Hoseasʼ Bog 2 – BPH & BDS

Bibelen på hverdagsdansk

Hoseasʼ Bog 2:1-25

1Men engang vil israelitterne igen blive et folk så talrigt som sandet på stranden. Og på det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, skal der siges til dem: ‚I er den levende Guds børn’. 2Da skal Juda og Israel igen forenes og have fælles leder, og de skal vokse til en stærk nation. Jizre’el-dagen2,2 Jizre’el betyder „Gud planter” og symboliserer begyndelsen på en ny tid med fremgang. bliver en stor dag! 3Da skal de kalde hinanden: ‚Guds folk’ og ‚De benådede.’ ”

Straf og genoprettelse

4Herren siger: „Åh, mine børn,2,4 Mens manden er Gud, og hustruen er folket og landet som helhed, er børnene de enkelte israelitter, og ikke alle er uægte børn, dvs. afgudsdyrkere. prøv at overtale jeres mor, for hun er ikke længere min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Bønfald hende om at vende ansigtet bort fra sine elskere og skubbe dem væk fra sit bryst. 5Hvis hun ikke holder op med sin afgudsdyrkelse, flår jeg tøjet af hende, så hun står lige så nøgen som den dag, hun blev født. Jeg gør hende til en ødemark, et udtørret land, så hun dør af tørst. 6Jeg vil ikke være barmhjertig mod hendes børn, for det er uægte børn. 7Hun har været mig utro med afguderne og opført sig skændigt, for hun sagde: ‚Jeg holder mig til mine elskere, for de giver mig regn og korn, uld og hør, olie og vin.’

8Derfor laver jeg afspærringer af tjørnekrat og mure, så hun ikke kan finde vej. 9Hun vil prøve at nå frem til sine elskere, men det kan hun ikke. Hun vil lede efter dem, men kan ikke finde dem. Så vil hun sige: ‚Jeg kan lige så godt vende tilbage til min mand. Hos ham havde jeg det bedre, end jeg har det her.’

10Hun forstod ikke, at det var mig, der gav hende korn, vin og olie, ja, endog det guld og sølv, som hun brugte til sin afgudsdyrkelse. 11Men nu tilbageholder jeg mit korn og min vin og giver hende ikke længere uld og hør til at væve tøj af. 12Jeg klæder hende af for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra min straf. 13Jeg gør ende på alle hendes fester, både de ugentlige, månedlige og årlige højtider. 14Jeg ødelægger hendes vingårde og frugthaver, som hun mente var en gave fra hendes elskere. Jeg lader det hele vokse vildt, så de vilde dyr kommer der for at finde føde. 15Jeg straffer hende for alle de gange, hun pyntede sig med guldringe og smykker, opsøgte sine elskere, holdt fest for ba’alerne og ofrede røgelse til dem. Hun glemte, at jeg var hendes mand!

16Men jeg vil prøve at vinde hende tilbage. Jeg vil føre hende afsides og tale kærligt til hende. 17Jeg vil give hende vingårdene tilbage og forvandle hendes katastrofe til nyt håb. Da vil hun igen blive lige så hengiven overfor mig, som hun var i sin ungdomstid, da jeg førte hende ud af Egyptens land. 18Til den tid vil hun give sig selv til mig, hendes mand, og ikke til Ba’al. 19Jeg vil sørge for, at hun aldrig mere vil nævne afgudernes navne.

20Til den tid slutter jeg en pagt med de vilde dyr, fuglene og jordens kryb, så de ikke gør Israels folk noget ondt. Jeg tilintetgør alle våben i landet, så mit folk kan bo i tryghed. 21Jeg lover dig troskab for evigt, mit folk. Jeg vil altid behandle dig retfærdigt og vise dig omsorg og kærlighed. 22Jeg lover dig ubrydeligt troskab. Du skal tilhøre mig alene og lære mig at kende som din herre og Gud.

23Til den tid vil jeg befale himlen at bønhøre jorden og give den regn. 24Og jorden vil producere korn, vindruer og oliven. Da begynder Jizre’el-dagen, 25for jeg vil plante israelitterne i landet, og de skal tilhøre mig. Da vil jeg vise nåde mod Nådesløs, og sige til Ikke-Mit-Folk: ‚Du er mit folk!’ Og folket vil svare: ‚Du er vores Gud!’ ”

La Bible du Semeur

Osée 2:1-25

Dieu sème

1Mais, un jour, les Israélites ╵seront nombreux

comme les grains de sable ╵sur le bord de la mer,

que nul ne peut compter ╵ni mesurer.

Et, au lieu même ╵où on leur avait dit :

« Vous n’êtes pas mon peuple »,

on leur dira :

« Vous êtes les enfants ╵du Dieu vivant2.1 Cité en Rm 9.26 ; 1 P 2.10.. »

2Alors, les Judéens ╵et les Israélites ╵du royaume du Nord

seront unis

et ils établiront sur eux ╵un chef unique,

ils sortiront ╵du pays de l’exil,

car il sera très grand, ╵le jour de Jizréel2.2 Voir 1.3-4 ; 2.24 et note..

3Vous direz à vos frères ╵qu’ils seront appelés : « Mon peuple »,

et à vos sœurs : « les Bien-Aimées ».

La répudiation de l’épouse infidèle

4Intentez un procès ╵à votre mère2.4 Personnification de la nation d’Israël dont le prophète rappelle l’idolâtrie sous l’image classique de la prostitution., ╵faites-lui un procès,

car elle n’est pas mon épouse

et je ne suis pas son mari.

