De jødiske lederes uærlighed
Matt. 21,23-27; Mark. 11,27-33
1En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. 2„Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de.
3„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. 4„Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?”
5De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 6Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” 7Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
8„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab
Matt. 21,33-46; Mark. 12,1-12
9Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:
„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. 10Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 11Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. 12En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. 13Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ 14Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. 15Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. 16„Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”
Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”
17Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’20,17 Sl. 118,22. 18Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”
19Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
Matt. 22,15-22; Mark. 12,13-17
20De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. 21Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. 22Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
23Men Jesus gennemskuede deres snedighed: 24„Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.
25„Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”20,25 Da jøderne vidste, at Gud har skabt mennesket i sit eget billede, og at Guds væsen er præget i enhver af hans skabninger, forstod de, at Jesus dermed sagde, at de skulle overgive deres liv til Gud.
26Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
Matt. 22,23-33; Mark. 12,18-27
27Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. 28De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 29Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. 30Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. 31Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. 32Til sidst døde også konen. 33Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”
34Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, 35-36men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.
37Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. 38Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”
39„Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, 40og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.
Messias som Davids søn
Matt. 22,41-46; Mark. 12,35-37
41-43Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn20,41-43 På hebraisk bruges „søn” også om en efterkommer. af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’20,41-43 Sl. 110,1.
44Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”
Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri
Matt. 23,1-12; Mark. 12,38-40
45Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: 46„Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. 47Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”
L’autorité de Jésus contestée
(Mt 21.23-27 ; Mc 11.27-33)
1Un de ces jours-là, pendant que Jésus enseignait le peuple dans la cour du Temple et lui annonçait la Bonne Nouvelle de l’Evangile, les chefs des prêtres survinrent avec les spécialistes de la Loi et les responsables du peuple 2et ils l’interpellèrent en ces termes : Dis-nous par quelle autorité tu agis ainsi. Ou qui est donc celui qui t’a donné cette autorité ?
3– Moi aussi, j’ai une question à vous poser, répliqua Jésus. A vous de répondre : 4De qui Jean tenait-il son mandat pour baptiser ? De Dieu ou des hommes ?
5Ils se mirent à raisonner entre eux : Si nous disons : « De Dieu », il va nous demander : « Pourquoi n’avez-vous pas cru en lui ? » 6Mais si nous répondons : « Des hommes », tout le peuple va nous lapider, car ces gens-là sont tous convaincus que Jean était un prophète. 7Ils répondirent donc qu’ils ne savaient pas d’où Jean tenait son mandat.
8– Eh bien, répliqua Jésus, moi non plus, je ne vous dirai pas par quelle autorité j’agis comme je le fais.
La culpabilité des chefs religieux juifs
(Mt 21.33-46 ; Mc 12.1-12)
9Il s’adressa ensuite au peuple et se mit à raconter cette parabole : Un homme planta une vigne ; il la loua à des vignerons et partit en voyage pour un temps assez long. 10Au moment des vendanges, il envoya un serviteur auprès des vignerons afin qu’ils lui remettent une partie du produit de la vigne, mais les vignerons le rouèrent de coups et le renvoyèrent les mains vides. 11Le propriétaire leur envoya un autre serviteur. Celui-là aussi, ils le renvoyèrent les mains vides, après l’avoir roué de coups et couvert d’insultes. 12Le maître persévéra et leur en envoya un troisième. Celui-là aussi, ils le chassèrent, après l’avoir grièvement blessé.
13Le propriétaire du vignoble se dit alors : « Que faire ? Je leur enverrai mon fils bien-aimé ; peut-être auront-ils du respect pour lui. »
14Mais quand les vignerons l’aperçurent, ils raisonnèrent ainsi entre eux : « Voilà l’héritier ! Tuons-le, afin que l’héritage nous revienne ! »
15Alors ils le traînèrent hors du vignoble et le tuèrent.
Comment le propriétaire de la vigne agira-t-il envers eux ? 16Il viendra lui-même, fera exécuter ces vignerons et confiera le soin de sa vigne à d’autres.
– Pas question ! s’écrièrent les auditeurs de Jésus en entendant cela.
17Mais lui, fixant le regard sur eux, leur dit : Que signifie donc ce texte de l’Ecriture :
La pierre que les constructeurs ╵ont rejetée
est devenue la pierre principale, ╵la pierre d’angle.
18Celui qui tombera sur cette pierre-là ╵se brisera la nuque,
et si elle tombe sur quelqu’un, ╵elle l’écrasera20.18 Ps 118.22 ; Es 8.14-15..
