Bibelen på hverdagsdansk

Job 1

Jobs rigdom og gudfrygtighed

1En mand ved navn Job boede i området Utz.[a] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.

Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.

Gud tillader Satan at sætte Job på prøve

En dag, da englene[b] trådte frem for Herren, var også Satan[c] iblandt dem.

„Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.

„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.

„Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”

„Det er da klart,” indvendte Satan. 10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”

12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”

Så gik Satan bort fra Herren.

13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[d] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”

17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”

20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”

22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.

Notas al pie

  1. 1,1 Dette område menes at ligge i det nuværende Jordan, ikke langt fra Amman.
  2. 1,6 Ordret: „Guds sønner”, som her henviser til de overnaturlige væsener, Gud skabte og brugte som sine sendebud og tjenere. Det samme gælder for Job 2,1 og 38,7.
  3. 1,6 Navnet „Satan” betyder „modstander, anklager”.
  4. 1,14-15 Sabæerne boede øst for Det Røde Hav og er bl.a. kendt fra dronningen af Saba.

Hoffnung für Alle

Hiob 1

Hiobs Glaube wird auf die Probe gestellt (Kapitel 1–2)

Hiobs Frömmigkeit

1Im Land Uz lebte ein Mann namens Hiob, der rechtschaffen und aufrichtig war. Weil er Ehrfurcht vor Gott hatte, hütete er sich davor, Böses zu tun. Er hatte eine große Familie mit sieben Söhnen und drei Töchtern und besaß riesige Viehherden: 7000 Schafe und Ziegen, 3000 Kamele, 500 Rindergespanne und 500 Esel, dazu sehr viele Hirten und Mägde. Hiob war der reichste und angesehenste von allen Herdenbesitzern im Osten.

Jahr für Jahr feierten seine Söhne reihum in ihren Häusern Feste, zu denen sie auch ihre Schwestern einluden. Immer wenn die Festtage vorbei waren, ließ Hiob seine Kinder zu sich kommen, um sich mit ihnen auf ein Opfer vorzubereiten. Schon früh am Morgen stand er auf und brachte Gott viele Brandopfer dar, für jedes Kind eins. Das tat Hiob jedes Mal, denn er dachte: »Vielleicht haben sie sich schuldig gemacht und Gott insgeheim verflucht.«

Eine schwere Prüfung für Hiob

Eines Tages versammelten sich die Gottessöhne im Himmel und traten vor den Herrn, unter ihnen auch der Satan[a]. »Woher kommst du?«, fragte ihn der Herr. »Ich habe die Erde durchstreift«, gab dieser zur Antwort. Der Herr erwiderte: »Dann ist dir sicher auch mein Diener Hiob aufgefallen. Ich kenne keinen Zweiten auf der Erde, der so rechtschaffen und aufrichtig ist wie er, der mich achtet und sich nichts zuschulden kommen lässt.«

»Überrascht dich das?«, fragte der Satan. »Er tut’s doch nicht umsonst! 10 Du hast ihn, seine Familie und seinen ganzen Besitz stets bewahrt. Seine Arbeit war erfolgreich, und seine Herden haben sich gewaltig vermehrt. 11 Aber – versuch es doch einmal und lass ihn Hab und Gut verlieren, dann wird er dich ganz sicher vor allen Leuten verfluchen.«

12 »Gut«, sagte der Herr, »mach mit seinem Besitz, was du willst, nur ihn selbst taste nicht an!« So verließ der Satan die Gegenwart des Herrn.

13 Eines Tages feierten Hiobs Kinder wieder einmal im Haus ihres ältesten Bruders. 14 Da kam ein Bote zu Hiob und meldete: »Wir pflügten gerade mit den Rindern, die Esel weideten nebenan, 15 da überfiel uns eine Räuberbande aus der Gegend von Saba und jagte uns die Tiere ab. Alle Hirten haben sie umgebracht, nur ich konnte entkommen, um es dir zu melden.«

16 Im selben Moment stürzte schon ein anderer Bote herein: »Ein Unwetter[b] hat deine Schaf- und Ziegenherden mitsamt den Hirten vernichtet, nur ich habe es überlebt, und jetzt bin ich hier, um es dir zu berichten.«

17 Kaum hatte er ausgeredet, als schon der nächste Bote atemlos meldete: »Nomaden aus Babylonien haben unsere Kamelherden von drei Seiten überfallen und weggetrieben. Alle Hirten haben sie umgebracht, ich bin der einzige Überlebende!«

18 Im nächsten Augenblick kam wieder ein Bote an: »Hiob«, rief er, »deine Kinder feierten gerade, 19 als ein Wirbelsturm aus der Wüste das Haus deines ältesten Sohnes erfasste und einstürzen ließ. Alle deine Kinder liegen unter den Trümmern begraben! Sie sind tot! Ich habe als Einziger dieses Unglück überlebt.«

20 Da stand Hiob auf, zerriss sein Obergewand und schor sich den Kopf. Dann fiel er zu Boden und betete: 21 »Nackt bin ich zur Welt gekommen, und nackt verlasse ich sie wieder. Herr, du hast mir alles gegeben, du hast mir alles genommen, dich will ich preisen!«

22 Obwohl dieses Leid über ihn hereinbrach, versündigte Hiob sich nicht. Kein böses Wort gegen Gott kam über seine Lippen.

Notas al pie

  1. 1,6 Wörtlich: der Ankläger. – Vgl. »Satan« in den Sacherklärungen.
  2. 1,16 Wörtlich: Das Feuer Gottes fiel vom Himmel und.