De efterladte indbyggeres sorg og bøn om genoprettelse
1Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
2Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
udlændinge overtog vores ejendom.
3Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
og vore mødre sidder tilbage som enker.
4Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
og vi betaler for brændsel i dyre domme.
5Vi træller under vore fjenders tyranni,
vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
6Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
for at have mad at spise.
7Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
så det er os, der må bære straffen.
8Et slavefolk er blevet herrer over os,
og der er ingen til at redde os.
9Vi må hente vores føde langvejsfra
og risikere at blive overfaldet på vejen.
10Vores hud er blevet mørk af solen,
og sulten brænder i os.
11I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
og vore unge piger krænkes i Judas byer.
12Vore ledere henrettede de ved hængning,
gamle folk viste de ikke medynk.
13Vore unge mænd må nu trække kværnen,
vore drenge segner under byrder af brænde.
14De gamle forsvandt fra byens torve,
de unges muntre musik er forstummet.
15Vi har alle mistet vores livsglæde,
den lystige dans er afløst af sorg.
16Vi har intet mere at være stolte af.
Vi har syndet og har det elendigt.
17Vore hjerter er fyldt med sorg,
vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
18Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
19Herre, du er dog for evigt den samme.
Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
20Vil du for evigt glemme os?
Hvor længe skal vi vente på din frelse?
21Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
22Eller har du fuldstændig forkastet os?
Er din vrede som en bundløs afgrund?
1¡Recuerda, Señor, lo que nos ha sucedido!
¡Contempla y ve nuestra deshonra!
2Nuestra heredad ha caído en manos extrañas;
nuestro hogar, en manos de extranjeros.
3No tenemos padre, hemos quedado huérfanos;
viudas han quedado nuestras madres.
4El agua que bebemos, tenemos que pagarla;
la leña, tenemos que comprarla.
5Los que nos persiguen nos pisan los talones;5:5 Los que … los talones. Lit. Sobre nuestro cuello nos persiguen.
estamos fatigados y no hallamos descanso.
6Entramos en tratos5:6 Entramos en tratos. Lit. Dimos la mano. con Egipto y con Asiria
para conseguir alimentos.
7Nuestros antepasados pecaron y murieron,
pero a nosotros nos tocó el castigo.
8Ahora nos gobiernan los esclavos
y no hay quien nos libre de sus manos.
9Conseguimos pan a riesgo de nuestras vidas,
al enfrentar las espadas del desierto.
10La piel nos arde como un horno;
de hambre nos da fiebre.
11Las mujeres fueron violadas en Sión
y las vírgenes, en las ciudades de Judá.
12A nuestros príncipes los colgaron de las manos
y a nuestros ancianos no los honraron.
13A nuestros mejores jóvenes los pusieron a moler;
los niños tropezaban bajo el peso de la leña.
14Ya no se sientan los ancianos a las puertas de la ciudad;
ni se escucha la música de los jóvenes.
15En nuestro corazón no hay gozo;
nuestra danza se convirtió en lamento.
16Nuestra cabeza se ha quedado sin corona.
¡Ay de nosotros que hemos pecado!
17Desfallece nuestro corazón;
se apagan nuestros ojos,
18porque el monte Sión se halla desolado,
y sobre él rondan los chacales.
19Pero tú, Señor, reinas eternamente;
tu trono permanece de generación en generación.
20¿Por qué siempre nos olvidas?
¿Por qué nos abandonas tanto tiempo?
21Permítenos volver a ti, Señor, y volveremos;
renueva nuestra vida como antes.
22La verdad es que nos has rechazado
y te has excedido en tu enojo contra nosotros.
