Bibelen på hverdagsdansk

Lukas 1

11-3 Højtærede Teofilus!

Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.

Johannes Døbers mirakuløse undfangelse

Dengang Herodes[a] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold[b] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.

En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. 10 Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. 11 Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, 12 og det gjorde ham skrækslagen.

13 „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. 14 Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, 15 for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,[c] allerede før han bliver født. 16 Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. 17 Johannes vil træde frem i profeten Eliasʼ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.[d]

18 „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”

19 Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. 20 Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”

21 Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. 22 Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.

23 Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. 24 Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.

25 „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”[e]

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

26 Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, 27 hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. 28 Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” 29 Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

30 „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. 31 Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. 32 Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33 og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

34 „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”[f]

35 Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. 36 Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37 Intet er umuligt for Gud.”

38 „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Maria besøger Elisabet

39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. 41 I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.

42 „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. 43 Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. 44 Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. 45 Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”

Marias lovsang

46 Maria svarede ved at bryde ud i lovsang:

„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47     Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48     for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49     for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50     og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51 Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
    og spreder dem for alle vinde.
52 Verdens fyrster styrter han fra tronen,
    men de ydmyge ophøjer han.
53 De sultne mætter han med alt godt,
    men de rige sender han tomhændet bort.
54 Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
    ved at opfylde sit løfte om nåde,
55 det løfte, han gav vores forfædre,
    om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”

56 Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Johannes Døbers fødsel

57 Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.

59 Ugedagen[g] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, 60 men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”[h]

61 „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” 62 Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. 63 Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”

64 I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. 65 Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. 66 Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.

67 Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:

68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
    for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
    af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
    i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
    fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
    det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
    uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
    du skal kaldes den Højestes profet,
    for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
    ved at de får deres synd tilgivet
78     som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79     Hans lys vil skinne for dem,
    som lever i mørke og i dødens skygge,
    og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”

80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.

Notas al pie

  1. 1,5 Kong Herodes den Store, som man hidtil har ment døde i år 4 f.Kr., men som nogle nu mener døde i 1 f. Kr.
  2. 1,5 Alle de jødiske præster nedstammede fra den første præst Aron fra Levis stamme. De var inddelt i 24 skiftehold, og hvert hold gjorde tjeneste i helligdommen i én uge ca. to gange om året. Jf. 1.Krøn. 24.
  3. 1,15 Se noten til Matt. 1,18.
  4. 1,17 Jf. Mal. 3,23-24.
  5. 1,25 At være barnløs blev betragtet som en straf fra Gud, og folk så ned på sådanne kvinder.
  6. 1,34 En kvinde, der fik et barn, før hun var gift, risikerede dødsstraf.
  7. 1,59 Teksten siger: „på den ottende dag”, hvilket er det samme som „syv dage efter”.
  8. 1,60 Navne havde en betydning, som var væsentlig for jøderne. Johannes er det samme som Johanan, og det betyder: „Gud bringer nåde”.

The Message

Luke 1

11-4 So many others have tried their hand at putting together a story of the wonderful harvest of Scripture and history that took place among us, using reports handed down by the original eyewitnesses who served this Word with their very lives. Since I have investigated all the reports in close detail, starting from the story’s beginning, I decided to write it all out for you, most honorable Theophilus, so you can know beyond the shadow of a doubt the reliability of what you were taught.

A Childless Couple Conceives

5-7 During the rule of Herod, King of Judea, there was a priest assigned service in the regiment of Abijah. His name was Zachariah. His wife was descended from the daughters of Aaron. Her name was Elizabeth. Together they lived honorably before God, careful in keeping to the ways of the commandments and enjoying a clear conscience before God. But they were childless because Elizabeth could never conceive, and now they were quite old.

8-12 It so happened that as Zachariah was carrying out his priestly duties before God, working the shift assigned to his regiment, it came his one turn in life to enter the sanctuary of God and burn incense. The congregation was gathered and praying outside the Temple at the hour of the incense offering. Unannounced, an angel of God appeared just to the right of the altar of incense. Zachariah was paralyzed in fear.

13-15 But the angel reassured him, “Don’t fear, Zachariah. Your prayer has been heard. Elizabeth, your wife, will bear a son by you. You are to name him John. You’re going to leap like a gazelle for joy, and not only you—many will delight in his birth. He’ll achieve great stature with God.

15-17 “He’ll drink neither wine nor beer. He’ll be filled with the Holy Spirit from the moment he leaves his mother’s womb. He will turn many sons and daughters of Israel back to their God. He will herald God’s arrival in the style and strength of Elijah, soften the hearts of parents to children, and kindle devout understanding among hardened skeptics—he’ll get the people ready for God.”

18 Zachariah said to the angel, “Do you expect me to believe this? I’m an old man and my wife is an old woman.”

19-20 But the angel said, “I am Gabriel, the sentinel of God, sent especially to bring you this glad news. But because you won’t believe me, you’ll be unable to say a word until the day of your son’s birth. Every word I’ve spoken to you will come true on time—God’s time.”

