Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt
1I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, 2som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.9,2 Jf. 2.Mos. 25,30. Det rum kaldtes det hellige rum. 3Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. 4Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.9,4 Jf. 4.Mos. 17,23. 5Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.
6Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. 7Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. 8Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. 9Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. 10De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.
11Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. 12Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.9,12 Jf. 3.Mos. 16,14-15. Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.
13Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,9,13 4.Mos. 19 giver regler for renselse efter at have været i kontakt med døde mennesker. Asken fra en rød kvie skal bruges. 14hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,9,14 Ordret: „døde gerninger”. Måske tænkes der på syndige gerninger, som fører til død. så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.
15Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. 16-17For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.
18Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. 19Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.9,19 Jf. 2.Mos. 24,1-8. Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. 20Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” 21På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. 22Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.
23Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. 24Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. 25-26Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. 27Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, 28sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.
Stara pravila za bogoštovlje
1U prvom savezu između Boga i Izraela postojale su uredbe o bogoštovlju i svetištu, ali zemaljskome. 2Bio je, naime, podignut Šator. U jednoj prostoriji, zvanoj Svetinja, nalazili su se svijećnjak, stol i prineseni kruhovi. 3Drugi dio Šatora se zove Svetinja nad svetinjama. 4Tamo su bili zlatni kadioni žrtvenik i drveni kovčeg optočen sa svih strana zlatom—Kovčeg saveza. U njemu su bili zlatna posuda s manom, Aronov štap koji je nekoć propupao i ploče Saveza na kojima su bile zapisane Božje zapovijedi. 5Iznad Kovčega nalazili su se kerubini koji su predstavljali Božju slavu. Raširenim krilima zasjenjivali su poklopac Kovčega, Pomirilište. Ali nije trenutak da to potanko objašnjavamo.
6Kad je sve to tako uređeno, u prvu su prostoriju9:6 U grčkome: u prvi šator. redovito ulazili i iz nje izlazili svećenici obavljajući bogoslužje. 7Ali u Svetinju nad svetinjama ulazio je samo veliki svećenik, i to jedanput u godini, i uvijek s krvlju koju je prinosio Bogu za oproštenje vlastitih grijeha i grijeha naroda počinjenih u neznanju. 8Tim nam odredbama Sveti Duh pokazuje da ljudima nije bilo dopušteno ući u Svetinju nad svetinjama sve dok su postojali prva prostorija i cijeli sustav koji je ona predočivala.
9Ta je slika i za današnje vrijeme: darovi i žrtve koje prinose svećenici ne mogu očistiti savjest ljudi koji ih donose. 10Jer stari je sustav imao uredbe glede jela, pića i obrednoga pranja—izvanjskih stvari koje su vrijedile do uvođenja novoga poretka.
Krist je savršena žrtva
11Krist je došao kao Velikim svećenikom sa dobrima, te ušao u uzvišeno, savršeno svetište na nebu koje nisu načinile ljudske ruke i koje ne pripada ovomu stvorenom svijetu. 12Jednom zauvijek unio je u Svetinju nad svetinjama krv—ali ne krv jaraca ili junaca. Unio je onamo vlastitu krv i tako nam pribavio otkupljenje za vječnost. 13Ako su u starome sustavu poškropljena krv jaraca i junaca te posuti pepeo junice posvećivali ljudska tijela čisteći ih od obredne nečistoće, 14koliko će bolje Kristova krv očistiti našu savjest od mrtvih djela da možemo proslavljati živoga Boga! Jer silom vječnoga Duha Krist je sebe prinio Bogu kao savršenu žrtvu za naše grijehe.
15On je posrednik novoga saveza između Boga i ljudi, da svi koji su pozvani prime vječnu baštinu koju im je Bog obećao. Jer Krist je umro da ih oslobodi kazne za grijehe koje su počinili pod prvim savezom.
16Umre li tko i ostavi oporuku, nitko ne može ništa dobiti dok se ne dokaže da je oporučitelj umro. 17Oporuka postaje valjanom tek smrću oporučitelja. 18Zato ni prvi savez nije mogao biti ustanovljen bez prolijevanja krvi. 19Kad je Mojsije dao ljudima Zakon, uzeo je krv junaca i jaraca te ju skupa s vodom poškropio po Knjizi Zakona i po ljudima grančicama izopa i grimiznom vunom 20govoreći: “Ova krv potvrđuje savez koji Bog sklapa s vama.”9:20 Izlazak 24:8. 21Zatim je krvlju poškropio Šator i sve predmete koji su se rabili pri bogoslužju. 22Prema Mojsijevu zakonu gotovo sve se čisti krvlju. Bez prolivene krvi nema oproštenja grijeha.
23Zato su se zemaljski Šator i sve u njemu—a to su bile samo slike onoga što je na nebu—morali čistiti životinjskom krvlju. Ali ono pravo, nebesko, čisti se mnogo boljom žrtvom od životinjske krvi. 24Jer Krist nije ušao u zemaljsko mjesto bogoslužja, koje je samo slika nebeskoga, nego u samo nebo, da posreduje pred Božjim licem za nas. 25Nije ušao da sebe prinese mnogo puta, kao što zemaljski veliki svećenik svake godine ulazi u Svetinju nad svetinjama da prinese životinjsku krv. 26Da je tako, trebao bi trpjeti mnogo puta od postanka svijeta. Ali on je došao jednom zauvijek, na svršetku vjekova, da zauvijek dokine grijeh svojom žrtvom. 27I kao što je ljudima određeno samo jedanput umrijeti, a zatim dolazi sud, 28tako je i Krist samo jedanput umro, prinoseći sebe na žrtvu, da ponese grijehe mnogih ljudi. Doći će opet, ali ne da bi opet ponio grijehe. Drugi put će donijeti spasenje svima koji ga iščekuju.
