Guds løfte om at genoprette sit folk
1Herren, Israels Gud, sagde til mig:
2„Alt, hvad jeg har sagt til dig, skal du skrive ned i en bog. 3For der kommer en dag, hvor jeg vil befri mit folk Israel og Juda fra fangenskabet og føre dem hjem til det land, jeg gav deres forfædre i eje.”
4Det følgende budskab angår Israel og Juda:
5„Hør, hvad Herren siger: Der er nogen, der råber og skriger af skræk. 6Sig mig, kan mænd føde børn? Hvorfor står de så askegrå i ansigtet og presser hænderne mod lænden som kvinder i fødselsveer? 7Det bliver en forfærdelig tid. Aldrig har Israels folk oplevet en lignende trængselstid. Men jeg vil bevare mit folk og redde dem til sidst. 8Til den tid, siger Herren, den Almægtige, vil jeg rive åget af deres skuldre og brække det i stykker. Jeg vil sprænge deres lænker. De skal ikke længere være slaver i et fremmed land. 9Derefter skal de tjene Herren, deres Gud, og jeg vil give dem en konge som David.
10Israel, min tjener, tab ikke modet over det, I skal igennem. Vær ikke nedslået, for engang vil jeg føre jer hjem fra fjerne lande og befri jeres efterkommere fra eksilet. Mit folk vil vende hjem til deres eget land og leve i fred og gode kår, uden at nogen truer dem mere. 11Jeg er hos jer, og jeg vil redde jer, siger Herren. Jeg vil fuldstændigt ødelægge det folk, jeg spredte jer iblandt, men jeg vil altid bevare en rest af mit eget folk. Jeg er nødt til at straffe jer, men det er en retfærdig straf.
12I har fået et gabende sår, mit folk. 13Ingen er i stand til at forbinde det eller behandle det med medicin. 14Jeres forbundsfæller har ladt jer i stikken. Jeg har slået hårdt ned på jer, som om jeg var en grusom fjende. Årsagen er jeres mange synder, jeres store skyld. 15I kan godt holde op med at græde over såret, når ingen kan behandle det. Jeg er nødt til at straffe jer på grund af jeres mange synder og store skyld.
16Men når jeg vender jeres skæbne, vil de, som nu mishandler jer, selv blive mishandlet. Alle jeres fjender vil ende som slaver. De, som angreb jer, vil selv blive angrebet, og de, som plyndrede jer, vil selv blive plyndret. 17Da vil jeg helbrede jeres sår, så I bliver raske igen, siger Herren. Men indtil da vil Jerusalem blive betragtet som en forbandet by, et gudsforladt sted.
18Engang vil jeg føre jer ud af fangenskabet og genoprette jeres land. Da skal Jerusalem genopbygges på sine gamle ruiner, og fæstningsværkerne skal restaureres. 19Der vil lyde glædesråb og jubelsang. Jeg vil igen gøre folket talrigt, og det skal blive en stor og agtet nation. 20Jeres efterkommere vil opleve en blomstringstid som i gamle dage. Jeg vil genoprette dem som mit folk og straffe alle, som vil undertrykke dem. 21Jeg vil give jer en leder fra jeres egne rækker. Han skal træde frem for mig, for jeg indbyder ham til at komme ind i min nærhed. Hvem tør træde frem for mig, medmindre jeg har kaldt ham til mig? 22Da skal I leve som mit folk, og jeg vil være jeres Gud, siger Herren.
23Min voldsomme vrede skal bryde løs som en hærgende orkan, der gør det af med de gudløse. 24Min vrede lægger sig ikke, før den har udført mine planer. Engang i fremtiden vil I kunne forstå det.
Ang mga Saad sa Ginoo ngadto sa Iyang Katawhan
1-2Miingon ang Ginoo kang Jeremias, “Ako, ang Ginoo, ang Dios sa Israel, nagaingon: Isulat sa usa ka libro ang tanan nga gisulti ko kanimo. 3Kay moabot ang panahon nga dad-on ko pagbalik gikan sa pagkabihag ang akong katawhan nga taga-Israel ug taga-Juda. Ibalik ko sila sa yuta nga gihatag ko sa ilang mga katigulangan ug panag-iyahan nila kini pag-usab.” Ako, ang Ginoo, ang nagaingon niini.
