Lukasevangeliet 20 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Lukasevangeliet 20:1-47

De jødiske lederes uærlighed

Matt. 21,23-27; Mark. 11,27-33

1En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. 2„Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de.

3„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. 4„Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?”

5De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 6Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” 7Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”

8„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

Matt. 21,33-46; Mark. 12,1-12

9Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:

„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. 10Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 11Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. 12En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. 13Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ 14Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. 15Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. 16„Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”

Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”

17Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’20,17 Sl. 118,22. 18Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”

19Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord

Matt. 22,15-22; Mark. 12,13-17

20De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. 21Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. 22Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

23Men Jesus gennemskuede deres snedighed: 24„Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

25„Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”20,25 Da jøderne vidste, at Gud har skabt mennesket i sit eget billede, og at Guds væsen er præget i enhver af hans skabninger, forstod de, at Jesus dermed sagde, at de skulle overgive deres liv til Gud.

26Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde

Matt. 22,23-33; Mark. 12,18-27

27Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. 28De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 29Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. 30Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. 31Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. 32Til sidst døde også konen. 33Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”

34Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, 35-36men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.

37Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. 38Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”

39„Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, 40og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.

Messias som Davids søn

Matt. 22,41-46; Mark. 12,35-37

41-43Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn20,41-43 På hebraisk bruges „søn” også om en efterkommer. af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:

‚Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre side,

imens jeg overvinder dine fjender.’20,41-43 Sl. 110,1.

44Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri

Matt. 23,1-12; Mark. 12,38-40

45Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: 46„Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. 47Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Lucas 20:1-47

La autoridad de Jesús puesta en duda

20:1-8Mt 21:23-27; Mr 11:27-33

1Un día, mientras Jesús enseñaba al pueblo en el templo y les predicaba el evangelio, se le acercaron los jefes de los sacerdotes y los maestros de la ley, junto con los ancianos.

2―Dinos con qué autoridad haces esto —lo interrogaron—. ¿Quién te dio esa autoridad?

3―Yo también voy a haceros una pregunta —replicó él—. Decidme: 4El bautismo de Juan, ¿procedía del cielo o de la tierra?20:4 la tierra. Lit. los hombres; también en v. 6.

5Ellos, pues, lo discutieron entre sí: «Si respondemos: “Del cielo”, nos dirá: “¿Por qué no le creísteis?” 6Pero, si decimos: “De la tierra”, todo el pueblo nos apedreará, porque están convencidos de que Juan era un profeta».

Así que le respondieron:

7―No sabemos de dónde era.

8―Pues yo tampoco os voy a decir con qué autoridad hago esto.

Parábola de los labradores malvados

20:9-19Mt 21:33-46; Mr 12:1-12

9Pasó luego a contarle a la gente esta parábola:

―Un hombre plantó un viñedo, se lo arrendó a unos labradores y se fue de viaje por largo tiempo. 10Llegada la cosecha, mandó un siervo a los labradores para que le dieran parte de la cosecha. Pero los labradores lo golpearon y lo despidieron con las manos vacías. 11Envió otro siervo, pero también a este lo golpearon, lo humillaron y lo despidieron con las manos vacías. 12Entonces envió un tercero, pero aun a este lo hirieron y lo expulsaron.

13»Entonces pensó el dueño del viñedo: “¿Qué voy a hacer? Enviaré a mi hijo amado; seguro que a él sí lo respetarán”. 14Pero, cuando lo vieron los labradores, dialogaron entre ellos. “Este es el heredero —dijeron—. Matémoslo, y la herencia será nuestra”. 15Así que lo arrojaron fuera del viñedo y lo mataron.

»¿Qué les hará el dueño? 16Volverá, acabará con esos labradores y dará el viñedo a otros».

Al oír esto, la gente exclamó:

―¡Dios no lo quiera!

17Mirándolos fijamente, Jesús les dijo:

―Entonces, ¿qué significa esto que está escrito:

»“La piedra que desecharon los constructores

ha llegado a ser la piedra angular”?20:17 Sal 118:22

18Todo el que caiga sobre esa piedra quedará despedazado y, si ella cae sobre alguien, lo hará polvo».

