Straf, smerte og håbløshed
1Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
2„Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
3Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
4Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
5Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
6Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
7Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
8Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
9Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
10En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
11Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
12Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
13Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
14Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
15Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
16Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
17Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
18Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
19Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
20Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
22Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
23Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
24„Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
25Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
26Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
27I ungdommen må man lære at bære sit åg.3,27 Det omtalte åg er muligvis det at være i eksil under babyloniernes herredømme. Kun de helt unge vil opleve befrielsen 70 år senere.
28Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
29Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
30Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
31Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
32Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
33Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
34Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
35Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
36Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
37Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
38Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
39Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.
Omvendelse og syndserkendelse
40Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
41Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
55Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
56Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
57Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
58Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
59Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
60Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
61Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
62De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
63Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
64Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
65Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
66Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.
1Isa ako nga nakaeksperiensya sang pagsilot sang Ginoo tungod sa iya kaakig. 2Gintabog niya ako palayo kag ginpalakat sa kadulom imbes sa kasanag. 3Ginsilutan niya ako nga wala sing untat adlaw-gab-i. 4Ginpaluya niya ang bug-os ko nga lawas, kag ginbali ang akon mga tul-an. 5Ginsalakay niya ako kag puwerte ang akon kasubo kag kasakit. 6Ginpaestar niya ako sa kadudulman pareho sadtong madugay na nga napatay. 7Ginpakadenahan niya ako kag ginpalibutan sang pader agod indi ako makapalagyo. 8Bisan magpangayo pa ako sang bulig, wala niya ako ginapamatian. 9Ginbalabagan niya sang pader ang akon alagyan, kag ginpaliko-liko niya ang akon ginaagyan. 10Pareho siya sa oso3:10 oso: sa English, bear. ukon leon nga nagapanago kag nagahulat sa pagtukob sa akon. 11Gin-guyod niya ako palayo sa dalan, dayon ginus-ab kag ginbayaan. 12Ginbinat niya ang iya pana kag ginpuntirya sa akon. 13Ginpana niya ako kag naglapos gid sa akon tagipusuon.
14Nangin kaladlawan ako sa akon mga kasimanwa. Ginayaguta nila ako sa bilog nga adlaw paagi sa kanta. 15Puro lang kasakit ang ginhatag niya sa akon. 16Nagkalabingaw ang akon mga ngipon tungod ginpakaon niya ako sang graba, kag ginlapak-lapak niya ako sa duta. 17Ginkuha niya sa akon ang maayo nga kahimtangan, kag wala ko na maeksperiensyahan ang kabuganaan.
18Nadula na ang akon kadungganan kag ang tanan nga ginlauman ko sa Ginoo. 19Mapait panumdumon ang akon pag-antos kag pagtalang-talang. 20Kon panumdumon ko ini permi, nagapalangluya ako. 21Pero nagabalik ang akon paglaom kon madumduman ko nga 22ang gugma kag kaluoy sang Ginoo wala sing katapusan. Amo ina nga wala kita malaglag sing bug-os.3:22 Amo… bug-os: Indi klaro ang buot silingon sang Hebreo sini. 23Matutom gid ang Ginoo. Ginapakita niya ang iya kaluoy kada adlaw. 24Nagasiling ako sa akon kaugalingon, “Ang Ginoo amo ang tanan sa akon, gani magalaom ako sa iya.” 25Ang Ginoo maayo sa mga nagalaom kag nagadangop sa iya. 26Maayo nga maghulat kita nga may pagbatas sa pagluwas sang Ginoo sa aton. 27Maayo para sa isa ka tawo ang magpadisiplina samtang bataon pa siya. 28Kon ginadisiplina kita sang Ginoo magpungko kita nga nagaisahanon kag magpamalandong. 29Magpaubos kita sang aton kaugalingon sa atubangan sang Ginoo kag indi madulaan sang paglaom. 30Kon may magtampa sa imo, itaya ang imo guya. Kag batuna ang pag-insulto sang imo mga kaaway. 31Kay ang Ginoo indi magsikway sa aton hasta san-o. 32Bisan tuod nagahatag siya sang kalisod, ginapakita niya gihapon ang kaluoy tungod sa iya dako nga gugma nga wala sing katapusan. 33Kay wala siya nagakalipay sa pagpaantos kag sa pagsakit sa aton.
