Johannesevangeliet 12 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Johannesevangeliet 12:1-50

Maria salver Jesu fødder

1Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. 2Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. 3Maria havde en flaske12,3 Teksten siger en litra, hvilket svarer til godt 300 gram. Da bordskikken var, at man lå på siden omkring bordet med fødderne udad, var det let for Maria at gå hen til Jesu fødder. med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.

4Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: 5„Den olie var en formue12,5 Teksten siger: „300 denarer”. En denar svarede til en almindelig dagløn. værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” 6Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.

7„Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. 8De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”

Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse

9Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge

Matt. 21,1-11; Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-40

12Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”12,13 Se Sl. 118,25-26 og noten til Mat.21,9.

14Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

15„Frygt ikke, Jerusalem!

Se, din konge er på vej,

og han rider på et æselføl.”12,15 Zak. 9,9.

16Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

17Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet!12,19 Vi fik i 9,22 at vide, at farisæerne havde truet alle, der troede på Jesus, med udelukkelse fra synagogefællesskabet. Men det var ikke nok til at holde folk væk fra ham. Alle render jo efter ham.”

Tro på Lyset, mens I har Lyset

20Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,12,20 Enten græsktalende jøder eller proselytter (folk, der var konverteret til jødedommen). som var kommet langvejsfra. 21De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” 22Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.

23Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. 24Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. 25Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. 26Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.

27Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. 28Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”

29Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”

30Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” 33Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.

34„Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” 35Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. 36Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”

Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.

Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham

37Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. 38Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:

„Herre, hvem troede på budskabet?

Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”12,38 Es. 53,1 LXX.

39Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:

40„Han har dækket deres øjne til

og tillukket deres hjerter,

så de intet ser eller forstår

og ikke vender sig til mig,

så jeg kan helbrede dem.”12,40 Jf. Es. 6,10.

41Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.

42Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. 43Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.

Dommen over dem, som forkaster Jesus

44Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. 45Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. 46Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. 47Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. 48Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. 49For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. 50Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Juan 12:1-50

María unge a Jesús en Betania

1Seis días antes de la Pascua llegó Jesús a Betania, donde vivía Lázaro, a quien Jesús había resucitado. 2Allí se dio una cena en honor de Jesús. Marta servía, y Lázaro era uno de los que estaban a la mesa con él. 3María tomó entonces como medio litro de nardo puro, que era un perfume muy caro, y lo derramó sobre los pies de Jesús, secándoselos luego con sus cabellos. Y la casa se llenó de la fragancia del perfume.

4Judas Iscariote, que era uno de sus discípulos y que más tarde lo traicionaría, objetó:

5―¿Por qué no se vendió este perfume, que vale muchísimo dinero,12:5 perfume … dinero. Lit. perfume por trescientos denarios. para dárselo a los pobres?

6Dijo esto no porque se interesara por los pobres, sino porque era un ladrón y, como tenía a su cargo la bolsa del dinero, acostumbraba a robar lo que echaban en ella.

7―Déjala en paz —respondió Jesús—. Ella ha estado guardando este perfume para el día de mi sepultura.12:7 Jesús—. Ella … sepultura. Var. Jesús— para que guarde [es decir, se acuerde de] esto el día de mi sepultura. 8A los pobres siempre los tendréis con vosotros, pero a mí no siempre me tendréis.

9Mientras tanto, muchos de los judíos se enteraron de que Jesús estaba allí, y fueron a ver no solo a Jesús, sino también a Lázaro, a quien Jesús había resucitado. 10Entonces los jefes de los sacerdotes resolvieron matar también a Lázaro, 11pues por su causa muchos se apartaban de los judíos y creían en Jesús.

La entrada triunfal

12:12-15Mt 21:4-9; Mr 11:7-10; Lc 19:35-38

12Al día siguiente muchos de los que habían ido a la fiesta se enteraron de que Jesús se dirigía a Jerusalén; 13tomaron ramas de palma y salieron a recibirlo, diciendo a voz en grito:

―¡Hosanna!12:13 Expresión hebrea que significa «¡Salva!», y que llegó a ser una exclamación de alabanza.

―¡Bendito el que viene en el nombre del Señor!12:13 Sal 118:25,26

―¡Bendito el Rey de Israel!

14Jesús encontró un burrito y se montó en él, como dice la Escritura:

15«No temas, oh hija de Sión;

mira, que aquí viene tu rey,

montado sobre un burrito».12:15 Zac 9:9

16Al principio, sus discípulos no entendieron lo que sucedía. Solo después de que Jesús fuera glorificado se dieron cuenta de que se había cumplido en él lo que de él ya estaba escrito.

