Job ønsker, han aldrig var blevet født
1-2Til sidst brød Job tavsheden:
3„Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.
9Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Hiob Kasa
1Akyiri no Hiob kasae, na ɔdomee da a wɔwoo no. 2Ɔkae se,
3“Ma da a wɔwoo me no nyera,
ne anadwo a wɔkae se, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4Saa da no nnuru sum;
mma Ɔsoro Nyankopɔn nhwehwɛ akyi kwan;
mma hann biara ntɔ ngu so.
5Ma sum ne owusum nnye no mfa;
ma omununkum nkata so;
na sum mmunkam ne hann so.
6Ma sum kabii nnye saa anadwo no mfa;
ma wonyi saa anadwo no mfi asranna so
na wɔmmfa nhyɛ ɔsram biara mu.
7Saa anadwo no nyɛ obonin;
mma wɔnnte anigye nteɛmu wɔ mu.
8Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa da no;
wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyan dɛnkyɛmmirampɔn no.
9Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum;
na ɔntwɛn adekyee kwa
a onhu anɔpawia nsensanee a edi kan no,
10efisɛ anto nea ɔwoo me no awotwaa mu ama wawo me
na anka mʼani renhu saa abɛbrɛsɛ yi.
11“Adɛn nti na manwu awoe hɔ,
bere a mifi me na awotwaa mu no?
12Adɛn nti na nkotodwe gyee me
ne nufu sɛ minnum?
13Anka sesɛɛ meda hɔ asomdwoe mu;
anka mada regye mʼahome
14me ne wiase ahemfo ne fotufo,
wɔn a wosisii adan maa wɔn ho na nnɛ yi abubu no,
15me ne ahenemma a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ,
wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afi mu ma.
16Anaasɛ adɛn nti na wɔansie me sɛ ɔpɔnba,
te sɛ akokoaa a wanhu adekyee hann da?
17Ɛhɔ na amumɔyɛfo gyae basabasayɛ,
na abrɛfo nya ahomegye.
18Nneduafo nso nya wɔn ahofadi;
na wɔnte nnommumfo wuranom ateɛteɛ bio.
19Nketewa ne akɛse wɔ hɔ,
na akoa de ne ho fi ne wura nsam.
20“Adɛn nti na wɔma mmɔborɔfo hann,
na ɔkra mu ahohiahiafo nya nkwa,
21wɔn a wɔn kɔn dɔ owu nanso ɛmma,
wɔn a wɔbrɛ hwehwɛ owu sen sɛnea wɔhwehwɛ nnwetɛbona,
22wɔn a anigye ahyɛ wɔn ma
na wodu ɔda mu a wodi ahurusi.
23Adɛn nti na wɔde nkwa ma onipa a
ne kwan ahintaw,
nea Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24Ahomekokogu adan mʼaduan;
na mʼapinisi gu te sɛ nsu.
25Nea na misuro no aba me so;
nea na ɛbɔ me hu no ato me.
26Minni ahotɔ, minni asomdwoe;
minni ahomegye na mmom, ɔhaw nko ara.”
