Bibelen på hverdagsdansk

Jeremias 14

1Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:

„Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”

Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”

10 Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”

11 Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. 12 Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”

13 Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”

14 Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. 15 Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! 16 Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.

17 Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. 18 Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”

19 „Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. 20 Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. 21 Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! 22 Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”

La Bible du Semeur

Jérémie 14

Sécheresse et famine

1Voici ce que dit l’Eternel à Jérémie concernant la sécheresse:

Juda est dans le deuil,
ses villes dépérissent,
leurs habitants sont affligés, au sujet du pays[a],
et le cri plaintif de Jérusalem se fait entendre.
Les notables envoient les gens de basse condition chercher de l’eau.
Arrivés aux citernes, ils ne trouvent pas d’eau,
et ils reviennent avec des cruches vides;
tout honteux et penauds,
ils se voilent la face[b].
Le sol est crevassé
car la pluie a manqué dans le pays,
et les cultivateurs, déçus dans leurs espoirs,
se voilent le visage.
La biche, dans les champs,
abandonne son faon après l’avoir mis bas,
car il n’y a plus de verdure.
Les onagres se tiennent sur les hauteurs,
et ils flairent le vent comme font les chacals;
mais leurs yeux se fatiguent
car il n’y a plus d’herbe.

Même si nos péchés témoignent contre nous,
ô Eternel, agis pour l’honneur de ton nom!
Nos infidélités se sont multipliées,
nous avons péché contre toi.
Toi, l’espérance d’Israël,
toi qui le sauves au temps de la détresse,
pourquoi te conduis-tu comme un simple étranger dans le pays,
ou comme un voyageur qui se détourne de sa route pour passer la nuit quelque part?
Pourquoi te conduis-tu comme un homme éperdu,
comme un guerrier qui ne peut délivrer?
Et pourtant, tu es parmi nous, ô Eternel,
et nous portons ton nom:
ne nous délaisse pas!

10 Voici ce que déclare l’Eternel à ce peuple:
«Ils trouvent leur plaisir à vagabonder çà et là
sans retenir leurs pas.
L’Eternel ne les agrée pas.
Il va se souvenir maintenant de leurs crimes,
il va châtier leurs fautes.»

11 Et l’Eternel me dit: Ne prie pas pour le bien-être de ce peuple! 12 Ils auront beau jeûner, je n’écouterai pas leurs supplications, et s’ils m’offrent des holocaustes et des offrandes, je ne les agréerai pas, je m’en vais les exterminer: par l’épée, par la famine et par la peste.

13 Et je lui répondis: Ah! Seigneur, Eternel, les prophètes leur disent: «Vous ne connaîtrez pas la guerre et vous ne subirez pas la famine, car je vous donnerai en ce lieu-ci une paix véritable.»

14 Et l’Eternel me dit: En mon nom, ces prophètes profèrent des mensonges. Je ne les ai pas mandatés, je ne leur ai rien ordonné et je ne leur ai pas parlé: toutes leurs prophéties sont visions mensongères, oracles sans valeur, des inventions venant d’eux-mêmes. 15 C’est pourquoi voici ce que déclare l’Eternel au sujet des prophètes qui prophétisent en son nom sans avoir été envoyés, ces prophètes qui disent: «La guerre et la famine ne viendront pas dans ce pays». C’est par la guerre et la famine que ces prophètes périront, 16 et les gens du peuple auxquels ils prophétisent seront jetés à terre dans les rues de Jérusalem par la famine et par l’épée, sans qu’il y ait personne pour les mettre au tombeau, ni eux, ni leurs femmes, ni leurs fils, ni leurs filles; je ferai retomber sur eux le mal qu’ils ont commis.

17 Et toi, dis-leur ceci:

«Sans cesse, nuit et jour, mes yeux versent des larmes, ils ne tarissent pas!
Car un malheur terrible va atteindre
la communauté de mon peuple:
c’est une plaie très douloureuse.
18 Si je sors dans les champs,
je vois des morts, victimes de l’épée;
si j’entre dans la ville,
je vois des gens, affaiblis par la faim!
Le prophète et le prêtre parcourent le pays
sans rien comprendre.»

19 As-tu donc vraiment rejeté Juda?
As-tu pris Sion en dégoût?
Pourquoi nous as-tu infligé de telles plaies
sans qu’il y ait de guérison pour nous?
Nous espérions la paix,
et rien de bon n’arrive,
un temps de guérison,
en fait, c’est l’épouvante.
20 Eternel, nous reconnaissons notre méchanceté,
les fautes de nos pères.
Car nous avons commis des péchés contre toi.
21 Pour l’honneur de ton nom, ne nous méprise pas,
ne laisse pas déshonorer le trône de ta gloire[c];
et n’oublie pas l’alliance que tu as conclue avec nous, ne la révoque pas!
22 Qui, parmi les faux dieux des autres peuples,
peut donner de la pluie?
Ou bien est-ce le ciel qui pourrait, par lui-même, déclencher les averses?
N’est-ce pas toi, Eternel, notre Dieu,
toi sur qui nous comptons?
Car c’est toi seul, qui fais toutes ces choses.

Notas al pie

  1. 14.2 Autre traduction: abattus à même le sol.
  2. 14.3 En signe de confusion ou de deuil.
  3. 14.21 C’est-à-dire le coffre de l’alliance et, par extension, le temple qui le contient, la ville où il se trouve (voir 3.16-17).