19Les spécialistes de la Loi et les chefs des prêtres cherchèrent à mettre immédiatement la main sur Jésus, mais ils eurent peur des réactions du peuple. En effet, ils avaient bien compris que c’était eux que Jésus visait par cette parabole.
Controverse sur l’impôt dû à César
(Mt 22.15-22 ; Mc 12.13-17)
20Dès lors, ils le surveillèrent de près et envoyèrent auprès de lui des agents qui feraient semblant d’être des hommes pieux. Ils devaient le prendre en défaut dans ses paroles. Ainsi ils pourraient le livrer au pouvoir et à l’autorité du gouverneur romain.
21Ces gens-là l’abordèrent donc : Maître, nous savons que tu dis la vérité et que tu enseignes en toute droiture ; tu ne tiens pas compte de la position sociale des gens, mais c’est en toute vérité que tu enseignes la voie à suivre selon Dieu. 22Eh bien, dis-nous, si oui ou non, nous avons le droit de payer des impôts à César ?
23Connaissant leur fourberie, Jésus leur répondit : 24Montrez-moi une pièce d’argent ! De qui porte-t-elle l’effigie et l’inscription ?
– De César.
25– Eh bien ! leur dit-il, rendez à César ce qui revient à César, et à Dieu ce qui revient à Dieu.
26Ils furent incapables de le prendre en défaut dans les propos qu’il tenait devant le peuple et, décontenancés par sa réponse, ils ne trouvèrent rien à répliquer.
Controverse sur la résurrection
(Mt 22.23-33 ; Mc 12.18-27)
27Quelques sadducéens, qui nient que les morts ressuscitent, vinrent trouver Jésus. Ils lui posèrent la question suivante : 28Maître, dans ses écrits, Moïse nous a laissé ce commandement : Si un homme vient à mourir, en laissant une femme mais pas d’enfant, son frère doit épouser sa veuve pour donner une descendance au défunt20.28 Dt 25.5.. 29Or, il y avait sept frères. L’aîné se maria, et il mourut sans laisser d’enfant. 30Le second, puis le troisième épousèrent la veuve, et ainsi de suite jusqu’au septième ; 31et ils moururent tous les sept sans avoir eu d’enfant.
32En fin de compte, la femme mourut elle aussi. 33Eh bien, cette femme, à la résurrection, duquel des sept frères sera-t-elle la femme ? Car ils l’ont tous eue pour épouse.
34Jésus leur dit : Dans le monde présent, hommes et femmes se marient. 35Mais ceux qui seront jugés dignes de ressusciter d’entre les morts pour faire partie du monde à venir, ne se marieront plus. 36Ils ne pourront pas non plus mourir, parce qu’ils seront comme les anges, et ils seront fils de Dieu, puisqu’ils seront ressuscités. 37Que les morts ressuscitent, Moïse lui-même l’a indiqué, lorsqu’il est question du buisson ardent : en effet, il appelle le Seigneur le Dieu d’Abraham, le Dieu d’Isaac et le Dieu de Jacob20.37 Ex 3.6.. 38Or, Dieu n’est pas le Dieu des morts, mais le Dieu des vivants ; c’est donc bien que, pour lui, les patriarches sont tous les trois vivants.
39Là-dessus, quelques spécialistes de la Loi prirent la parole : Tu as bien répondu, Maître.
40Car ils n’osaient plus lui poser de questions.
Controverse sur l’identité du Messie
(Mt 22.41-46 ; Mc 12.35-37)
41Jésus les interrogea à son tour : Comment se fait-il que l’on dise que le Messie doit être un descendant de David ? 42Car David lui-même déclare dans le livre des Psaumes :
Le Seigneur a dit à mon Seigneur :
Viens siéger à ma droite20.42 La droite du roi est la place d’honneur (Ps 45.10 ; 1 R 2.19).
43jusqu’à ce que j’aie mis ╵tes ennemis ╵à terre sous tes pieds20.43 Ps 110.1..
44David appelle le Messie son Seigneur : comment celui-ci peut-il être son descendant ?
La condamnation des spécialistes de la Loi
(Mt 23.6 ; Mc 12.38-40)
45Tandis que la foule l’écoutait, il dit à ses disciples : 46Gardez-vous des spécialistes de la Loi qui aiment à parader en costume de cérémonie, qui affectionnent qu’on les salue sur les places publiques, qui veulent les sièges d’honneur dans les synagogues et les meilleures places dans les banquets. 47Ils dépouillent les veuves de leurs biens tout en faisant de longues prières pour l’apparence. Leur condamnation n’en sera que plus sévère.
