1Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
1“Mortals, born of woman,
are of few days and full of trouble.
2They spring up like flowers and wither away;
like fleeting shadows, they do not endure.
3Do you fix your eye on them?
Will you bring them14:3 Septuagint, Vulgate and Syriac; Hebrew me before you for judgment?
4Who can bring what is pure from the impure?
No one!
5A person’s days are determined;
you have decreed the number of his months
and have set limits he cannot exceed.
6So look away from him and let him alone,
till he has put in his time like a hired laborer.
7“At least there is hope for a tree:
If it is cut down, it will sprout again,
and its new shoots will not fail.
8Its roots may grow old in the ground
and its stump die in the soil,
9yet at the scent of water it will bud
and put forth shoots like a plant.
10But a man dies and is laid low;
he breathes his last and is no more.
11As the water of a lake dries up
or a riverbed becomes parched and dry,
12so he lies down and does not rise;
till the heavens are no more, people will not awake
or be roused from their sleep.
13“If only you would hide me in the grave
and conceal me till your anger has passed!
If only you would set me a time
and then remember me!
14If someone dies, will they live again?
All the days of my hard service
I will wait for my renewal14:14 Or release to come.
15You will call and I will answer you;
you will long for the creature your hands have made.
16Surely then you will count my steps
but not keep track of my sin.
17My offenses will be sealed up in a bag;
you will cover over my sin.
18“But as a mountain erodes and crumbles
and as a rock is moved from its place,
19as water wears away stones
and torrents wash away the soil,
so you destroy a person’s hope.
20You overpower them once for all, and they are gone;
you change their countenance and send them away.
21If their children are honored, they do not know it;
if their offspring are brought low, they do not see it.
22They feel but the pain of their own bodies
and mourn only for themselves.”
