Guds uendelige storhed
1Det får mit hjerte til at banke voldsomt,
det hopper næsten helt op i halsen.
2Hør efter, når Gud taler fra stormvejret,
når hans tordenrøst ruller hen over os.
3Lynene glimter hen over himlen
og rækker helt til jordens ende.
4Derefter kommer tordenskraldet,
hans majestætiske, tordnende røst.
Han sparer ikke på lynene,
når han lader sin røst høre.
5Guds storslåede stemme høres i bulderet,
han gør store og ufattelige ting.
6Han befaler sneen at falde på jorden
og sender regnskyl i tykke tove.
7Folk må standse op midt i deres arbejde
og anerkende Guds vældige magt.
8Dyrene søger i skjul,
de bliver i deres huler.
9Den bidende blæst lukkes ud fra sit hus
og kommer med kulde fra nord.
10Gud ånder på vandet,
så overfladen fryser til is.
11Han fylder skyerne med vand,
og fra dem udspringer hans lyn.
12Skyerne farer frem og tilbage,
de bevæger sig efter hans vilje.
De udfører hans befalinger
ud over den vide jord,
13hvad enten lynet kommer for at straffe,
eller regnen kommer for at velsigne.
14Tænk dig om et øjeblik, Job,
læg mærke til Guds forunderlige gerninger.
15Ved du, hvordan han styrer naturens kræfter,
hvordan han får lynene til at glimte fra skyerne?
16Forstår du, hvordan skyerne kan svæve i luften?
Det er den Almægtiges underværker.
17Du, som lider under den brændende sol,
når søndenvinden bringer en hedebølge,
18var det dig, der hjalp ham udspænde himlens bue,
så den skinner som et spejl af blankt metal?
19Job, hvad med at dele noget af din visdom med Gud,
for vi andre ved jo ingenting!
20Tør du sige til Gud, at du vil fortælle ham noget?
Risikerer du ikke at dø ved at træde frem for ham?
21Når vinden har blæst skyerne væk,
og solen kommer frem i al sin skarphed,
kan intet menneske holde ud at se på dens strålende lys.
22Mod nord kan man se et gyldent skær,
men Guds herlighed er langt mere strålende.
23Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud,
for hans magt er uendelig.
Hans godhed er uden grænser,
og han kan umuligt være uretfærdig.
24Derfor har mennesker ærefrygt for ham,
men de selvretfærdige kan Gud ikke hjælpe.”
1“Eyi ma me koma bɔ kitirikitiri
na ehuruw fi nʼatenae.
2Tie! Tie ne nne mmubomu,
ne huuyɛ a efi nʼanom reba no.
3Ogyaa nʼanyinam mu wɔ ɔsoro ase nyinaa
na ɔma ekodu asase ano.
4Ɛno akyi na ne mmubomu no ba;
ɔde nne kɛse bobɔ mu.
Sɛ ɔkasa a,
biribiara nsianka no.
5Onyankopɔn nne bobɔ mu ma no yɛ nwonwa;
ɔyɛ nneɛma akɛse a ɛboro yɛn adwene so.
6Ɔka kyerɛ sukyerɛmma se, ‘Tɔ gu asase so,’
ne osu nso se, ‘Yɛ osutɔ kɛse.’
7Sɛnea nnipa a wabɔ wɔn nyinaa behu nʼadwuma nti,
ɔma nnipa nyinaa gyae wɔn adwumayɛ.
8Wuram mmoa kɔtetɛw;
wɔkɔhyehyɛ wɔn abon mu.
9Ahum tu fi ne pia mu,
na awɔw nso fi mframa a ɛrebɔ mu.
10Onyankopɔn home de sukyerɛmma ba,
na nsu tamaa no kyen.
11Ɔde fuonwini hyɛ omununkum ma;
na otwa nʼanyinam fa mu.
12Ɔhyɛ ma wokyinkyin
fa asase so nyinaa hyia
yɛ nea ɔhyɛ sɛ wɔnyɛ biara.
13Ɔde omununkum ba bɛtwe nnipa aso,
anaasɛ ɔma ɛtɔ gu asase so de kyerɛ nʼadɔe.
14“Tie eyi, Hiob;
gyae na dwene Onyankopɔn anwonwade ho.
15Wunim sɛnea Onyankopɔn si fa di omununkum so,
na ɔma nʼanyinam twa?
16Wunim sɛnea omununkum si fa sensɛn wim,
nea ɔwɔ nimdeɛ a so nni no anwonwade no?
17Mo a mufi fifiri wɔ mo ntade mu
bere a anafo mframa ma asase no yɛ dinn no,
18wubetumi aboa no ama watrɛw wim,
a ɛyɛ den sɛ kɔbere mfrafrae ahwehwɛ?
19“Kyerɛ yɛn nea ɛsɛ sɛ yɛka kyerɛ no;
yɛrentumi nka yɛn asɛm, efisɛ yennim.
20Ɛsɛ sɛ wɔka nea mepɛ sɛ meka kyerɛ no ana?
Onipa bi wɔ hɔ a ɔbɛpɛ sɛ wɔbɛmene no ana?
21Obiara rentumi nhwɛ owia,
sɛnea ɛhyerɛn wɔ wim
bere a mframa abɔ ama wim atew.
22Ofi atifi fam ba wɔ anuonyam sononko mu;
Onyankopɔn ba wɔ ahenni nwonwaso mu.
23Otumfo no korɔn wɔ yɛn so na wɔpagyaw no wɔ tumi mu;
nʼatɛntrenee ne treneeyɛ kɛse akyi no mpo, ɔnyɛ nhyɛso.
24Ɛno nti nnipa de nidi ma no,
efisɛ onnwen koma mu anyansafo nyinaa ho ana?”
