Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt
1I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, 2som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.9,2 Jf. 2.Mos. 25,30. Det rum kaldtes det hellige rum. 3Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. 4Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.9,4 Jf. 4.Mos. 17,23. 5Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.
6Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. 7Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. 8Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. 9Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. 10De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.
11Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. 12Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.9,12 Jf. 3.Mos. 16,14-15. Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.
13Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,9,13 4.Mos. 19 giver regler for renselse efter at have været i kontakt med døde mennesker. Asken fra en rød kvie skal bruges. 14hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,9,14 Ordret: „døde gerninger”. Måske tænkes der på syndige gerninger, som fører til død. så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.
15Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. 16-17For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.
18Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. 19Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.9,19 Jf. 2.Mos. 24,1-8. Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. 20Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” 21På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. 22Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.
23Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. 24Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. 25-26Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. 27Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, 28sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.
Неделотворност старог богослужења
1Први савез је такође имао праведне захтеве за богослужење и саграђену богомољу. 2Шатор је био уређен тако да је у првом делу стајао свећњак, сто и жртвени хлебови. Тај део се зове „Светиња“. 3Други део Шатора, иза завесе, зове се „Светиња над светињама“. 4Ту је стајао кадиони жртвеник од злата и Ковчег савеза, сав опточен златом. У њему је била златна посуда са маном и Аронов штап који је био процветао, и плоче савеза. 5Над Ковчегом су стајали херувими славе, наткриљујући поклопац. О овоме нећемо сада подробно говорити.
6Пошто је ово уређено овако, свештеници стално улазе у први део Шатора да врше богослужење. 7У други део Шатора улази само Првосвештеник, и то једном годишње, с крвљу жртве коју приноси за себе и за грехе народа учињене у незнању. 8Тиме Свети Дух показује да пут у Светињу над светињама још није отворен, будући да први Шатор још постоји. 9Ово на сликовит начин говори о садашњем времену, зато што жртвени дарови и жртве које се приносе, не могу савршено очистити савест онога који служи Богу, 10пошто се тичу само телесних праведних захтева, јела, пића, и разних обредних прања, која трају само до времена када ће Бог успоставити бољи поредак.
11А Христос је дошао као Првосвештеник са добрима, те ушао кроз бољи и савршенији Шатор који није саграђен људском руком, то јест, од творевине. 12Када је, пак, ушао у Светињу над светињама, он није принео крв јарчева и телади, већ себе, проливши сопствену крв, и тако постигао вечно откупљење. 13Јер, ако крв јарчева и бикова и пепео јунице, којим се шкропе они који су обредно нечисти, посвећује ради телесне чистоће, 14колико ће више крв Христова, који је посредством вечног Духа принео себе непорочног Богу, очистити нашу савест од мртвих дела, да служимо живоме Богу?
15Он је посредник Новог савеза да би они који су позвани примили обећање вечног поседа, пошто је поднео смрт ради откупљења од преступа учињених у првом савезу.
16Наиме, при отварању тестамента9,16 У Новом завету се иста реч употребљава за завет, или савез, и за тестамент., треба најпре да се потврди да је онај који га је саставио мртав, 17будући да тестамент постаје важећи тек по завештаваочевој смрти. Све док је завештавалац жив, тестамент не важи. 18Зато је и први савез постао пуноважан проливањем крви жртве. 19Наиме, кад је Мојсије изговорио све заповести целом народу у складу са Законом, узео је крв телади и јараца с водом, скерлетном вуном и исопом, те пошкропио књигу и сав народ. 20Онда је рекао: „Ово је крв савеза који вам је Бог одредио.“ 21Крвљу је такође пошкропио Шатор и све богослужбене посуде. 22Уистину, по Закону се скоро све чисти крвљу, то јест, без проливања крви нема опроштења.
Христова крв уклања грехе
23Потребно је, дакле, да се предмети који су начињени по узору на небеске ствари очисте на овај начин, али небеске ствари захтевају боље жртве од ових. 24Јер, Христос није ушао у рукотворену Светињу, која је тек представа праве Светиње, него у са̂мо небо, да се сад појави пред Богом за нас. 25Првосвештеник сваке године улази у светињу и приноси животињску крв. А Христос није ушао тамо да принесе себе више пута, 26јер би у том случају морао више пута од постанка света да претрпи патњу. Он се појавио сада, на свршетку векова, да својом жртвом уклони грехе једном за свагда. 27Људима је одређено да једном умру, и да затим изађу на Божији суд. 28Исто тако ће се и Христос, пошто је једном принет да понесе грехе многих, појавити по други пут али не због греха, него да донесе спасење онима који га жељно ишчекују.