34-35Indi gusto sang Labing Mataas nga Dios nga pintasan ang mga priso ukon ibaliwala ang kinamatarong sang tawo. 36Indi man gusto sang Ginoo nga indi paghatagan sang hustisya si bisan sin-o. Nakita niya ini tanan nga butang.
37Wala sing may makasiling nga matabo ang isa ka butang kon indi ini pag-itugot sang Ginoo. 38Indi bala nga ang Labing Mataas nga Dios ang nagabuot kon matabo ang isa ka malain ukon maayo nga butang? 39Ngaa bala nagareklamo kita kon ginasilutan kita tungod sang aton mga sala? 40Dapat usisaon naton ang aton pagginawi kag magbalik sa Ginoo. 41Buksan naton ang aton mga tagipusuon kag ibayaw ang aton mga kamot sa Dios sa langit kag magsiling, 42“Nakasala kami kag nagrebelde, Ginoo, kag wala mo kami pagpatawara. 43Naakig ka gid kag ginlagas mo kami kag ginpamatay nga wala sing luoy-luoy. 44Nagpanabon ka sang panganod, agod indi mo mabatian ang amon pangamuyo. 45Ginhimo mo kami nga daw basura sa panulok sang iban nga mga nasyon. 46Ginyaguta kami sang tanan namon nga kaaway. 47Nag-antos kami sa kahadlok, katalagman, kapierdihan, kag kalaglagan.”
48Nagaililig ang akon mga luha tungod nalaglag ang akon mga kasimanwa. 49Padayon nga magailig ang akon luha 50hasta talupangdon kita sang Ginoo halin sa langit. 51Nagasakit ang akon balatyagon sa gindangatan sang mga babayi sa amon3:51 amon: sa Hebreo, akon. siyudad.
52Daw pareho ako sa pispis nga ginlagas sang akon mga kaaway bisan wala ako sing may nahimo nga sala sa ila. 53Gintinguhaan nila ako nga patyon paagi sa paghulog sa akon sa buho kag pagbato sa akon. 54Daw sa malumos ako sa tubig, kag abi ko mapatay na ako.
55Halin sa kadadalman sang buho nagpanawag ako sa imo, O Ginoo. 56Ginpamatian mo ang akon pagpakitluoy kag ang pagpangayo sang bulig. 57Nag-abot ka sang nagpanawag ako sa imo, kag nagsiling ka nga indi ako magkahadlok. 58Ginoo, ginbuligan mo ako sa akon kaso kag ginluwas mo ang akon kabuhi. 59Nakita mo, Ginoo, ang kalautan nga ginhimo sa akon sang akon mga kaaway, gani hatagi ako sang hustisya. 60Nahibaluan mo kon daw ano ang ila pagtimalos sa akon kag ang tanan nila nga plano kontra sa akon. 61O Ginoo, nabatian mo ang pagpang-insulto nila sa akon. Nahibaluan mo ang tanan nila nga plano kontra sa akon— 62ang mga padihot nga ila ginaestoryahan sa bilog nga adlaw kontra sa akon. 63Tan-awa sila! Ginayaguta nila ako paagi sa kanta, nagapungko man sila ukon nagatindog. 64Siluti sila, Ginoo, suno sa nagakabagay sa ila ginhimo. 65Patig-aha ang ila tagipusuon kag pakamalauta sila. 66Lagsa sila kag laglaga sa imo kaakig agod madula sila sa kalibutan.
