Lukasevangeliet 7 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

Lukasevangeliet 7:1-50

En romersk officers tro

Matt. 8,5-13

1Da Jesus var færdig med at tale til folkeskaren, gik han ind til Kapernaum. 2Her boede en romersk officer, der havde en tjener, som var syg og døden nær. Det var en tjener, han satte stor pris på. 3Officeren havde hørt om Jesus og sendte nogle af lederne fra den jødiske menighed hen for at bede ham komme og helbrede hans tjener. 4De bad indtrængende Jesus om at komme. „Hvis nogen fortjener hjælp, så er det ham,” sagde de, 5„for han elsker vores folk og har bygget en synagoge til os.” 6Jesus og hans ledsagere gik derfor med dem.

Men da de nærmede sig huset, sendte officeren nogle venner ud for at sige: „Herre, gør dig ikke så megen ulejlighed. Jeg er jo ikke værdig til, at du skulle komme ind i mit hus. 7Jeg føler mig heller ikke værdig til at komme ud til dig. Men du kan blot udstede en befaling og på den måde gøre min tjener rask. 8Jeg er jo en mand, som selv står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Jeg behøver bare at sige: ‚Gå!’ så går de, eller: ‚Kom!’ så kommer de. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”

9Jesus var forbløffet over de ord, og han vendte sig til dem, der fulgtes med ham, og sagde: „Det siger jeg jer: Ikke engang blandt Israels folk har jeg mødt så stor en tro.”

10Da officerens venner kom tilbage til huset, fandt de tjeneren fuldstændig rask.

Jesus opvækker enkens søn i Nain

11Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en stor skare af nysgerrige. 12Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. 13Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. 14Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” 15Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. 16Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”

17Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.

Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias

Matt. 11,2-6

18-19Johannes Døbers disciple fik snart at høre om alt det, Jesus gjorde, og de fortalte det til Johannes, der sad i fængsel. Han sendte så to af dem til Jesus med et spørgsmål: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

20-21Da de to udsendinge kom til Jesus, fandt de ham i færd med at helbrede mange syge og uddrive de onde ånder. Selv mange blinde fik deres syn. Da de kom frem med Johannes’ spørgsmål, 22svarede han: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. 23Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Jesus taler om Johannes som profet

Matt. 11,7-11

24Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? 25En mand klædt på som fyrste? Nej, de der bærer fornemme klæder og lever i rigdom og pragt, finder man i kongelige paladser. 26Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 27For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

‚Jeg vil sende min udsending foran dig.

Han skal berede vejen for dig.’7,27 Mal. 3,1a.

28Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. 29Alle de, som hørte Johannes’ budskab, også skatteopkræverne, bøjede sig for Guds ord og blev døbt med Johannes’ dåb.

Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand

Matt. 11,12-19

30Men farisæerne og de skriftlærde nægtede at bøje sig for Guds plan med dem, og de lod sig ikke døbe. 31Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?7,31 Altså de lige omtalte farisæere og skriftlærde, som nægtede at tage imod Johannes’ budskab. 32Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’

33Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 34Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ 35Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som søger den.”

Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed

36En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. 38Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder7,38 Når man holdt måltid i de finere huse, lå man på siden på bløde hynder med bare fødder. Derfor var det let for kvinden at knæle ved hans fødder. og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. 39Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”

40„Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”

„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.

41„Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer,7,41 En denar var datidens almindeligste sølvmønt med en værdi svarende til en landarbejders dagløn. mens den anden kun skyldte 50. 42Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”

43„Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.

„Jo, du har ret,” svarede Jesus.

44Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. 46Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. 47Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”

48Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”

49Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.

50Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst7,50 Eller: „reddet”. Når synder bliver tilgivet, er der fokus på den åndelige frelse. dig. Du kan gå nu—med fred i hjertet!”

New International Reader’s Version

Luke 7:1-50

A Roman Commander Has Faith

1Jesus finished saying all these things to the people who were listening. Then he entered Capernaum. 2There the servant of a Roman commander was sick and about to die. His master thought highly of him. 3The commander heard about Jesus. So he sent some elders of the Jews to him. He told them to ask Jesus to come and heal his servant. 4They came to Jesus and begged him, “This man deserves to have you do this. 5He loves our nation and has built our synagogue.” 6So Jesus went with them.

When Jesus came near the house, the Roman commander sent friends to him. He told them to say, “Lord, don’t trouble yourself. I am not good enough to have you come into my house. 7That is why I did not even think I was fit to come to you. But just say the word, and my servant will be healed. 8I myself am a man who is under authority. And I have soldiers who obey my orders. I tell this one, ‘Go,’ and he goes. I tell that one, ‘Come,’ and he comes. I say to my servant, ‘Do this,’ and he does it.”

