Joels Bog 3 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

Joels Bog 3:1-5

Gud lover at udgyde sin Ånd

1Engang herefter vil jeg udgyde af min Ånd over hele menneskeheden. Alle vil komme til at profetere, både mænd og kvinder. De gamle vil få åbenbaret min vilje gennem drømme, de unge vil få det gennem syner. 2Selv mine ringeste tjenere vil blive fyldt med min Ånd, og de skal profetere. 3Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet og på jorden: Blodsudgydelser, ildebrande og røgskyer. 4Solen skal formørkes, og månen skal blive mørkerød som blod, før Herrens store og frygtindgydende dag kommer. 5Men enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.

På Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse at få, sådan som Herren har lovet. Ja, alle som hører Herren til, vil blive reddet.