Elifaz’ første tale til Job
1Da svarede Elifaz:
2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Elifas Mmuae A Edi Kan
1Na Temanni Elifas buaa Hiob se,
2“Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboase ana?
Hena na wobetumi aka nʼano ato mu?
3Dwene sɛnea wakyerɛkyerɛ nnipa bebree,
sɛnea woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛw no den.
4Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔahintiw no den;
woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛw mu den.
5Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu;
adwira wo, na wo werɛ ahow.
6So ɛnsɛ sɛ wo nyamesuro yɛ wʼahotoso
na wʼakwan a ɛho nni asɛm no yɛ wʼanidaso ana?
7“Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn ana?
Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
8Sɛnea mahu no, wɔn a wofuntum bɔne
ne wɔn a wodua ɔhaw no twa so aba.
9Onyankopɔn home ano, wɔsɛe;
nʼabufuw turuw a wɔyera.
10Gyata betumi abobɔ mu na wɔaworo so,
nanso wɔabubu gyata akɛse no se.
11Gyata annya hanam a owu,
na gyatabere mma no bɔ hwete.
12“Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me
na mʼaso tee no sɛ asomsɛm.
13Wɔ anadwo daeso basabasa mu,
bere a nnipa adeda nnahɔɔ no,
14ehu ne nketenkete kyeree me
ɛmaa me nnompe nyinaa wosowee.
15Honhom bi twaa mʼani so,
na me ho nwi sɔre gyinae.
16Egyinae,
nanso, manhu nʼabɔsu.
Biribi begyinaa mʼanim,
na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa se,
17‘Onipa desani betumi ateɛ asen Onyankopɔn?
Na mpo ɔhoɔdenfo betumi ayɛ kronkron asen ne Yɛfo ana?
18Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfo so,
sɛ ɔka nʼabɔfo mfomso kyerɛ wɔn a,
19na nkantom wɔn a wɔtete dɔte afi mu,
wɔn a wɔn fapem sisi mfutuma mu
na wɔdwerɛw wɔn ntɛm so sen abubummaba!
20Efi anɔpahema kosi anwummere wobubu wɔn mu nketenkete;
na wɔyera korakora a obiara nhu wɔn bio.
21So wommiamia wɔn ntamadan ahama mu,
a ɛno nti wowuwu a wonni nyansa ana?’
