En romersk officers tro
Matt. 8,5-13
1Da Jesus var færdig med at tale til folkeskaren, gik han ind til Kapernaum. 2Her boede en romersk officer, der havde en tjener, som var syg og døden nær. Det var en tjener, han satte stor pris på. 3Officeren havde hørt om Jesus og sendte nogle af lederne fra den jødiske menighed hen for at bede ham komme og helbrede hans tjener. 4De bad indtrængende Jesus om at komme. „Hvis nogen fortjener hjælp, så er det ham,” sagde de, 5„for han elsker vores folk og har bygget en synagoge til os.” 6Jesus og hans ledsagere gik derfor med dem.
Men da de nærmede sig huset, sendte officeren nogle venner ud for at sige: „Herre, gør dig ikke så megen ulejlighed. Jeg er jo ikke værdig til, at du skulle komme ind i mit hus. 7Jeg føler mig heller ikke værdig til at komme ud til dig. Men du kan blot udstede en befaling og på den måde gøre min tjener rask. 8Jeg er jo en mand, som selv står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Jeg behøver bare at sige: ‚Gå!’ så går de, eller: ‚Kom!’ så kommer de. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
9Jesus var forbløffet over de ord, og han vendte sig til dem, der fulgtes med ham, og sagde: „Det siger jeg jer: Ikke engang blandt Israels folk har jeg mødt så stor en tro.”
10Da officerens venner kom tilbage til huset, fandt de tjeneren fuldstændig rask.
Jesus opvækker enkens søn i Nain
11Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en stor skare af nysgerrige. 12Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. 13Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. 14Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” 15Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. 16Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”
17Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.
Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias
Matt. 11,2-6
18-19Johannes Døbers disciple fik snart at høre om alt det, Jesus gjorde, og de fortalte det til Johannes, der sad i fængsel. Han sendte så to af dem til Jesus med et spørgsmål: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
20-21Da de to udsendinge kom til Jesus, fandt de ham i færd med at helbrede mange syge og uddrive de onde ånder. Selv mange blinde fik deres syn. Da de kom frem med Johannes’ spørgsmål, 22svarede han: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. 23Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Jesus taler om Johannes som profet
Matt. 11,7-11
24Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? 25En mand klædt på som fyrste? Nej, de der bærer fornemme klæder og lever i rigdom og pragt, finder man i kongelige paladser. 26Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 27For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’7,27 Mal. 3,1a.
28Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. 29Alle de, som hørte Johannes’ budskab, også skatteopkræverne, bøjede sig for Guds ord og blev døbt med Johannes’ dåb.
Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand
Matt. 11,12-19
30Men farisæerne og de skriftlærde nægtede at bøje sig for Guds plan med dem, og de lod sig ikke døbe. 31Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?7,31 Altså de lige omtalte farisæere og skriftlærde, som nægtede at tage imod Johannes’ budskab. 32Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’
33Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 34Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ 35Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som søger den.”
Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed
36En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. 38Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder7,38 Når man holdt måltid i de finere huse, lå man på siden på bløde hynder med bare fødder. Derfor var det let for kvinden at knæle ved hans fødder. og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. 39Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”
40„Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”
„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.
41„Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer,7,41 En denar var datidens almindeligste sølvmønt med en værdi svarende til en landarbejders dagløn. mens den anden kun skyldte 50. 42Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”
43„Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.
„Jo, du har ret,” svarede Jesus.
44Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. 46Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. 47Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”
48Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”
49Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.
50Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst7,50 Eller: „reddet”. Når synder bliver tilgivet, er der fokus på den åndelige frelse. dig. Du kan gå nu—med fred i hjertet!”
La victoire sur la mort
(Mt 8.5-13)
1Après avoir dit au peuple tout ce qu’il avait à lui dire, Jésus se rendit à Capernaüm.
2Un officier romain avait un esclave malade, qui était sur le point de mourir. Or, son maître tenait beaucoup à lui. 3Quand il entendit parler de Jésus, l’officier envoya auprès de lui quelques responsables juifs pour le supplier de venir guérir son esclave. 4Ils vinrent trouver Jésus et ils le prièrent instamment : Cet homme, disaient-ils, mérite vraiment que tu lui accordes cette faveur. 5En effet, il aime notre peuple : il a même fait bâtir notre synagogue à ses frais.
