Bibelen på hverdagsdansk

Johannes 1

Messias som Ordet fra Gud

1I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.[a] Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

10 Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. 11 Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. 12 Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. 13 De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

14 Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne[b] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

15 (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

16 Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,[c] 17 for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

18 Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,[d] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber

19 Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter[e] ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, 20 men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

21 „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”[f]

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”[g]

„Nej.”

22 „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

23 Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

‚Der lyder en stemme i ødemarken:
    Gør vejen klar til Herrens komme!’[h]

24 Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,[i] 25 og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

26 Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. 27 Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

28 Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,[j] hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

29 Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30 Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31 I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

32 Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33 Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34 Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36 Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

37 Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38 Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

39 „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,[k] og de blev hos ham resten af dagen.

40 En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41 Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” 42 Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannesʼ søn,[l] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).[m]

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” 45 Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

46 „Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

47 Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

48 „Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

49 „Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

50 „Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

51 Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”[n]

Notas al pie

  1. 1,1 Kan også oversættes: Ordet var, hvad Gud var; Ordet var guddommeligt, var lig Gud, var som Gud eller var ét med Gud. Det græske ord logos kan betyde både ord og fornuft, og herfra har vi fået ordet logisk. I græsk tankegang var logos den fornuft, viden og samlende kraft, der lå bag skaberværket, mens det i jødisk tankegang henviste til skaberkraften, som den beskrives i 1.Mos. 1 ved at „Gud talte, og det blev skabt.”
  2. 1,14 Eller: „enbåren”, dvs. enebarn. En søn, som var enebarn, var arving og havde en ganske særlig stilling i forhold til sin far. Det samme græske ord forekommer i vers 18.
  3. 1,16 Mere ordret: „…del i hans fylde, ja, nåde i stedet for nåde”.
  4. 1,18 Nogle håndskrifter siger „Gud” i stedet for „Søn”, men i begge tilfælde refererer udtrykket til Jesus. Se også noten til v. 14.
  5. 1,19 Levitterne er de voksne mænd fra Levis stamme, som fra Mosesʼ tid havde haft til opgave at sørge for det praktiske i forbindelse med åbenbaringsteltet og senere templet i Jerusalem.
  6. 1,21 Se Mal. 3,23-24.
  7. 1,21 Jøderne ventede på en ny „Moses”, der skulle være en stor profet som Moses, jf. løftet i 5.Mos. 18,15.
  8. 1,23 Es. 40,3 LXX.
  9. 1,24 Farisæerne var den mest konservative gruppe blandt de religiøse jøder. De lagde stor vægt på rettroenhed og overholdelse af den jødiske lov, Toraen, ned til mindste detalje. De praktiserede dåb af deres tilhængere, og de så nok Johannes som en konkurrent.
  10. 1,28 Nogle håndskrifter har „Betabara” og enkelte har „Betaraba”. Det er et andet Betania end landsbyen nær Jerusalem.
  11. 1,39 Der var to måder at angive dagens tidspunkter på. Den første måde er den normale, dagligdags måde, som stadig bruges i Mellemøsten, Afrika og i andre lande, hvor dagene stort set har 12 timer året rundt. Ved den måde regner man fra solopgang, så dagens tiende time bliver kl. 16. Den anden måde blev brugt i Romerriget i historiske og officielle dokumenter. Ved den måde regner man dagens timer fra midnat, så den tiende time bliver kl. 10. Mattæus, Markus og Lukas brugte den normale, jødiske tidsregning. Johannes brugte efter al sandsynlighed den officielle romerske tidsregning. Derfor er det græske udtryk „det var omkring den tiende time” her oversat med „ca. kl. 10.” Det samme gør sig gældende de tre andre steder, hvor Johannes har en tidsangivelse, nemlig 4,6; 4,52 og 19,14.
  12. 1,42 En del håndskrifter siger „Jonasʼ søn” både her og i 21,15-17, jf. Matt. 16,17.
  13. 1,42 Det græske navn Petros betyder „sten” og minder om petra, der betyder klippe(grund). Ordene svarer til det aramæiske ord kefa.
  14. 1,51 Jesus bruger udtrykket „Menneskesønnen” som en skjult henvisning til Dan. 7,13-14, som er en profeti om den Messias, der skulle komme som Frelser og Befrier. Dér omtales en person, der så ud som en „menneskesøn”. Det aramæiske ord i Daniel 7 betyder egentlig blot menneske. Det græske ord for „engel” er angelos, og det betyder sendebud.