4-5Midugang pag-ingon ang Ginoo bahin sa Israel ug Juda, “Madunggan ang panaghilak sa mga tawo dili tungod sa kalipay kondili sa labihan nga kahadlok. 6Karon, may ipangutana ako kaninyo: Manganak ba diay ang mga lalaki? Nan, nganong nakita ko man ang mga lalaki nga nangluspad ug naggunit sa ilang tiyan nga daw sa babayeng nagabati? 7Pagkamakalilisang unya nianang adlawa! Wala gayod kini sama. Panahon kini sa kalisod alang sa mga kaliwat ni Jacob, apan maluwas sila gikan niini. 8Ako, ang Ginoo nga Makagagahom, nagaingon nga nianang higayona, dili na sila ulipnon sa mga langyaw. Balion ko ang yugo sa pagkaulipon nga anaa sa ilang mga liog ug tangtangan ko sila sa ilang mga gapos. 9Mag-alagad na sila kanako, ang Ginoo nga ilang Dios, ug sa hari nga kaliwat ni David nga akong pilion alang kanila.
10“Busa ayaw kamo kahadlok o kadismaya, kamong mga kaliwat ni Jacob nga akong alagad. Ako, ang Ginoo, nagaingon nga luwason ko gayod kamo ug ang inyong mga kaliwat gikan sa layong dapit diin kamo gibihag. Unya magkinabuhi kamo nga malinawon ug walay gikahadlokan. 11Kay kauban ninyo ako ug luwason ko kamo. Laglagon ko sa hingpit ang tanang kanasoran diin ko kamo gipatibulaag, apan dili ko kini buhaton kaninyo. Apan wala nagkahulogan nga dili ko na kamo silotan. Disiplinahon ko kamo pinasubay sa hustisya. Ako, ang Ginoo, ang nagaingon niini.”
12-13Miingon pa gayod ang Ginoo ngadto sa iyang katawhan, “Grabe na kaayo ang inyong mga samad. Dili na kini maulian. Wala gayoy makatabang o makatambal kaninyo. Wala gayoy tambal alang kaninyo. 14Gikalimtan na kamo sa inyong kaabin nga mga nasod; wala na sila magpakabana kaninyo. Gisulong ko kamo sama sa pagsulong sa usa ka kaaway. Gisilotan ko kamo sa hilabihan tungod kay bug-at na kaayo ang inyong mga sala ug labihan kadaghan. 15Nganong magpakitabang man kamo bahin sa inyong kasakit ug sa inyong samad nga wala nay kaayohan? Gihimo ko kini kaninyo kay grabe na kaayo ang inyong mga sala ug labihan na kadaghan.
16“Apan ang tanan nga molaglag kaninyo laglagon usab; ang tanan ninyong mga kaaway pagabihagon. Ang tanang nanulong ug nangilog sa inyong mga kabtangan sulongon usab ug ilogan sa ilang kabtangan. 17Apan ayohon ko kamo, ug tambalan ko ang inyong mga samad, kay nagaingon ang uban nga kamong mga taga-Jerusalem sinalikway ug pinasagdan. Ako, ang Ginoo, ang nagaingon niini.”
18Nagaingon pa gayod ang Ginoo, “Ibalik ko ang bahandi sa mga lungsod sa mga kaliwat ni Jacob, ug kaloy-an ko sila. Tukoron nila pag-usab ang siyudad ug ang lig-ong mga bahin niini didto mismo sa dapit nga gitukoran niini kaniadto. 19Unya magaawit silag mga pagpasalamat ug maghugyaw sa kalipay. Padaghanon ko sila ug pasidunggan. 20Ang ilang mga kabataan mouswag sama kaniadto. Lig-onon ko sila sa akong atubangan, ug silotan ko si bisan kinsa nga magpaantos kanila. 21Ang ilang pangulo maggikan mismo kanila. Paduolon ko siya kanako, ug moduol siya. Kay walay tawo nga mangahas sa pagduol kanako kon dili ko siya paduolon. Ako, ang Ginoo, nagaingon niini. 22Mahimo kamong akong katawhan ug ako mahimong inyong Dios. 23Paminaw! Ang kasuko sa Ginoo sama sa bagyo o kusog nga hangin nga mohapak sa ulo sa tawong daotan. 24Dili gayod kini mahupay hangtod nga matuman ang iyang tuyo. Ug sa ulahing mga adlaw, masabtan ra ninyo kini.”
