Job fortsætter sin klage mod Gud
1Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
2Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
3Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
4Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
5Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
6siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
7Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
8Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
9Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
10Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
11Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
12Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
13Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
14Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
16Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
17Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
18Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
19så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
20Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
22Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
1»¡Ya estoy harto de esta vida!
Por eso doy rienda suelta a mi queja;
desahogo la amargura de mi alma.
2Le he dicho a Dios: No me condenes.
Dime qué es lo que tienes contra mí.
3¿Te parece bien el oprimirme
y despreciar la obra de tus manos
mientras te muestras complaciente ante los planes del malvado?
4¿Son tus ojos los de un simple mortal?
¿Ves las cosas como las vemos nosotros?
5¿Son tus días como los nuestros,
tus años como los de un mortal,
6para que andes investigando mis faltas
y averiguándolo todo acerca de mi pecado?
7¡Tú bien sabes que no soy culpable
y que de tus manos no tengo escapatoria!
8»Tú me hiciste con tus propias manos;
tú me diste forma.
¿Vas ahora a cambiar de parecer
y a ponerle fin a mi vida?
9Recuerda que tú me hiciste del barro;
¿vas ahora a devolverme al polvo?
10¿No fuiste tú quien me derramó como leche,
quien me hizo cuajar como queso?
11Fuiste tú quien me vistió de carne y piel,
quien me tejió con huesos y tendones.
12Me diste vida, me favoreciste con tu amor
y tu cuidado ha guardado mi espíritu.
13»Pero una cosa guardaste en tu corazón,10:13 corazón. En la Biblia se usa para designar el asiento de las emociones, pensamientos y voluntad, es decir, el proceso de toma de decisiones del ser humano.
y sé muy bien que la tuviste en mente:
14Que si yo peco, tú me vigilas
y no pasas por alto mi pecado.
15Si soy culpable, ¡ay de mí!
Si soy inocente, no puedo levantar mi cabeza.
¡Lleno estoy de vergüenza,
y consciente de mi aflicción!
16Si me levanto, me acechas como un león
y despliegas contra mí tu gran poder.
17Contra mí presentas nuevos testigos,
contra mí acrecientas tu enojo.
¡Una tras otra, tus tropas me atacan!
18»¿Por qué me hiciste salir del vientre?
¡Quisiera haber muerto sin que nadie me viera!
19¡Preferiría no haber existido
y haber pasado del vientre a la tumba!
20¿Acaso mis contados días no llegan ya a su fin?
¡Déjame disfrutar de un momento de alegría
21antes de mi partida sin regreso
a la tierra de las sombras y de la densa oscuridad,
22al país de la más profunda de las noches,
al país de las sombras y del caos,
donde aun la luz se asemeja a las tinieblas!».