19Los maestros de la ley y los jefes de los sacerdotes, cayendo en la cuenta de que la parábola iba dirigida contra ellos, buscaron la manera de echarle mano en aquel mismo momento. Pero temían al pueblo.

El pago de impuestos al césar

20:20-26Mt 22:15-22; Mr 12:13-17

20Entonces, para acecharlo, enviaron espías que fingían ser gente honorable. Pensaban atrapar a Jesús en algo que él dijera, y así poder entregarlo a la jurisdicción del gobernador.

21―Maestro —dijeron los espías—, sabemos que lo que dices y enseñas es correcto. No juzgas por las apariencias, sino que de verdad enseñas el camino de Dios. 22¿Nos está permitido pagar impuestos al césar o no?

23Pero Jesús, dándose cuenta de sus malas intenciones, replicó:

24―Mostradme una moneda romana.20:24 una moneda romana. Lit. un denario. ¿De quién son esta imagen y esta inscripción?

―Del césar —contestaron.

25―Entonces dadle al césar lo que es del césar, y a Dios lo que es de Dios.

26No pudieron atraparlo en lo que decía en público. Así que, admirados de su respuesta, se callaron.

La resurrección y el matrimonio

20:27-40Mt 22:23-33; Mr 12:18-27

27Luego, algunos de los saduceos, que decían que no hay resurrección, se acercaron a Jesús y le plantearon un problema:

28―Maestro, Moisés nos enseñó en sus escritos que, si un hombre muere y deja a la viuda sin hijos, el hermano de ese hombre tiene que casarse con la viuda para que su hermano tenga descendencia. 29Pues bien, había siete hermanos. El primero se casó y murió sin dejar hijos. 30Entonces el segundo 31y el tercero se casaron con ella, y así sucesivamente murieron los siete sin dejar hijos. 32Por último, murió también la mujer. 33Ahora bien, en la resurrección, ¿de cuál será esposa esta mujer, ya que los siete estuvieron casados con ella?

34―La gente de este mundo se casa y se da en casamiento —les contestó Jesús—. 35Pero en cuanto a los que sean dignos de tomar parte en el mundo venidero por la resurrección: esos no se casarán ni serán dados en casamiento, 36ni tampoco podrán morir, pues serán como los ángeles. Son hijos de Dios porque toman parte en la resurrección. 37Pero que los muertos resucitan lo dio a entender Moisés mismo en el pasaje sobre la zarza, pues llama al Señor “el Dios de Abraham, de Isaac y de Jacob”.20:37 Éx 3:6 38Él no es Dios de muertos, sino de vivos; en efecto, para él todos ellos viven.

39Algunos de los maestros de la ley le respondieron:

―¡Bien dicho, Maestro!

40Y ya no se atrevieron a hacerle más preguntas.

¿De quién es hijo el Cristo?

20:41-47Mt 22:41–23:7; Mr 12:35-40

41Pero Jesús les preguntó:

―¿Cómo es que dicen que el Cristo es el hijo de David? 42David mismo declara en el libro de los Salmos:

»“Dijo el Señor a mi Señor:

‘Siéntate a mi derecha,

43hasta que ponga a tus enemigos

por estrado de tus pies’ ”.20:43 Sal 110:1

44David lo llama “Señor”. ¿Cómo puede entonces ser su hijo?»

45Mientras todo el pueblo lo escuchaba, Jesús dijo a sus discípulos:

46―Cuidaos de los maestros de la ley. Les gusta pasearse con ropas ostentosas y les encanta que los saluden en las plazas, y ocupar el primer puesto en las sinagogas y los lugares de honor en los banquetes. 47Devoran los bienes de las viudas y a la vez hacen largas plegarias para impresionar a los demás. Estos recibirán peor castigo.