Et fordærvet samfund
1Når jeg prøver at kurere Israel, kommer Efraims ondskab klart til syne, og Samarias synder kommer frem i lyset, for de er fulde af løgn og bedrag. Der begås indbrud i husene, og man bliver overfaldet på gaden. 2De tænker ikke på, at jeg ser dem. Deres syndige handlinger tårner sig op omkring dem og stirrer mig i øjnene. 3Kongen støtter dem i deres ondskab, og lederne opmuntrer dem til at lyve. 4De brænder alle for deres utroskab. De er som en ophedet bageovn, hvor bageren ikke behøver at rode op i ilden eller komme mere brænde på, fra han lægger dej til brødet og indtil dejen er hævet.
5På kongens festdag drikker lederne sig fulde. De bliver øre af vinen som af feber, og kongen tager del i deres tåbeligheder. 6De er opslugt af intriger som en ovn, der ulmer natten lang og blusser op næste morgen. 7I deres brændende lidenskab myrder de den ene konge efter den anden, men ingen af kongerne råber til mig om hjælp.
8Efraim er blandet op med gudløse folkeslag. Mit folk er som en brændt pandekage, der ikke blev vendt på panden. 9De fremmede folkeslag tapper mit folks styrke, uden at mit folk lægger mærke til det. Israels folk er udbrændt som en gammel, gråhåret mand, men de ved det ikke. 10Deres selvsikre hovmod vidner imod dem. Men alligevel vender de sig ikke til mig, deres Gud, for at få hjælp.
11Israel er som en due uden forstand, der først kalder på Egypten for at få hjælp og siden sender bud til Assyrien. 12Men jeg kaster mit net over den i flugten og fanger den, for jeg vil straffe mit folk for deres onde handlinger.
13Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn. 14De søger mig ikke af et oprigtigt hjerte, men ligger og jamrer på deres senge. De skærer sig selv til blods for at få afguderne til at give dem korn og vin. 15Jeg underviste dem og gjorde dem stærke, men de vendte sig imod mig. 16De søger hjælp alle vegne, bare ikke hos mig.7,16 Meningen er omstridt. De er som en slap bue, der ikke kan bruges til noget. Landets ledere vil falde for sværdet på grund af deres oprør mod mig, og egypterne vil godte sig over deres skæbne.”
1bere biara a mɛsa Israel yare no,
Efraim nnebɔne da adi.
Samaria awurukasɛm nso da adi.
Wɔyɛ nnaadaafo
akorɔmfo a wobubu adan ani kɔ afi mu,
ne akwamukafo a wɔbɔ korɔn wɔ mmɔnten so.
2Na wonhu sɛ
mekae wɔn nnebɔne nyinaa.
Wɔn bɔne bunkam wɔn so;
egu mʼanim bere biara.
3“Wɔde atirimɔdensɛm gyigye ɔhene no ani,
na wɔde atoro nso gyigye ahenemma no ani.
4Wɔn nyinaa yɛ aguamammɔfo
a akɔnnɔ redɛw wɔ wɔn mu.
Wɔte sɛ fononoo a wɔasɔ mu gya
bere a brodotofo ahyɛ ase refɔtɔw nʼasikresiam.
5Da a ɔhene rehyɛ fa no
ahenemma bow nsa,
na ɔhene no fɛwdifo ne wɔn bɔ mu goru.
6Wɔn koma te sɛ fononoo;
wɔde atirimpɔw bɔne kɔ ɔhene anim.
Wɔn nsusuwii bɔne no dɛɛdɛɛ anadwo mu nyinaa;
anɔpa, ɛdɛw te sɛ ogyatannaa.
7Wɔn nyinaa ayɛ hyew sɛ fononoo.
Wokunkum wɔn sodifo.
Wɔn ahemfo nyinaa hwehwe ase
na wɔn mu biara nsu mfrɛ me.
8“Efraim ne aman no adi afra;
Efraim yɛ ɔfam a anyinya a wonkisae.
9Ananafo twe nʼahoɔden,
nanso onhu.
Dwen aba ne ti so,
nanso nʼani mmaa so ɛ.
10Israel ahantan di adanse tia no,
nanso eyi nyinaa akyi no
ɔnnsan nkɔ Awurade ne Nyankopɔn nkyɛn,
na ɔnhwehwɛ no nso.
11“Efraim te sɛ aborɔnoma,
wotumi daadaa no na onni adwene.
Ɔfrɛ Misraim,
na wadan akɔ Asiria.
12Sɛ wɔkɔ a, mɛtow mʼasau agu wɔn so;
atwe wɔn aba fam te sɛ wim nnomaa.
Sɛ mete sɛ wɔretu abɔ mu a,
mɛkyere wɔn.
13Nnome nka wɔn,
efisɛ wɔatwe wɔn ho afi me ho!
Ɔsɛe mmra wɔn so
efisɛ wɔatew me so atua!
anka mepɛ sɛ migye wɔn
nanso wutwa atoro fa me ho.
14Wommfi wɔn koma mu nsu mfrɛ me,
mmom wotwa adwo wɔ wɔn mpa so.
Wɔboaboa wɔn ho ano kɔhwehwɛ aduan ne nsa foforo,
nanso wɔtwe wɔn ho fi me ho.
15Metetew wɔn, hyɛɛ wɔn den,
nanso wɔbɔ pɔw bɔne tia me.
16Wɔnhwehwɛ Ɔsorosoroni no;
wɔte sɛ tadua a asɛe,
wɔn ntuanofo bɛtotɔ wɔ afoa ano
efisɛ, wɔnkasa obu so.
Eyi nti wobedi wɔn ho fɛw
wɔ Misraim asase so.
