Klagesangene 1 – BPH & KJV

Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 1:1-22

Jerusalem i sorg

1Ak ja, den travle by er nu folketom.

Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.

Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.

2Byen jamrer og græder natten lang.

Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.

Alle de gamle venner har svigtet hende.

3Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.

De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.

De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.

4Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.

Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.

Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.

5Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.

Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.

Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.

6Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.

Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.

De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.

7Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn. har mistet.

Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.

Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.

8Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.

Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.

Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.

9Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.

Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.

„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”

10Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.

Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,

men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.

11Lidelsen ramte alle, som boede i byen.

Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.

Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!

12Mon der findes en større smerte end min?

Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?

Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.

13Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.

Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.

Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.

14Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.

Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.

Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.

15På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.

Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.

Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.

16Resultatet er en stadig strøm af tårer.

Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.

Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.

Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.

De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18„Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,

for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.

Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.

19Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.

Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,

forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.

20Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.

De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,

men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.

21Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.

Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.

Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.

22Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!

Straf dem, som du har straffet mig!

Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

King James Version

Lamentations 1:1-22

1How doth the city sit solitary, that was full of people! how is she become as a widow! she that was great among the nations, and princess among the provinces, how is she become tributary! 2She weepeth sore in the night, and her tears are on her cheeks: among all her lovers she hath none to comfort her: all her friends have dealt treacherously with her, they are become her enemies. 3Judah is gone into captivity because of affliction, and because of great servitude: she dwelleth among the heathen, she findeth no rest: all her persecutors overtook her between the straits.1.3 because of great…: Heb. for the greatness of servitude 4The ways of Zion do mourn, because none come to the solemn feasts: all her gates are desolate: her priests sigh, her virgins are afflicted, and she is in bitterness. 5Her adversaries are the chief, her enemies prosper; for the LORD hath afflicted her for the multitude of her transgressions: her children are gone into captivity before the enemy. 6And from the daughter of Zion all her beauty is departed: her princes are become like harts that find no pasture, and they are gone without strength before the pursuer. 7Jerusalem remembered in the days of her affliction and of her miseries all her pleasant things that she had in the days of old, when her people fell into the hand of the enemy, and none did help her: the adversaries saw her, and did mock at her sabbaths.1.7 pleasant: or, desirable 8Jerusalem hath grievously sinned; therefore she is removed: all that honoured her despise her, because they have seen her nakedness: yea, she sigheth, and turneth backward.1.8 is…: Heb. is become a removing, or, wandering 9Her filthiness is in her skirts; she remembereth not her last end; therefore she came down wonderfully: she had no comforter. O LORD, behold my affliction: for the enemy hath magnified himself. 10The adversary hath spread out his hand upon all her pleasant things: for she hath seen that the heathen entered into her sanctuary, whom thou didst command that they should not enter into thy congregation.1.10 pleasant: or, desirable 11All her people sigh, they seek bread; they have given their pleasant things for meat to relieve the soul: see, O LORD, and consider; for I am become vile.1.11 to…: or, to make the soul to come again

12Is it nothing to you, all ye that pass by? behold, and see if there be any sorrow like unto my sorrow, which is done unto me, wherewith the LORD hath afflicted me in the day of his fierce anger.1.12 Is it…: or, It is nothing1.12 pass by: Heb. pass by the way? 13From above hath he sent fire into my bones, and it prevaileth against them: he hath spread a net for my feet, he hath turned me back: he hath made me desolate and faint all the day. 14The yoke of my transgressions is bound by his hand: they are wreathed, and come up upon my neck: he hath made my strength to fall, the Lord hath delivered me into their hands, from whom I am not able to rise up. 15The Lord hath trodden under foot all my mighty men in the midst of me: he hath called an assembly against me to crush my young men: the Lord hath trodden the virgin, the daughter of Judah, as in a winepress.1.15 the virgin…: or, the winepress of the virgin, etc 16For these things I weep; mine eye, mine eye runneth down with water, because the comforter that should relieve my soul is far from me: my children are desolate, because the enemy prevailed.1.16 relieve: Heb. bring back 17Zion spreadeth forth her hands, and there is none to comfort her: the LORD hath commanded concerning Jacob, that his adversaries should be round about him: Jerusalem is as a menstruous woman among them.

18¶ The LORD is righteous; for I have rebelled against his commandment: hear, I pray you, all people, and behold my sorrow: my virgins and my young men are gone into captivity.1.18 commandment: Heb. mouth 19I called for my lovers, but they deceived me: my priests and mine elders gave up the ghost in the city, while they sought their meat to relieve their souls. 20Behold, O LORD; for I am in distress: my bowels are troubled; mine heart is turned within me; for I have grievously rebelled: abroad the sword bereaveth, at home there is as death. 21They have heard that I sigh: there is none to comfort me: all mine enemies have heard of my trouble; they are glad that thou hast done it: thou wilt bring the day that thou hast called, and they shall be like unto me.1.21 called: or, proclaimed 22Let all their wickedness come before thee; and do unto them, as thou hast done unto me for all my transgressions: for my sighs are many, and my heart is faint.