La Bible du Semeur

Jean 1

Introduction: la parole de Dieu et son témoin

1Au commencement était celui qui est la Parole de Dieu. Il était avec Dieu, il était lui-même Dieu. Au commencement, il était avec Dieu. Dieu a tout créé par lui; rien de ce qui a été créé n’a été créé sans lui. En lui résidait la vie[a], et cette vie était la lumière des hommes. La lumière brille dans les ténèbres et les ténèbres ne l’ont pas étouffée[b].

Un homme parut, envoyé par Dieu; il s’appelait Jean. Il vint pour être un témoin de la lumière, afin que tous les hommes croient par lui. Il n’était pas lui-même la lumière, mais sa mission était d’être le témoin de la lumière. Celle-ci était la véritable lumière, celle qui, en venant dans le monde, éclaire tout être humain[c]. 10 Celui qui est la Parole était déjà dans le monde, puisque Dieu a créé le monde par lui, et pourtant, le monde ne l’a pas reconnu. 11 Il est venu chez lui, et les siens ne l’ont pas accueilli.

12 Certains pourtant l’ont accueilli; ils ont cru en lui. A tous ceux-là, il a accordé le privilège de devenir enfants de Dieu. 13 Ce n’est pas par une naissance naturelle, ni sous l’impulsion d’un désir, ou encore par la volonté d’un homme, qu’ils le sont devenus; mais c’est de Dieu qu’ils sont nés.

14 Celui qui est la Parole est devenu homme et il a vécu parmi nous. Nous avons contemplé sa gloire, la gloire du Fils unique envoyé par son Père: plénitude de grâce et de vérité!

15 Jean[d], son témoin, a proclamé publiquement: Voici celui dont je vous ai parlé lorsque j’ai dit: Celui qui vient après moi m’a précédé[e], car il existait déjà avant moi.

16 Nous avons tous été comblés de ses richesses. Il a déversé sur nous une grâce après l’autre. 17 En effet, si la Loi nous a été donnée par Moïse, la grâce et la vérité sont venues par Jésus-Christ. 18 Personne n’a jamais vu Dieu: Dieu, le Fils unique qui vit dans l’intimité du Père, nous l’a révélé.

Premières révélations et premiers affrontements

Le témoin

19 Voici le témoignage de Jean, lorsque les Juifs[f] lui envoyèrent de Jérusalem une délégation de prêtres et de lévites pour lui demander: «Qui es-tu?»

20 Il dit clairement la vérité, sans se dérober, et leur déclara ouvertement: 21 Je ne suis pas le Messie.

– Mais alors, continuèrent-ils, qui es-tu donc? Es-tu Elie[g]?

– Je ne le suis pas.

– Es-tu le Prophète?

– Non.

22 – Mais enfin, insistèrent-ils, qui es-tu? Il faut bien que nous rapportions une réponse à ceux qui nous ont envoyés. Que dis-tu de toi-même?

23 – Moi? répondit-il, je suis cette voix dont parle le prophète Esaïe, la voix de quelqu’un qui crie dans le désert: Préparez le chemin pour le Seigneur[h] !

24 Les envoyés étaient du parti des pharisiens. 25 Ils continuèrent de l’interroger: Si tu n’es pas le Messie, ni Elie, ni le Prophète, pourquoi donc baptises-tu?

26 – Moi, leur répondit Jean, je vous baptise dans l’eau, mais au milieu de vous se trouve quelqu’un que vous ne connaissez pas. 27 Il vient après moi, mais je ne suis pas digne de dénouer la lanière de ses sandales.

28 Cela se passait à Béthanie[i], à l’est du Jourdain, là où Jean baptisait.

Jésus, l’Agneau de Dieu

29 Le lendemain, Jean aperçut Jésus qui se dirigeait vers lui; alors il s’écria: Voici l’Agneau de Dieu[j], celui qui enlève le péché du monde. 30 C’est de lui que je vous ai parlé lorsque je disais: «Un homme vient après moi, il m’a précédé[k], car il existait déjà avant moi.» 31 Moi non plus, je ne savais pas que c’était lui, mais si je suis venu baptiser dans l’eau, c’est pour le faire connaître au peuple d’Israël.

32 Jean-Baptiste rendit ce témoignage: J’ai vu l’Esprit descendre du ciel comme une colombe et se poser sur lui. 33 Je ne savais pas que c’était lui, mais Dieu, qui m’a envoyé baptiser dans l’eau, m’avait dit: Tu verras l’Esprit descendre et se poser sur un homme; c’est lui qui baptisera dans le Saint-Esprit. 34 Or, cela, je l’ai vu de mes yeux, et je l’atteste solennellement: cet homme est le Fils de Dieu.

Les premiers disciples

35 Le lendemain, Jean était de nouveau là, avec deux de ses disciples. 36 Il vit Jésus qui passait, et il dit: Voici l’Agneau de Dieu!