Qu’elle ôte de sa face ╵les marques des prostitutions ╵qu’elle a commises,

d’entre ses seins ╵les signes de ses adultères.

5Sinon, je la dévêtirai, ╵et je la mettrai toute nue,

comme elle était au jour de sa naissance2.5 Voir Ez 16.4-8 ; Na 3.5. ;

je la transformerai en un désert,

je ferai d’elle un pays desséché,

je la ferai mourir de soif.

6Et quant à ses enfants, ╵je n’aurai plus d’amour pour eux,

car ce sont des enfants ╵prostitués2.6 Littéralement, enfants de prostitution, comme en 1.2. Le prophète joue sur un double sens : les enfants de Gomer sont issus de la prostitution de celle-ci, tandis que les Israélites se prostituent avec les idoles..

7Oui, leur mère s’est adonnée ╵à la prostitution,

la femme qui les a conçus ╵s’est couverte de honte,

puisqu’elle a affirmé : ╵« Moi, j’irai après mes amants

qui me fournissent ╵mon pain, mon eau,

mon lin, ma laine,

mon huile et mes boissons. »

8Voilà pourquoi

je vais barrer ╵son chemin avec des épines,

je l’obstrue par un mur,

et elle ne trouvera plus sa route.

9Elle poursuivra ses amants

sans pouvoir les atteindre,

elle les cherchera ╵sans pouvoir les trouver.

Puis elle se dira :

« Je vais m’en retourner ╵chez mon premier mari,

car j’étais alors plus heureuse ╵que maintenant. »

10Or, elle n’avait pas compris ╵que c’était moi qui lui donnais

le blé, le vin nouveau et l’huile,

et de l’argent en abondance, ╵ainsi que l’or

dont ils ont fait ╵une offrande à Baal2.10 Dieu cananéen auquel on attribuait la souveraineté sur la pluie et la fertilité des champs, du bétail comme de l’homme (voir Jg 2.13)..

11C’est pourquoi je viendrai reprendre

mon blé au temps de la moisson,

mon vin au temps de la vendange,

je leur retirerai ╵ma laine avec mon lin

dont elle s’habillait.

12Mais maintenant, ╵je vais mettre au grand jour ╵son infamie

aux yeux de ses amants.

Et nul ne la délivrera ╵de mon emprise.

13Et je ferai cesser ╵toutes ses réjouissances :

ses fêtes, ses nouvelles lunes ╵et ses sabbats,

oui, tous ses jours ╵de fête cultuelle.

14Et je dévasterai ╵sa vigne et son figuier

dont elle a dit :

« Voyez, c’est le salaire ╵donné par mes amants. »

Je les réduirai en broussailles

et les bêtes sauvages ╵en feront leur pâture.

15Je lui ferai payer

tout le temps qu’elle a consacré ╵au culte des Baals ╵lorsqu’elle leur offrait ╵du parfum en hommage,

parée d’anneaux et de bijoux

pour courir après ses amants,

et quant à moi, ╵elle m’a oublié,

l’Eternel le déclare.

La fidélité de Dieu triomphe de l’infidélité d’Israël

16C’est pourquoi, je vais la reconquérir,

la mener au désert,

et parler à son cœur.

17C’est là que je lui donnerai ╵ses vignobles d’antan

et la vallée d’Akor2.17 Vallée où le péché d’Akân a été jugé (voir Jos 7.24-26).

deviendra une porte d’espérance ;

là, elle répondra ╵tout comme au temps de sa jeunesse,

au temps de sa sortie d’Egypte.

18Et il arrivera en ce temps-là,

l’Eternel le déclare,

que tu me diras : « Mon époux »

et tu ne m’appelleras plus : ╵« Mon maître2.18 maître: en hébreu se dit baal, comme le nom du dieu mentionné au verset suivant. ».

19J’ôterai de sa bouche ╵les noms des Baals,

et le souvenir même ╵de ces noms se perdra.

20Je conclurai, en ce temps-là, ╵une alliance pour eux

avec les animaux sauvages

et les oiseaux du ciel,

et les animaux qui se meuvent ╵au ras du sol.

Je briserai l’arc et l’épée, ╵et je mettrai fin à la guerre : ╵ils disparaîtront du pays.

Et je les ferai reposer ╵dans la sécurité.

21Puis, pour toujours, ╵je te fiancerai à moi.

Je te fiancerai à moi ╵en donnant comme dot2.21 en donnant comme dot: la même construction hébraïque se retrouve en 2 S 3.14. ╵et la justice et la droiture,

l’amour et la tendresse ╵que je mettrai en toi.

22Je te fiancerai à moi ╵en mettant en toi la fidélité,

et tu connaîtras l’Eternel.

23En ce temps-là, ╵je répondrai,

l’Eternel le déclare,

je répondrai à l’attente du ciel,

et le ciel répondra ╵à ce qu’attend la terre.

24La terre répondra au blé,

au vin nouveau ╵ainsi qu’à l’huile fraîche,

et ceux-ci répondront ╵à l’attente de Jizréel2.24 Le nom de Jizréel signifie : Dieu sème et fait assonance avec l’expression du v. 25 : je les répandrai comme de la semence (voir 1.4 ; 2.2)..

25Et je les répandrai ╵comme de la semence ╵pour moi dans le pays,

je prodiguerai mon amour ╵à celle qu’on nommait ╵Lo-Rouhama,

et je dirai à Lo-Ammi : ╵« Tu es mon peuple »,

et il dira : « Tu es mon Dieu2.25 Voir 1.6, 9. Cité en Rm 9.25 ; voir 1 P 2.10.. »