ̀ fún ìmúláradá. Ó wí pé, “Bí ìwọ bá fẹ́, ìwọ lè mú mi láradá.”

41Jesu kún fún àánú, ó na ọwọ́ rẹ̀, ó fi ọwọ́ rẹ̀ bà a, ó wí pé, “Èmí fẹ́. Di mímọ́.” 42Lójúkan náà ẹ̀tẹ̀ náà fi sílẹ̀ lọ, ọkùnrin náà sì rí ìwòsàn.

43Jesu sì kìlọ̀ fún un gidigidi 441.44: Le 13.49; 14.2-32.Ó wí pé, “Lọ fi ara rẹ̀ hàn àlùfáà Júù fún àyẹ̀wò. Ṣùgbọ́n má ṣe dúró sọ ohunkóhun fún ẹnikẹ́ni ní ọ̀nà. Mú ẹ̀bùn lọ́wọ́, èyí tí Mose pàṣẹ fún adẹ́tẹ̀ tí a mú láradá. Èyí tí í ṣe ẹ̀rí pé, ó ti rí ìwòsàn.” 45Ṣùgbọ́n ó jáde lọ, ó bẹ̀rẹ̀ sí í pòkìkí, ó ń tan ìròyìn kálẹ̀. Nítorí èyí, Jesu kò sì le wọ ìlú ní gbangba mọ́, ṣùgbọ́n ó wà lẹ́yìn odi ìlú ní aginjù. Síbẹ̀, àwọn ènìyàn tọ̀ ọ́ wá láti ibi gbogbo.