Jeremiasʼ Bog 3 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 3:1-25

Israel er som en utro ægtefælle

1„Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? 2Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. 3Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? 4I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. 5Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”

6En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:

„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. 7Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. 8Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. 9Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. 10Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. 11Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”

12Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. 13Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. 14Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. 15Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.

16Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. 17Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. 18Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.

19Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. 20Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.

21Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. 22Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.

Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. 23Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. 24Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. 25Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’

Nueva Versión Internacional

Jeremías 3:1-25

1»Supongamos que un hombre se divorcia de su mujer

y que ella lo deja para casarse con otro.

¿Podría volver el primero a casarse con ella?

¿No quedará la tierra completamente contaminada?

Pues bien, tú te has prostituido con muchos amantes

y ya no podrás volver a mí»,

afirma el Señor.

2«Fíjate bien en esas lomas desoladas:

¿Hay algún lugar donde no fuiste deshonrada?

Como un beduino en el desierto,

te sentabas junto al camino, a la espera de tus amantes.

Has contaminado la tierra

con tus prostituciones y maldades.

3Por eso se demoraron las lluvias

y no llegaron los aguaceros de primavera.

Tienes el descaro de una prostituta;

¡no conoces la vergüenza!

4No hace mucho me llamabas:

“Padre mío, amigo de mi juventud,

5¿vas a estar siempre enojado?

¿Guardarás rencor eternamente?”.

Y mientras hablabas,

hacías todo el mal posible».

La infidelidad de Israel

6Durante el reinado del rey Josías el Señor me dijo: «¿Has visto lo que ha hecho Israel, la infiel? Se fue a todo monte alto y allí, bajo cada árbol frondoso, se prostituyó. 7Yo pensaba que después de hacer todo esto ella volvería a mí. Pero no lo hizo. Esto lo vio su hermana, la infiel Judá, 8y vio3:8 vio (un ms. hebreo, mss. de LXX y Siríaca); yo vi (TM). también que yo despedí a la apóstata Israel, y que le había dado carta de divorcio por todos los adulterios que había cometido. No obstante, su hermana, la infiel Judá, no tuvo ningún temor, sino que también ella se prostituyó. 9Como Israel no tuvo ningún reparo en prostituirse, contaminó la tierra y cometió adulterio al adorar ídolos de piedra y de madera. 10A pesar de todo esto, su hermana, la infiel Judá, no se volvió a mí de todo corazón, sino que solo fingió hacerlo», afirma el Señor.

11El Señor me dijo: «La apóstata Israel ha resultado ser más justa que la infiel Judá. 12Ve al norte y proclama este mensaje:

»“¡Vuelve, apóstata Israel!

No te miraré con ira”,

afirma el Señor.

“No te guardaré rencor para siempre,

porque soy misericordioso”,

afirma el Señor.

13“Tan solo reconoce tu culpa

y que te rebelaste contra el Señor tu Dios.

Bajo todo árbol frondoso

has brindado a dioses extraños tus favores

y no has querido obedecerme”»,

afirma el Señor.

14«¡Vuélvanse a mí, apóstatas —afirma el Señor—, porque yo soy su esposo! De ustedes tomaré uno de cada ciudad y dos de cada familia, y los traeré a Sión. 15Les daré pastores conforme a mi corazón para que los guíen con sabiduría y entendimiento. 16En aquellos días, cuando ustedes se hayan multiplicado y sean numerosos en el país —afirma el Señor—, ya no se dirá más: “Arca del pacto del Señor”. Nadie pensará más en ella ni la recordará; nadie la echará de menos ni volverá a fabricarla. 17En aquel tiempo llamarán a Jerusalén: “Trono del Señor”. Todas las naciones se reunirán en Jerusalén para honrar el nombre del Señor y ya no volverán a seguir a su terco y malvado corazón. 18En aquellos días la tribu de Judá se unirá al pueblo de Israel y juntos vendrán del país del norte, a la tierra que di como herencia a sus antepasados.

19»Yo mismo dije:

»“¡Cómo quisiera tratarte como a un hijo

y darte una tierra deliciosa,

la heredad más hermosa de las naciones!”.

Yo creía que me llamarías “Padre mío”

y que nunca dejarías de seguirme.

20Pero tú, pueblo de Israel,

me has sido infiel como una mujer infiel a su esposo»,

afirma el Señor.

21Se escucha un grito en las lomas desoladas,

el llanto de súplica del pueblo de Israel,

porque han pervertido su conducta,

se han olvidado del Señor su Dios.

22«¡Vuélvanse, apóstatas,

y los curaré de su infidelidad!».

«Aquí estamos, a ti venimos,

porque tú eres el Señor nuestro Dios.

23Ciertamente son un engaño las colinas,

y una mentira el estruendo sobre las montañas.

Ciertamente en el Señor nuestro Dios

está la salvación de Israel.

24Desde nuestra juventud, la vergonzosa idolatría

se ha engullido el esfuerzo de nuestros antepasados:

sus ovejas y sus vacas,

sus hijos y sus hijas.

25¡Acostémonos en nuestra vergüenza

y que nos cubra nuestra desgracia!

¡Nosotros y nuestros antepasados

hemos pecado contra el Señor nuestro Dios!

Desde nuestra juventud y hasta el día de hoy,

no hemos obedecido al Señor nuestro Dios».