Jobs Bog 4 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 4:1-21

Elifaz’ første tale til Job

1Da svarede Elifaz:

2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,

men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.

3Du har opmuntret mange i tidens løb

og været til trøst for de sørgende.

4Du har støttet dem, der var ved at segne,

givet nyt mod til dem, der var ved at give op.

5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,

dine egne problemer har helt slået dig ud!

6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.

De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.

7Bliver en uskyldig overøst med ulykker?

Straffer Gud en retskaffen mand?

8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,

også må høste, hvad de har sået.

9Når Gud ånder på dem, går de til grunde,

hans vredes pust gør det af med dem.

10En løve kan brøle, så meget den vil,

ungløven vise tænder,

men Gud har al magten,

han brækker med lethed løvens tænder.

11Da dør selv den stærkeste løve af sult,

dens unger må klare sig selv.

12Der kom et ord til mig i det skjulte,

mit øre opfangede den svage hvisken.

13Det kom i et syn om natten,

mens andre sov deres søde søvn.

14Jeg blev bange og skælvede af skræk,

jeg rystede over hele kroppen,

15et vindpust strøg hen over mit ansigt,

hårene rejste sig på mit hoved.

16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,

men kunne ikke se, hvem det var.

Den standsede op,

og jeg hørte en hviskende stemme:

17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?

Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’

18Gud kan ikke engang stole på englene,

hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.

19Hvad så med mennesker, støvets børn,

som har deres hjem på jorden?

De mases så let som møl,

20der går til grunde på et øjeblik.

Uden at man skænker dem en tanke,

knuses de og forsvinder for evigt.

21Deres liv slutter brat, og de dør

midt i al deres uvidenhed.

Nueva Versión Internacional

Job 4:1-21

Primer discurso de Elifaz

1A esto respondió así Elifaz de Temán:

2«Tal vez no puedas aguantar que alguien se atreva a decirte algo,

pero ¿quién podrá quedarse callado?

3Tú, que impartías instrucción a las multitudes

y fortalecías las manos decaídas;

4tú, que con tus palabras sostenías a los que tropezaban

y fortalecías las rodillas que flaqueaban;

5ahora que afrontas las calamidades, ¡no las resistes!;

¡te ves golpeado y te desanimas!

6¿No debieras confiar en que temes a Dios

y en que tu conducta es intachable?

7»Ponte a pensar: ¿Quién que sea inocente ha perecido?

¿Cuándo se ha destruido a la gente intachable?

8La experiencia me ha enseñado

que los que siembran maldad cosechan desventura.

9El soplo de Dios los destruye;

el aliento de su enojo los consume.

10Aunque ruja el león y gruña el cachorro,

acabarán con los colmillos destrozados;

11el león perece por falta de presa,

y los cachorros de la leona se dispersan.

12»En lo secreto me llegó un mensaje;

mis oídos captaron solo su murmullo.

13Entre inquietantes visiones nocturnas,

cuando cae sobre los hombres un sueño profundo,

14me hallé presa del miedo y del temblor;

mi esqueleto entero se sacudía.

15Sentí sobre mi rostro el roce de un espíritu4:15 O viento.

y se me erizaron los vellos del cuerpo.

16Una silueta se plantó frente a mis ojos,

pero no pude ver quién era.

Detuvo su marcha,

y escuché una voz que susurraba:

17“¿Puede un simple mortal ser más justo que Dios?

¿Puede ser más puro el hombre que su Creador?

18Pues, si Dios no confía en sus propios siervos,

y aun a sus ángeles acusa de cometer errores,

19¡cuánto más a los que habitan en casas de barro

cimentadas sobre el polvo

y expuestos a ser aplastados como polilla!

20Entre la aurora y el ocaso pueden ser destruidos

y perecer para siempre, sin que a nadie le importe.

21¿No se arrancan acaso las estacas de su tienda de campaña?

¡Mueren sin haber adquirido sabiduría!”.