Bibelen på hverdagsdansk

Hoseas 11

Guds frustrerede kærlighed til sit folk

1Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.[a] Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Baʼal og brændte røgelse for afguderne. Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.

Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.[b] Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,[c] de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.

Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.[d]

Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?[e] Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.

10 Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, 11 som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”

Notas al pie

  1. 11,1 Se 2.Mos. 4,22-23.
  2. 11,4 Meningen omstridt.
  3. 11,5 Eller: „til Egypten”, men Egypten er sikkert et billede på fangenskab.
  4. 11,7 Meningen omstridt.
  5. 11,8 Se 5.Mos. 29,22.

The Message

Hosea 11

Israel Played at Religion with Toy Gods

11-9 “When Israel was only a child, I loved him.
    I called out, ‘My son!’—called him out of Egypt.
But when others called him,
    he ran off and left me.
He worshiped the popular sex gods,
    he played at religion with toy gods.
Still, I stuck with him. I led Ephraim.
    I rescued him from human bondage,
But he never acknowledged my help,
    never admitted that I was the one pulling his wagon,
That I lifted him, like a baby, to my cheek,
    that I bent down to feed him.
Now he wants to go back to Egypt or go over to Assyria—
    anything but return to me!
That’s why his cities are unsafe—the murder rate skyrockets
    and every plan to improve things falls to pieces.
My people are hell-bent on leaving me.
    They pray to god Baal for help.
    He doesn’t lift a finger to help them.
But how can I give up on you, Ephraim?
    How can I turn you loose, Israel?
How can I leave you to be ruined like Admah,
    devastated like luckless Zeboim?
I can’t bear to even think such thoughts.
    My insides churn in protest.
And so I’m not going to act on my anger.
    I’m not going to destroy Ephraim.
And why? Because I am God and not a human.
    I’m The Holy One and I’m here—in your very midst.

10-12 “The people will end up following God.
    I will roar like a lion—
Oh, how I’ll roar!
    My frightened children will come running from the west.
Like frightened birds they’ll come from Egypt,
    from Assyria like scared doves.
I’ll move them back into their homes.”
    God’s Word!

Soul-Destroying Lies

Ephraim tells lies right and left.
    Not a word of Israel can be trusted.
Judah, meanwhile, is no better,
    addicted to cheap gods.