Jobs Bog 29 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 29:1-25

Jobs tidligere lykkelige liv

1Job fortsatte:

2„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,

dengang Gud sørgede så godt for mig,

3da han udøste sin velsignelse over mig

og fjernede alle forhindringer fra min vej.

4Jeg husker endnu mine velmagtsdage,

dengang Gud var gæst i mit hjem.

5Den Almægtige var altid hos mig,

og jeg havde mine børn omkring mig.

6Mine køer gav spandevis af mælk

og min olivenpresse mængder af olie.

7Jeg havde min plads blandt lederne i byen

og sad som dommer på byens torv.

8De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,

og de ældre rejste sig op i respekt.

9Snakken forstummede blandt lederne,

alle tav stille for at høre mig tale.

10Selv de mest ansete satte fingeren for munden,

for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.

11Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,

alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.

12Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,

hjalp de forældreløse til at få deres ret.

13De døende velsignede mig,

deres enker jublede af glæde.

14Jeg blev anset for at være ærligheden selv,

retfærdigheden i egen høje person.

15Jeg blev de blindes øjne

og de lammes fødder.

16Jeg blev de fattiges forsørger

og de fremmedes forsvarer.

17Jeg vristede uskyldige ofre

ud af gabet på de gudløse.

18Jeg forventede en fredfyldt død

efter et langt og lykkeligt liv.

19Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,

og hvis grene forfriskes af nattens væde.

20Jeg blev æret hver eneste dag,

og min styrke blev dagligt fornyet.

21Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,

de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.

22Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,

men de tog imod mine råd med glæde.

23De så frem til mine gode råd,

som landmanden ser frem til regnen,

og sugede min vejledning til sig,

som var de den tørre jord.

24Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,

når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.

25Jeg viste dem vejen, de skulle gå,

og fungerede som deres leder.

Jeg gik i spidsen for dem som en konge,

jeg var den, som trøstede de sørgende.

Nueva Versión Internacional

Job 29:1-25

Soliloquio de Job

1Job, retomando la palabra, dijo:

2«¡Cómo añoro los meses que se han ido,

los días en que Dios me cuidaba!

3Su lámpara alumbraba sobre mi cabeza

y por su luz podía andar entre tinieblas.

4¡Qué días aquellos, cuando yo estaba en mi apogeo

y Dios bendecía mi casa con su íntima amistad!

5Cuando aún estaba conmigo el Todopoderoso

y mis hijos me rodeaban;

6cuando ante mí corrían ríos de crema

y de las rocas fluían arroyos de aceite.

7»Cuando ocupaba mi puesto en el concejo de la ciudad29:7 cuando ocupaba … ciudad. Lit. cuando salía yo a las puertas de la ciudad.

y en la plaza pública tomaba asiento,

8los jóvenes al verme se hacían a un lado

y los ancianos se ponían de pie;

9los jefes se abstenían de hablar

y se tapaban la boca con las manos;

10los nobles bajaban la voz

y la lengua se pegaba a su paladar.

11Los que me oían, hablaban bien de mí;

los que me veían, me alababan.

12Si el pobre recurría a mí, yo lo rescataba

y también al huérfano si no tenía quien lo ayudara.

13Me bendecían los desahuciados;

¡por mí gritaba de alegría el corazón de las viudas!

14De justicia y rectitud me revestía;

ellas eran mi manto y mi turbante.

15Para los ciegos fui sus ojos;

para los tullidos, sus pies.

16Fui padre de los necesitados

y defensor de los extranjeros.

17A los malvados les rompí las mandíbulas;

¡de sus dientes les arrebaté la presa!

18»Llegué a pensar: “Moriré en mi propia casa;

mis días serán incontables como la arena del mar.

19Mis raíces llegarán hasta las aguas;

el rocío de la noche se quedará en mis ramas.

20Mi gloria conservará en mí su lozanía

y el arco en mi mano se mantendrá firme”.

21»La gente me escuchaba expectante

y en silencio aguardaba mi consejo.

22Hablaba yo y nadie replicaba;

mis palabras hallaban cabida29:22 hallaban cabida. Lit. caían como gotas. en sus oídos.

23Anhelaban mis palabras

como quien espera las lluvias de primavera.

24Si yo les sonreía, no podían creerlo;

mi rostro sonriente los reanimaba.29:24 mi rostro … reanimaba. Lit. la luz de mi rostro no los hacía caer.

25Yo les indicaba el camino a seguir;

me sentaba a la cabecera;

habitaba entre ellos como un rey entre su tropa,

como quien consuela a los que están de luto.