Jobs Bog 30 – BPH & KJV

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 30:1-31

Jobs nuværende elendighed

1Men ak, nu er jeg til grin for de unge,

hvis fædre var samfundets udskud.

Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,

end jeg plejede at have for dem.

2De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,

havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.

3De var udtærede af sult

og søgte efter føde i ødemarken.

4De levede af planter fra vildmarken,

og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.30,4 Teksten er uklar, men rødderne af denne busk er giftige. Dog kunne der gro spiselige planter ved buskens rødder.

5De var udstødt af samfundet,

hængt ud som tyveknægte.

6De holdt til i de stejle kløfter

og i vildmarkens klippehuler.

7De brølede som dyr i buskene

og søgte ly i tornekrattet.

8De var samfundets udskud,

blev ikke regnet for noget som helst.

9Og nu håner deres børn mig!

De synger spotteviser om mig.

10De afskyr mig og holder sig på afstand,

alt imens de spytter efter mig.

11Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,

mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.

12De angriber mig fra alle sider

og generer mig på alle måder.

13De spærrer vejen for mig

og ødelægger mit liv totalt,

uden at nogen hindrer dem.

14De myldrer imod mig som fjender,

der er trængt igennem fæstningsmuren.

15Jeg lever i konstant rædsel og frygt.

Min anseelse er borte med blæsten,

min værdighed forsvundet som en sky.

16Mit hjerte er knust af sorg,

min sjæl tynges ned af depression.

17Natten gnaver i mine knogler,

jeg kan ikke sove for smerter.

18Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,

du greb mig i kraven.

19Du kastede mig ud som affald,

og her sidder jeg i støv og aske.

20Jeg råbte til dig om hjælp,

men du svarede mig ikke.

Jeg bad til dig,

men du hørte mig ikke.

21Du behandlede mig grusomt,

slog mig med din vældige magt.

22Du slyngede mig ud i en voldsom vind,

jeg blev kastebold for stormen.

23Du førte mig til gravens rand,

hvor jeg ved, at alt levende skal ende.

24Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?

Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?

25Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?

Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?

26Jeg forventede et lykkeligt liv,

men blev overvældet af ulykke.

Jeg glædede mig til en lys fremtid,

men endte i et kulsort mørke.

27Smerterne piner min sjæl og min krop,

lidelserne fylder min dag og mine tanker.

28Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,

jeg klager min nød for mine venner.

29Jeg hyler som en sjakal over min smerte,

jamrer som en struds i min nød.

30Min hud er blevet mørk og skaller af,

min krop fortæres af feber.

31Lyren bliver kun brugt til klagesange,

fløjten spiller kun sørgelige strofer.

King James Version

Job 30:1-31

1But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock.30.1 younger…: Heb. of fewer days than I 2Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished? 3For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste.30.3 solitary: or, dark as the night30.3 in…: Heb. yesternight 4Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat. 5They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief;) 6To dwell in the clifts of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks.30.6 caves: Heb. holes 7Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together. 8They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth.30.8 base…: Heb. men of no name 9And now am I their song, yea, I am their byword. 10They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face.30.10 and…: Heb. and withhold not spittle from 11Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me. 12Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction. 13They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper. 14They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me.

15Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud.30.15 my soul: Heb. my principal one 16And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me. 17My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest. 18By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat. 19He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes. 20I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not. 21Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me.30.21 become…: Heb. turned to be cruel30.21 thy…: Heb. the strength of thy hand 22Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance.30.22 substance: or, wisdom 23For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living. 24Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction.30.24 grave: Heb. heap 25Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor?30.25 in trouble: Heb. hard of day? 26When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness. 27My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me. 28I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation. 29I am a brother to dragons, and a companion to owls.30.29 owls: or, ostriches 30My skin is black upon me, and my bones are burned with heat. 31My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep.