1Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
9Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
13De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
14Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
15Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
De skjuler deres ansigt bag en maske.
16Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
17For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
18Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
19Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
20De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
21De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
24Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
25Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
1“Adɛn nti na Onyankopɔn nhyɛ bere mma atemmu?
Adɛn nti na ɛsɛ sɛ wɔn a wonim no no hwɛ saa da no anim nanso ɛmma da?
2Nnipa yiyi abo a wɔde ato ɔhye;
na wɔde nguankuw a wɔawia kɔ hɔ adidi.
3Wɔpam ayisaa mfurum
na wogye akunafo anantwi sɛ awowaside.
4Wosum ahiafo fi kwan so
na wɔhyɛ asase no so ahiafo ma wɔkɔtetɛw.
5Sɛnea sare so mfurum yɛ no
saa ara na ahiafo no yɛ wɔn adwuma de pɛ aduan;
asase kesee no so na wonya aduan ma wɔn mma.
6Wɔboaboa mmoa aduan ano wɔ mfuw no so
na wodi mpɛpɛ wɔ amumɔyɛfo bobe nturo mu.
7Wonni ntama, na wɔda adagyaw anadwo;
wonni hwee a wɔde kata wɔn ho wɔ awɔw mu.
8Mmepɔw so osu tɔ fɔw wɔn kyam
na wɔtetare abotan no ho, efisɛ wonni nnae.
9Wɔtew ayisaa fi nufu ano;
na wɔfa ohiani abotafowa de si ne ka anan mu.
10Wɔnenam adagyaw a wonni ntama;
wɔsoa awi afiafi, nanso ɔkɔm de wɔn ara.
11Wokyi ngo wɔn adan mu;
wotiatia nsakyiamoa mu, nanso osukɔm de wɔn.
12Wɔn a wɔrewuwu no apinisi fi kuropɔn no mu,
na apirafo kra su pɛ mmoa.
Nanso Onyankopɔn mfa bɔne nto obiara so.
13“Ebinom wɔ hɔ a wɔsɔre tia hann no,
wɔn a wonnim nʼakwan
anaasɛ wɔnnantew nʼatempɔn so no.
14Sɛ adekyee hann no kɔ a, owudifo no sɔre
na okum ohiani ne mmɔborɔni;
anadwo, mu owiawia ne ho sɛ ɔkorɔmfo.
15Ɔwaresɛefo twɛn bere a anim rebiribiri;
ɔka se, ‘obiara renhu me,’
na ɔde nʼanim hintaw.
16Sum mu na nnipa bubu apon wura afi mu,
na adekyee, wɔtoto wɔn ho apon mu;
wɔne hann nni hwee yɛ.
17Sum kabii yɛ adekyee ma wɔn nyinaa;
wɔne sum mu nneɛma a ɛyɛ hu fa nnamfo.
18“Nanso wɔte sɛ ahuru a ɛte nsu ani;
wɔadome wɔn kyɛfa wɔ asase no so,
enti obiara nkɔ bobe nturo no mu.
19Sɛnea ɔhyew ne ɔpɛ hwim sukyerɛmma a anan kɔ no,
saa ara na ɔda de wɔn a wɔayɛ bɔne kɔ ne no.
20Awotwaa werɛ fi wɔn,
na osunson di wɔn nam;
nnipa bɔne de wɔnnkae wɔn bio
na mmom wobubu te sɛ dua.
21Wɔde ɔbea bonin a onni ba yɛ hanam,
na wonhu akunafo mmɔbɔ.
22Onyankopɔn nam ne tumi so twe atumfo kɔ;
ɛwɔ mu sɛ wonya asetena pa de, nanso wonni nkwa ho bɔhyɛ.
23Otumi ma wɔn tena ase asomdwoe mu,
nanso nʼani wɔ wɔn akwan so.
24Wɔma wɔn so bere tiaa bi, na afei wonni hɔ bio;
wɔbrɛ wɔn ase boaboa wɔn ano sɛ nnipa nyinaa;
wotwitwa wɔn gu te sɛ aburow ti.
25“Sɛ eyi nte saa a, hena na obetumi agye me akyinnye
na ama nea maka no ayɛ nsɛnhunu?”