17La gente que había estado con Jesús cuando llamó a Lázaro del sepulcro y lo resucitó de entre los muertos seguía difundiendo la noticia. 18Muchos que se habían enterado de la señal realizada por Jesús salían a su encuentro. 19Por eso los fariseos comentaban entre sí: «Como podéis ver, así no vamos a lograr nada. ¡Mirad cómo lo sigue todo el mundo!»

Jesús predice su muerte

20Entre los que habían subido a adorar en la fiesta había algunos griegos. 21Estos se acercaron a Felipe, que era de Betsaida de Galilea, y le pidieron:

―Señor, queremos ver a Jesús.

22Felipe fue a decírselo a Andrés, y ambos fueron a decírselo a Jesús.

23―Ha llegado la hora de que el Hijo del hombre sea glorificado —les contestó Jesús—. 24Ciertamente os aseguro que, si el grano de trigo no cae en tierra y muere, se queda solo. Pero, si muere, produce mucho fruto. 25El que se apega a su vida la pierde; en cambio, el que aborrece su vida en este mundo la conserva para la vida eterna. 26Quien quiera servirme debe seguirme; y donde yo esté, allí también estará mi siervo. A quien me sirva, mi Padre lo honrará.

27»Ahora todo mi ser está angustiado, ¿y acaso voy a decir: “Padre, sálvame de esta hora difícil”? ¡Si precisamente para afrontarla he venido! 28¡Padre, glorifica tu nombre!»

Se oyó entonces, desde el cielo, una voz que decía: «Ya lo he glorificado, y volveré a glorificarlo». 29La multitud que estaba allí, y que oyó la voz, decía que había sido un trueno; otros decían que un ángel le había hablado.

30―Esa voz no vino por mí, sino por vosotros —dijo Jesús—. 31El juicio de este mundo ha llegado ya, y el príncipe de este mundo va a ser expulsado. 32Pero yo, cuando sea levantado de la tierra, atraeré a todos a mí mismo.

33Con esto daba Jesús a entender de qué manera iba a morir.

34―De la ley hemos sabido —le respondió la gente— que el Cristo permanecerá para siempre; ¿cómo, pues, dices que el Hijo del hombre tiene que ser levantado? ¿Quién es ese Hijo del hombre?

35―Solo tendréis la luz un poco más de tiempo —les dijo Jesús—. Caminad mientras tengáis la luz, antes de que os envuelvan las tinieblas. El que camina en las tinieblas no sabe a dónde va. 36Mientras tengáis la luz, creed en ella, para que seáis hijos de la luz.

Cuando terminó de hablar, Jesús se fue y se escondió de ellos.

Los judíos siguen en su incredulidad

37A pesar de haber hecho Jesús todas estas señales en presencia de ellos, todavía no creían en él. 38Así se cumplió lo dicho por el profeta Isaías:

«Señor, ¿quién ha creído a nuestro mensaje,

y a quién se le ha revelado el poder del Señor?»12:38 Is 53:1

39Por eso no podían creer, pues también había dicho Isaías:

40«Les ha cegado los ojos

y endurecido el corazón,

para que no vean con los ojos,

ni entiendan con el corazón

ni se conviertan; y yo los sane».12:40 Is 6:10

41Esto lo dijo Isaías porque vio la gloria de Jesús y habló de él.

42Sin embargo, muchos de ellos, incluso muchos de los jefes, creyeron en él, pero no lo confesaban porque temían que los fariseos los expulsaran de la sinagoga. 43Preferían recibir honores de los hombres antes que de parte de Dios.

44«El que cree en mí —clamó Jesús con voz fuerte—, cree no solo en mí, sino en el que me envió. 45Y el que me ve a mí ve al que me envió. 46Yo soy la luz que ha venido al mundo, para que todo el que crea en mí no viva en tinieblas.

47»Si alguno escucha mis palabras, pero no las obedece, no seré yo quien lo juzgue; pues no vine a juzgar al mundo, sino a salvarlo. 48El que me rechaza y no acepta mis palabras tiene quien lo juzgue. La palabra que yo he proclamado lo condenará en el día final. 49Yo no he hablado por mi propia cuenta; el Padre que me envió me encargó qué decir y cómo decirlo. 50Y sé muy bien que su mandato es vida eterna. Así que todo lo que digo es lo que el Padre me ha ordenado decir».