37 Les deux disciples entendirent les paroles de Jean et se mirent à suivre Jésus.

38 Celui-ci se retourna, vit qu’ils le suivaient et leur demanda: Que désirez-vous?

– Rabbi – c’est-à-dire Maître –, lui dirent-ils, où habites-tu?

39 – Venez, leur répondit-il, et vous le verrez. Ils l’accompagnèrent donc et virent où il habitait. Il était environ quatre heures de l’après-midi. Ils passèrent le reste de la journée avec lui.

40 André, le frère de Simon Pierre, était l’un de ces deux hommes qui, sur la déclaration de Jean, s’étaient mis à suivre Jésus.

41 Il alla tout d’abord voir son frère Simon et lui dit: Nous avons trouvé le Messie (ce qui se traduit par Christ).

42 Et il le conduisit auprès de Jésus. Jésus le regarda attentivement et lui dit: Tu es Simon, fils de Jonas. Eh bien, on t’appellera Céphas – ce qui veut dire Pierre.

43 Le lendemain, Jésus décida de retourner en Galilée. Il rencontra Philippe et lui dit: Suis-moi!

44 Philippe était originaire de Bethsaïda[l], la ville d’André et de Pierre. 45 Philippe, à son tour, alla voir Nathanaël et lui dit: Nous avons trouvé celui dont Moïse a parlé dans la Loi[m] et que les prophètes ont annoncé: c’est Jésus, le fils de Joseph, de la ville de Nazareth.

46 – De Nazareth? répondit Nathanaël. Que peut-il venir de bon de Nazareth?

– Viens et vois toi-même! répondit Philippe.

47 Jésus vit Nathanaël s’avancer vers lui. Alors il dit: Voilà un véritable Israélite, un homme d’une parfaite droiture.

48 – D’où me connais-tu? lui demanda Nathanaël.

– Avant même que Philippe t’appelle, lui répondit Jésus, lorsque tu étais sous le figuier, je t’ai vu.

49 – Maître, s’écria Nathanaël, tu es le Fils de Dieu, tu es le Roi d’Israël!

50 – Tu crois, lui répondit Jésus, parce que je t’ai dit que je t’ai vu sous le figuier? Tu verras de bien plus grandes choses encore. 51 Et il ajouta: Oui, je vous l’assure, vous verrez le ciel ouvert et les anges de Dieu monter et descendre entre ciel et terre par l’intermédiaire du Fils de l’homme[n].

Notas al pie

  1. 1.4 Autre traduction, en changeant la ponctuation: tout a été créé par lui et rien n’a été créé sans lui. Ce qui a été créé avait la vie en lui.
  2. 1.5 Autre traduction: ne l’ont pas reçue.
  3. 1.9 D’autres comprennent: celle qui éclaire tout être humain venant dans le monde.
  4. 1.15 Il s’agit de Jean-Baptiste.
  5. 1.15 Autre traduction: est plus grand que moi.
  6. 1.19 Dans cet évangile, l’expression les Juifs désigne souvent diverses composantes du peuple juif qui s’opposent au message de Jésus (p. ex. 2.20; 5.10, 15, 16, 18; 6.41, 52; 7.1; etc.). Il s’agit d’ensembles représentatifs du peuple de l’ancienne alliance (les autorités du Grand-Conseil, des membres de groupes religieux, le peuple réuni en un endroit, etc.), qui manifestent le rejet officiel du Messie. En contraste, Jean présente le reste fidèle, formé de Juifs individuels qui composent le «vrai Israël» (1.47-49; 10.1-5; 15.1-4).
  7. 1.21 Ce prophète fut enlevé au ciel à la fin de sa mission, ainsi que le rapporte l’Ancien Testament. Certains attendaient son retour selon la prophétie de Ml 3.23-24.
  8. 1.23 Es 40.3 cité selon l’ancienne version grecque.
  9. 1.28 Village à l’est du Jourdain, à ne pas confondre avec celui qui se trouvait sur le flanc oriental du mont des Oliviers (voir note Mc 11.1).
  10. 1.29 Images renvoyant aux sacrifices de l’ancienne alliance. Comme un agneau, Jésus prend sur lui la désobéissance des hommes et s’offre en sacrifice à leur place. Voir Es 53.
  11. 1.30 Autre traduction: il est plus grand que moi.
  12. 1.44 Village proche de Capernaüm.
  13. 1.45 Nom que les Juifs donnent aux cinq premiers livres de la Bible. La venue du Prophète était annoncée en Dt 18.18.
  14. 1.51 Allusion à la vision de Jacob (Gn 28.12-13), dans laquelle l’escalier annonce le rôle du Fils de l’homme.