9When Jesus heard this, he was amazed at the commander. Jesus turned to the crowd that was following him. He said, “I tell you, even in Israel I have not found anyone whose faith is so strong.” 10Then the men who had been sent to Jesus returned to the house. They found that the servant was healed.

Jesus Raises a Widow’s Son From the Dead

11Some time later, Jesus went to a town called Nain. His disciples and a large crowd went along with him. 12He approached the town gate. Just then, a dead person was being carried out. He was the only son of his mother. She was a widow. A large crowd from the town was with her. 13When the Lord saw her, he felt sorry for her. So he said, “Don’t cry.”

14Then he went up and touched the coffin. Those carrying it stood still. Jesus said, “Young man, I say to you, get up!” 15The dead man sat up and began to talk. Then Jesus gave him back to his mother.

16The people were all filled with wonder and praised God. “A great prophet has appeared among us,” they said. “God has come to help his people.” 17This news about Jesus spread all through Judea and the whole country.

Jesus and John the Baptist

18John’s disciples told him about all these things. So he chose two of them. 19He sent them to the Lord. John told them to ask him, “Are you the one who is supposed to come? Or should we look for someone else?”

20The men came to Jesus. They said, “John the Baptist sent us to ask you, ‘Are you the one who is supposed to come? Or should we look for someone else?’ ”

21At that time Jesus healed many people. They had illnesses, sicknesses and evil spirits. He also gave sight to many who were blind. 22So Jesus replied to the messengers, “Go back to John. Tell him what you have seen and heard. Blind people receive sight. Disabled people walk. Those who have skin diseases are made ‘clean.’ Deaf people hear. Those who are dead are raised to life. And the good news is announced to those who are poor. 23Blessed is anyone who does not give up their faith because of me.”

24So John’s messengers left. Then Jesus began to speak to the crowd about John. He said, “What did you go out into the desert to see? Tall grass waving in the wind? 25If not, what did you go out to see? A man dressed in fine clothes? No. Those who wear fine clothes and have many expensive things are in palaces. 26Then what did you go out to see? A prophet? Yes, I tell you, and more than a prophet. 27He is the one written about in Scripture. It says,

“ ‘I will send my messenger ahead of you.

He will prepare your way for you.’ (Malachi 3:1)

28I tell you, no one more important than John has ever been born. But the least important person in God’s kingdom is more important than John is.”

29All the people who heard Jesus’ words agreed that God’s way was right. Even the tax collectors agreed. These people had all been baptized by John. 30But the Pharisees and the authorities on the law did not accept for themselves God’s purpose. So they had not been baptized by John.

31Jesus went on to say, “What can I compare today’s people to? What are they like? 32They are like children sitting in the market and calling out to each other. They say,

“ ‘We played the flute for you.

But you didn’t dance.

We sang a funeral song.

But you didn’t cry.’

33That is how it has been with John the Baptist. When he came to you, he didn’t eat bread or drink wine. And you say, ‘He has a demon.’ 34But when the Son of Man came, he ate and drank as you do. And you say, ‘This fellow is always eating and drinking far too much. He’s a friend of tax collectors and sinners.’ 35All who follow wisdom prove that wisdom is right.”

A Sinful Woman Pours Perfume on Jesus

36One of the Pharisees invited Jesus to have dinner with him. So he went to the Pharisee’s house. He took his place at the table. 37There was a woman in that town who had lived a sinful life. She learned that Jesus was eating at the Pharisee’s house. So she came there with a special jar of perfume. 38She stood behind Jesus and cried at his feet. And she began to wet his feet with her tears. Then she wiped them with her hair. She kissed them and poured perfume on them.

39The Pharisee who had invited Jesus saw this. He said to himself, “If this man were a prophet, he would know who is touching him. He would know what kind of woman she is. She is a sinner!”

40Jesus answered him, “Simon, I have something to tell you.”

“Tell me, teacher,” he said.

41“Two people owed money to a certain lender. One owed him 500 silver coins. The other owed him 50 silver coins. 42Neither of them had the money to pay him back. So he let them go without paying. Which of them will love him more?”

43Simon replied, “I suppose the one who owed the most money.”

“You are right,” Jesus said.

44Then he turned toward the woman. He said to Simon, “Do you see this woman? I came into your house. You did not give me any water to wash my feet. But she wet my feet with her tears and wiped them with her hair. 45You did not give me a kiss. But this woman has not stopped kissing my feet since I came in. 46You did not put any olive oil on my head. But she has poured this perfume on my feet. 47So I tell you this. Her many sins have been forgiven. She has shown that she understands this by her great acts of love. But whoever has been forgiven only a little loves only a little.”

48Then Jesus said to her, “Your sins are forgiven.”

49The other guests began to talk about this among themselves. They said, “Who is this who even forgives sins?”

50Jesus said to the woman, “Your faith has saved you. Go in peace.”