21-22 Meanwhile, the congregation waiting for Zachariah was getting restless, wondering what was keeping him so long in the sanctuary. When he came out and couldn’t speak, they knew he had seen a vision. He continued speechless and had to use sign language with the people.

23-25 When the course of his priestly assignment was completed, he went back home. It wasn’t long before his wife, Elizabeth, conceived. She went off by herself for five months, relishing her pregnancy. “So, this is how God acts to remedy my unfortunate condition!” she said.

A Virgin Conceives

26-28 In the sixth month of Elizabeth’s pregnancy, God sent the angel Gabriel to the Galilean village of Nazareth to a virgin engaged to be married to a man descended from David. His name was Joseph, and the virgin’s name, Mary. Upon entering, Gabriel greeted her:

Good morning!
You’re beautiful with God’s beauty,
Beautiful inside and out!
God be with you.

29-33 She was thoroughly shaken, wondering what was behind a greeting like that. But the angel assured her, “Mary, you have nothing to fear. God has a surprise for you: You will become pregnant and give birth to a son and call his name Jesus.

He will be great,
    be called ‘Son of the Highest.’
The Lord God will give him
    the throne of his father David;
He will rule Jacob’s house forever—
    no end, ever, to his kingdom.”

34 Mary said to the angel, “But how? I’ve never slept with a man.”

35 The angel answered,

The Holy Spirit will come upon you,
    the power of the Highest hover over you;
Therefore, the child you bring to birth
    will be called Holy, Son of God.

36-38 “And did you know that your cousin Elizabeth conceived a son, old as she is? Everyone called her barren, and here she is six months pregnant! Nothing, you see, is impossible with God.”

And Mary said,

Yes, I see it all now:
    I’m the Lord’s maid, ready to serve.
Let it be with me
    just as you say.

Then the angel left her.

Blessed Among Women

39-45 Mary didn’t waste a minute. She got up and traveled to a town in Judah in the hill country, straight to Zachariah’s house, and greeted Elizabeth. When Elizabeth heard Mary’s greeting, the baby in her womb leaped. She was filled with the Holy Spirit, and sang out exuberantly,

You’re so blessed among women,
    and the babe in your womb, also blessed!
And why am I so blessed that
    the mother of my Lord visits me?
The moment the sound of your
    greeting entered my ears,
The babe in my womb
    skipped like a lamb for sheer joy.
Blessed woman, who believed what God said,
    believed every word would come true!

46-55 And Mary said,

I’m bursting with God-news;
    I’m dancing the song of my Savior God.
God took one good look at me, and look what happened—
    I’m the most fortunate woman on earth!
What God has done for me will never be forgotten,
    the God whose very name is holy, set apart from all others.
His mercy flows in wave after wave
    on those who are in awe before him.
He bared his arm and showed his strength,
    scattered the bluffing braggarts.
He knocked tyrants off their high horses,
    pulled victims out of the mud.
The starving poor sat down to a banquet;
    the callous rich were left out in the cold.
He embraced his chosen child, Israel;
    he remembered and piled on the mercies, piled them high.
It’s exactly what he promised,
    beginning with Abraham and right up to now.

56 Mary stayed with Elizabeth for three months and then went back to her own home.

The Birth of John

57-58 When Elizabeth was full-term in her pregnancy, she bore a son. Her neighbors and relatives, seeing that God had overwhelmed her with mercy, celebrated with her.

59-60 On the eighth day, they came to circumcise the child and were calling him Zachariah after his father. But his mother intervened: “No. He is to be called John.”

61-62 “But,” they said, “no one in your family is named that.” They used sign language to ask Zachariah what he wanted him named.

63-64 Asking for a tablet, Zachariah wrote, “His name is to be John.” That took everyone by surprise. Surprise followed surprise—Zachariah’s mouth was now open, his tongue loose, and he was talking, praising God!

65-66 A deep, reverential fear settled over the neighborhood, and in all that Judean hill country people talked about nothing else. Everyone who heard about it took it to heart, wondering, “What will become of this child? Clearly, God has his hand in this.”

67-79 Then Zachariah was filled with the Holy Spirit and prophesied,

Blessed be the Lord, the God of Israel;
    he came and set his people free.
He set the power of salvation in the center of our lives,
    and in the very house of David his servant,
Just as he promised long ago
    through the preaching of his holy prophets:
Deliverance from our enemies
    and every hateful hand;
Mercy to our fathers,
    as he remembers to do what he said he’d do,
What he swore to our father Abraham—
    a clean rescue from the enemy camp,
So we can worship him without a care in the world,
    made holy before him as long as we live.
And you, my child, “Prophet of the Highest,”
    will go ahead of the Master to prepare his ways,
Present the offer of salvation to his people,
    the forgiveness of their sins.
Through the heartfelt mercies of our God,
    God’s Sunrise will break in upon us,
Shining on those in the darkness,
    those sitting in the shadow of death,
Then showing us the way, one foot at a time,
    down the path of peace.

80 The child grew up, healthy and spirited. He lived out in the desert until the day he made his prophetic debut in Israel.