6Jésus partit avec eux. Il n’était plus qu’à une faible distance de la maison quand l’officier envoya des amis pour lui dire : Seigneur, ne te donne pas tant de peine, car je ne remplis pas les conditions7.6 Ou : je ne suis pas digne. Voir Mt 8.8. pour te recevoir dans ma maison. 7C’est la raison pour laquelle je n’ai pas osé venir en personne te trouver. Mais, dis un mot et mon serviteur sera guéri. 8Car, moi-même, je suis un officier subalterne, mais j’ai des soldats sous mes ordres, et quand je dis à l’un : « Va ! », il va. Quand je dis à un autre : « Viens ! », il vient. Quand je dis à mon esclave : « Fais ceci ! », il le fait.
9En entendant ces paroles, Jésus fut rempli d’admiration pour cet officier : il se tourna vers la foule qui le suivait et dit : Je vous l’assure, nulle part en Israël, je n’ai trouvé une telle foi !
10Les envoyés de l’officier s’en retournèrent alors à la maison où ils trouvèrent l’esclave en bonne santé.
11Ensuite7.11 Certains manuscrits ont : le lendemain., Jésus se rendit dans une ville appelée Naïn7.11 Ville du sud-est de la Galilée, à une douzaine de kilomètres de Nazareth.. Ses disciples et une grande foule l’accompagnaient. 12Comme il arrivait à la porte de la ville, il rencontra un convoi funèbre : on enterrait le fils unique d’une veuve. Beaucoup d’habitants de la ville suivaient le cortège. 13Le Seigneur vit la veuve et il fut pris de pitié pour elle ; il lui dit : Ne pleure pas !
14Puis il s’approcha de la civière et posa sa main sur elle. Les porteurs s’arrêtèrent.
– Jeune homme, dit-il, je te l’ordonne, lève-toi !
15Le mort se redressa, s’assit et se mit à parler. Jésus le rendit à sa mère. 16Saisis d’une profonde crainte, tous les assistants louaient Dieu et disaient : Un grand prophète est apparu parmi nous !
Et ils ajoutaient : Dieu est venu prendre soin de son peuple !
17Cette déclaration concernant Jésus se répandit dans toute la Judée et dans les régions environnantes.
Jésus et Jean-Baptiste
(Mt 11.2-11)
18Jean fut informé par ses disciples de tout ce qui se passait. Il appela alors deux d’entre eux 19et les envoya auprès du Seigneur pour demander : Es-tu celui qui devait venir7.19 Voir Mt 11.3 et la note., ou bien devons-nous en attendre un autre ?
20Ces hommes se présentèrent à Jésus et lui dirent : C’est Jean-Baptiste qui nous envoie. Voici ce qu’il te fait demander : « Es-tu celui qui devait venir, ou bien devons-nous en attendre un autre ? »
21Or, au moment où ils arrivaient, Jésus guérit plusieurs personnes de diverses maladies et infirmités. Il délivra des gens qui étaient sous l’emprise d’esprits mauvais et rendit la vue à plusieurs aveugles. 22Il répondit alors aux envoyés : Retournez auprès de Jean et racontez-lui ce que vous avez vu et entendu : les aveugles voient, les paralysés marchent normalement, les lépreux sont purifiés, les sourds entendent, les morts ressuscitent, la Bonne Nouvelle est annoncée aux pauvres7.22 Es 35.5 ; 61.1.. 23Heureux celui qui ne perdra pas la foi à cause de moi !
24Après le départ des messagers de Jean, Jésus saisit cette occasion pour parler de Jean à la foule : Qu’êtes-vous allés voir au désert ? Un roseau agité çà et là par le vent ? 25Qui donc êtes-vous allés voir ? Un homme habillé avec élégance ? Ceux qui portent des habits somptueux et qui vivent dans le luxe habitent les palais royaux. 26Mais qu’êtes-vous donc allés voir au désert ? Un prophète ? Oui, assurément, et même bien plus qu’un prophète, c’est moi qui vous le dis. 27Car c’est celui dont il est écrit :
J’enverrai mon messager devant toi,
il te préparera le chemin7.27 Ml 3.1..
28Je vous l’assure : parmi tous les hommes qui sont nés d’une femme, il n’y en a pas de plus grand que Jean. Et pourtant, le plus petit dans le royaume de Dieu est plus grand que lui.
