Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 1

Jerusalem i sorg

1Ak ja, den travle by er nu folketom.
    Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
        Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
Byen jamrer og græder natten lang.
    Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
        Alle de gamle venner har svigtet hende.
Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
    De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
        De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
    Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
        Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
    Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
        Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
    Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
        De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
    Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
        Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
    Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
        Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
    Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
        „Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
    Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
        men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
    Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
        Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
    Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
        Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
    Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
        Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
    Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
        Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
    Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
        Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
    Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
        Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
    Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
        De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
    for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
        Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
    Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
        forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
    De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
        men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
    Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
        Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
    Straf dem, som du har straffet mig!
        Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

Notas al pie

  1. 1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn.

The Message

Lamentations 1

Worthless, Cheap, Abject!

1Oh, oh, oh . . .
How empty the city, once teeming with people.
    A widow, this city, once in the front rank of nations,
    once queen of the ball, she’s now a drudge in the kitchen.

She cries herself to sleep each night, tears soaking her pillow.
    No one’s left among her lovers to sit and hold her hand.
    Her friends have all dumped her.

After years of pain and hard labor, Judah has gone into exile.
    She camps out among the nations, never feels at home.
    Hunted by all, she’s stuck between a rock and a hard place.

Zion’s roads weep, empty of pilgrims headed to the feasts.
    All her city gates are deserted, her priests in despair.
    Her virgins are sad. How bitter her fate.

Her enemies have become her masters. Her foes are living it up
    because God laid her low, punishing her repeated rebellions.
    Her children, prisoners of the enemy, trudge into exile.

All beauty has drained from Daughter Zion’s face.
    Her princes are like deer famished for food,
    chased to exhaustion by hunters.

Jerusalem remembers the day she lost everything,
    when her people fell into enemy hands, and not a soul there to help.
    Enemies looked on and laughed, laughed at her helpless silence.

Jerusalem, who outsinned the whole world, is an outcast.
    All who admired her despise her now that they see beneath the surface.
    Miserable, she groans and turns away in shame.

She played fast and loose with life, she never considered tomorrow,
    and now she’s crashed royally, with no one to hold her hand:
    “Look at my pain, O God! And how the enemy cruelly struts.”

10 The enemy reached out to take all her favorite things. She watched
    as pagans barged into her Sanctuary, those very people for whom
    you posted orders: keep out: this assembly off-limits.

11 All the people groaned, so desperate for food, so desperate to stay alive
    that they bartered their favorite things for a bit of breakfast:
    “O God, look at me! Worthless, cheap, abject!

12 “And you passersby, look at me! Have you ever seen anything like this?
    Ever seen pain like my pain, seen what he did to me,
    what God did to me in his rage?

13 “He struck me with lightning, skewered me from head to foot,
    then he set traps all around so I could hardly move.
    He left me with nothing—left me sick, and sick of living.

14 “He wove my sins into a rope
    and harnessed me to captivity’s yoke.
    I’m goaded by cruel taskmasters.

15 “The Master piled up my best soldiers in a heap,
    then called in thugs to break their fine young necks.
    The Master crushed the life out of fair virgin Judah.

16 “For all this I weep, weep buckets of tears,
    and not a soul within miles around cares for my soul.
    My children are wasted, my enemy got his way.”

17 Zion reached out for help, but no one helped.
    God ordered Jacob’s enemies to surround him,
    and now no one wants anything to do with Jerusalem.

18 God has right on his side. I’m the one who did wrong.
    Listen everybody! Look at what I’m going through!
    My fair young women, my fine young men, all herded into exile!

19 “I called to my friends; they betrayed me.
    My priests and my leaders only looked after themselves,
    trying but failing to save their own skins.

20 “O God, look at the trouble I’m in! My stomach in knots,
    my heart wrecked by a life of rebellion.
    Massacres in the streets, starvation in the houses.

21 “Oh, listen to my groans. No one listens, no one cares.
    When my enemies heard of the trouble you gave me, they cheered.
    Bring on Judgment Day! Let them get what I got!

22 “Take a good look at their evil ways and give it to them!
    Give them what you gave me for my sins.
    Groaning in pain, body and soul, I’ve had all I can take.”