Jobs Bog 15 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 15:1-35

Elifaz’ anden tale til Job

1Elifaz tog nu til genmæle:

2„Har man hørt mage til opblæst snak?

Du kendes da ellers som en fornuftig mand.

3Du burde tænke dig bedre om

og ikke bruge den slags tomme ord.

4Du undergraver fromhed

og viser ingen respekt for Gud.

5Du kommer med snedige udtalelser

for at dække over dine overtrædelser.

6Jeg er ikke ude på at dømme dig,

du dømmer dig selv med dine ord.

7Var du det første menneske i verden?

Blev du født, før jorden blev skabt?

8Var du til stede, da Gud planlagde det hele?

Fik du monopol på alverdens visdom?

9Hvad ved du, som vi ikke ved?

Tror du virkelig, du er klogere end os?

10Vores viden stammer fra de gamle vismænd,

der er langt ældre end din far.

11Er Guds trøst da ikke nok for dig?

Er andres venlige ord til ingen nytte?

12Hvorfor hidser du dig sådan op

og sender os lynende blikke?

13Husk lige, at det er Gud, du er vred på,

det er ham, du anklager med dine ord.

14Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?

Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?

15Ikke engang englene er uden synd.

Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.

16Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,

der tørster efter synd som var det vand.

17Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,

lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,

18hvad de gamle vismænd har fortalt,

det, de lærte af deres forfædre,

19af dem, til hvem Gud gav dette land,

før de blev påvirket af fremmede folk.

20De onde må lide alle deres dage,

de grusomme bliver selv grusomt behandlet.

21Syndere må leve i evig angst,

selv i fredstid bliver de overfaldet.

22De tør ikke gå ud om natten

af frygt for at blive myrdet.

23De ved, at det vil gå galt til sidst,

at de ender som føde for gribbene.

24Gru og rædsel omringer dem

som en hær, der venter på at angribe.

25De har jo gjort oprør mod Gud,

trodset den Almægtige.

26Stædigt satte de sig op mod Gud,

gik til angreb med sværd og skjold.

27De ragede til sig på alle måder,

maven blev tyk og kinderne fede.

28De kommer til at bo i ødelagte byer,

i forladte huse, der er ved at falde sammen.

29Deres rigdom smuldrer og forgår,

de efterlader sig intet af værdi.

30De undslipper ikke dødens mørke,

men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.

31Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,

bliver hele deres liv et tomt bedrag.

32De er som et frugttræ, der ikke blomstrer

og derfor bliver fældet i utide.

33De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,

som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.

34De gudløses liv bærer ikke frugt.

De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.

35De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,

indtil de fødes som løgn og bedrag.”

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Job 15:1-35

Segundo discurso de Elifaz

1Replicó entonces Elifaz de Temán:

2«El sabio no responde con vana sabiduría

ni explota en violenta verborrea.15:2 explota en violenta verborrea. Lit. llena su vientre con el viento del este.

3Tampoco discute con argumentos vanos

ni con palabras huecas.

4Tú, en cambio, restas valor al temor a Dios

y tomas a la ligera la devoción que él merece.

5Tu maldad pone en acción tu boca;

hablas igual que los pícaros.

6Tu propia boca te condena, no la mía;

tus propios labios testifican contra ti.

7»¿Eres acaso el primer hombre que ha nacido?

¿Naciste acaso antes que los montes?

8¿Tienes parte en el consejo de Dios?

¿Acaso eres tú el único sabio?

9¿Qué sabes tú que nosotros no sepamos?

¿Qué has percibido que nosotros ignoremos?

10Las canas y la edad están de nuestra parte,

tenemos más experiencia que tu padre.

11¿No te basta que Dios mismo te consuele

y que se te hable con cariño?

12¿Por qué te dejas llevar por el enojo?

¿Por qué te relampaguean los ojos?

13¿Por qué desatas tu enojo contra Dios

y das rienda suelta a tu lengua?

14»¿Qué es el hombre para creerse puro,

y el nacido de mujer para alegar inocencia?

15Si Dios no confía ni en sus santos siervos,

y ni siquiera considera puros a los cielos,

16¡cuánto menos confiará en el hombre,

que es vil y corrupto y tiene sed del mal!15:16 tiene sed del mal. Lit. bebe como agua el mal.

17»Escúchame, y te lo explicaré;

déjame decirte lo que he visto.

18Es lo que han declarado los sabios,

sin ocultar nada de lo aprendido de sus padres.

19Solo a ellos se les dio la tierra,

y ningún extraño pasó entre ellos.

20El impío se ve atormentado toda la vida,

el desalmado tiene sus años contados.

21Sus oídos perciben sonidos espantosos;

cuando está en paz, los salteadores lo atacan.

22No espera escapar de las tinieblas;

condenado está a morir a filo de espada.

23Vaga sin rumbo; es comida de los buitres;15:23 rumbo … buitres. Alt. rumbo, en busca de alimento.

sabe que el día de las tinieblas le ha llegado.

24La desgracia y la angustia lo llenan de terror;

lo abruman como si un rey fuera a atacarlo,

25y todo por levantar el puño contra Dios

y atreverse a desafiar al Todopoderoso.

26Contra Dios se lanzó desafiante,

blandiendo grueso y resistente escudo.

27»Aunque su rostro esté hinchado de grasa,

y le sobre carne en la cintura,

28habitará en lugares desolados,

en casas deshabitadas,

en casas a punto de derrumbarse.

29Dejará de ser rico; no durarán sus riquezas

ni se extenderán sus posesiones por la tierra.

30No podrá escapar de las tinieblas;

una llama de fuego marchitará sus renuevos,

y el aliento de Dios lo arrebatará.

31Que no se engañe ni confíe en cosas vanas,

porque nada obtendrá a cambio de ellas.

32Antes de tiempo recibirá su merecido,

y sus ramas no reverdecerán.

33Quedará como vid que pierde sus uvas verdes,

como olivo que no llega a florecer.

34La compañía de los impíos no es de provecho;

¡las moradas de los que aman el soborno

serán consumidas por el fuego!

35Conciben iniquidad, y dan a luz maldad;

en su vientre se genera el engaño».