(Mt 11.16-19)
29Tous les gens du peuple et tous les collecteurs d’impôts qui ont écouté le message de Jean et se sont fait baptiser par lui ont reconnu que Dieu est juste. 30Mais les pharisiens et les enseignants de la Loi, qui ont refusé de se faire baptiser par lui, ont rejeté la volonté de Dieu à leur égard.
31A qui donc pourrais-je comparer les gens de notre temps ? A qui ressemblent-ils ? 32Ils sont comme des enfants assis sur la place du marché qui se crient les uns aux autres :
Quand nous avons joué de la flûte,
vous n’avez pas dansé !
Et quand nous avons chanté des airs de deuil,
vous ne vous êtes pas mis à pleurer !
33En effet, Jean-Baptiste est venu, il ne mangeait pas de pain, il ne buvait pas de vin. Qu’avez-vous dit alors ? « Il a un démon en lui ! ».
34Le Fils de l’homme est venu, il mange et boit, et vous vous écriez : « Cet homme ne pense qu’à faire bonne chère et à boire du vin, il est l’ami des collecteurs d’impôts et des pécheurs notoires. »
35Cependant, la sagesse de Dieu est reconnue comme telle par ceux qui la reçoivent.
L’amour, fruit du pardon
36Un pharisien invita Jésus à manger. Jésus se rendit chez lui et se mit à table. 37Survint une femme connue dans la ville pour sa vie dissolue. Comme elle avait appris que Jésus mangeait chez le pharisien, elle avait apporté un flacon d’albâtre7.37 Pierre blanchâtre dans laquelle on taillait des vases à parfum. rempli de parfum. 38Elle se tint derrière lui, à ses pieds7.38 Comme dans toute l’Antiquité, les invités étaient allongés sur des sortes de divans, les pieds vers l’extérieur du cercle.. Elle pleurait ; elle se mit à mouiller de ses larmes les pieds de Jésus ; alors elle les essuya avec ses cheveux et, en les embrassant, elle versait le parfum sur eux.
39En voyant cela, le pharisien qui l’avait invité se dit : Si cet homme était vraiment un prophète, il saurait quelle est cette femme qui le touche, que c’est quelqu’un qui mène une vie dissolue.
40Jésus lui répondit à haute voix : Simon, j’ai quelque chose à te dire.
– Oui, Maître, parle, répondit le pharisien.
41– Il était une fois un prêteur à qui deux hommes devaient de l’argent. Le premier devait cinq cents pièces d’argent ; le second cinquante7.41 Il s’agit de deniers. Le denier représentait le salaire journalier d’un ouvrier agricole.. 42Comme ni l’un ni l’autre n’avaient de quoi rembourser leur dette, il fit cadeau à tous deux de ce qu’ils lui devaient. A ton avis, lequel des deux l’aimera le plus ?
43Simon répondit : Celui, je suppose, auquel il aura remis la plus grosse dette.
– Voilà qui est bien jugé, lui dit Jésus.
44Puis, se tournant vers la femme, il reprit : Tu vois cette femme ? Eh bien, quand je suis entré dans ta maison, tu ne m’as pas apporté d’eau pour me laver les pieds7.44 Ce que les règles de l’hospitalité lui suggéraient.; mais elle, elle me les a arrosés de ses larmes et les a essuyés avec ses cheveux. 45Tu ne m’as pas accueilli en m’embrassant, mais elle, depuis que je suis entré, elle n’a cessé de couvrir mes pieds de baisers. 46Tu n’as pas versé d’huile parfumée sur ma tête, mais elle, elle a versé du parfum sur mes pieds. 47C’est pourquoi je te le dis : ses nombreux péchés lui ont été pardonnés, c’est pour cela qu’elle m’a témoigné tant d’amour. Mais celui qui a eu peu de choses à se faire pardonner ne manifeste que peu d’amour !
48Puis il dit à la femme : Tes péchés te sont pardonnés.
49Les autres invités se dirent en eux-mêmes : « Qui est donc cet homme qui ose pardonner les péchés ? »
50Mais Jésus dit à la femme : Parce que tu as cru en moi, tu es sauvée ; va en paix.
