Præsten Melkizedek blev æret af Abraham
1Melkizedek var konge i byen Salem og samtidig præst for den højeste Gud. Da Abraham vendte tilbage efter at have vundet et stort slag mod flere konger, gik Melkizedek ham i møde og velsignede ham. 2Abraham tog en tiendedel af alt det, han havde erobret i krigen, og gav det til Melkizedek. Hans navn, Melkizedek, betyder „retfærdighedens konge”, men han er også en „fredskonge”, for han er konge over Salem, som betyder fred. 3Skriften taler hverken om Melkizedeks far eller mor eller om hans slægtsforhold overhovedet. Hans liv er beskrevet, som var det uden begyndelse og afslutning, og derfor er hans præstetjeneste uden afslutning. Han er således et billede på Guds Søn.
4Læg mærke til, hvor stor en ære Melkizedek modtog. Vores forfar Abraham gav jo Melkizedek en tiendedel af krigsbyttet. 5Senere kom der en lov, som foreskrev, at præsterne fra Levis stamme skulle modtage tiende fra alle de andre stammer, selv om de alle var Abrahams efterkommere. 6Melkizedek var ikke præst fra Levis slægt, men alligevel modtog han tiende fra Abraham. Endvidere velsignede Melkizedek den store Abraham, som havde fået Guds løfter. 7Det viser uden diskussion Melkizedeks storhed, for den, der velsigner, er altid større end den, der bliver velsignet. 8De jødiske præster, der senere modtog tiende, var almindelige, dødelige mennesker. Men om Melkizedek fortælles der ikke om nogen afslutning på hans liv. 9Man kan på en måde sige, at Levi, som er stamfar til de jødiske præster, som modtager tienden, selv gav tiende til Melkizedek gennem sin forfar, Abraham. 10For selvom Levi endnu ikke var født, da Abraham gav tiende til Melkizedek, så lå kimen til hans eksistens hos Abraham.
Jesus erstatter det gamle jødiske system med noget helt nyt
11Det jødiske folk har fra gammel tid haft deres forskrifter om et præstedømme, hvor præsterne skal komme fra Levis stamme og Arons slægt. Hvis den forordning havde kunnet føre os til målet, havde Gud ikke haft nogen grund til at sende Kristus som en evig præst efter Melkizedeks forbillede. Så havde det været nok med præsterne fra Arons slægt under det gamle system. 12Når nu Gud har erstattet det gamle præstedømme med noget helt nyt, må det gamle lovsystem også nødvendigvis erstattes af noget nyt.
13Den ypperstepræst, vi taler om her, tilhørte også en anden stamme, hvorfra der aldrig har været udtaget nogen til præstetjeneste. 14Vores Herre kom som bekendt fra Judas stamme, og Moses har aldrig nævnt noget om præster fra den stamme.
15At det drejer sig om noget helt nyt, bekræftes også ved, at Kristus blev ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede. 16Han blev jo ikke præst i kraft af en lov, der kræver, at man kommer fra en bestemt stamme, men i kraft af det evige og uforgængelige liv, han repræsenterer. 17Det bliver også bevidnet i Skriften, hvor der står om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”7,17 Sl. 110,4; Hebr. 5,6.
18Den gamle lov er altså nu sat til side, for den var ubrugelig, uden kraft. 19Loven kunne jo ikke føre os til målet. I stedet har vi fået noget langt bedre, for Kristus har bragt os ind i Guds nærhed og givet os vished for, at vi vil få det evige liv.
20-21Endvidere har Gud svoret på, at Kristus altid skal være vores ypperstepræst. Så stærke ord har han aldrig brugt om de almindelige ypperstepræsters indsættelse til tjeneste. Kun til Kristus lyder det: „Herren har aflagt et urokkeligt løfte: Du skal være præst for evigt.” 22Det er på det grundlag, at Jesus er blevet garant for en ny pagt, der er langt bedre end den gamle.
23Der er endnu en forskel: Ifølge den gamle ordning var man nødt til at indsætte en ny ypperstepræst, hver gang døden satte en stopper for den tidligere ypperstepræsts tjeneste. 24Men den ypperstepræstelige tjeneste Jesus udfører, kommer aldrig til ophør. Han lever jo for evigt. 25Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse.
26Det er netop sådan en ypperstepræst, vi har brug for, en, der trofast tjener Gud uden synd, ubesmittet af det onde og ophøjet over alle himle. 27Han er helt anderledes end de andre ypperstepræster, som gang på gang måtte bringe slagtofre til Gud, først for at få tilgivelse for deres egne synder og dernæst for folkets synder. Den slags gentagne syndofre behøver Kristus ikke at bringe, for da han ofrede sig selv på korset, skabte han fuld forsoning én gang for alle. 28Med udgangspunkt i de jødiske love blev dødelige og ufuldkomne mennesker indsat som ypperstepræster, men med udgangspunkt i løftet om en evig præst efter Melkizedeks forbillede, et løfte, som kom senere end lovbogen, er Guds egen Søn indsat som en evig og fuldkommen ypperstepræst.
La ligne de Melchisédek supérieure à celle d’Aaron
1Ce Melchisédek était, selon l’Ecriture, roi de Salem et prêtre du Dieu très-haut. C’est lui qui a rencontré Abraham quand celui-ci revenait de sa victoire sur les rois et qui l’a béni. 2Et c’est à lui qu’Abraham a donné le dixième de tout son butin7.2 Gn 14.17-20..
Tout d’abord, le nom de Melchisédek signifie roi de justice. Ensuite, il est roi de Salem, ce qui veut dire : roi de paix. 3En outre, l’Ecriture ne lui attribue ni père, ni mère, ni généalogie. Elle ne mentionne ni sa naissance, ni sa mort. Elle le rend ainsi semblable au Fils de Dieu, et il demeure prêtre pour toujours.
4Remarquez quel rang éminent occupait cet homme pour qu’Abraham, le patriarche, lui donne la dîme de son butin. 5Certes, la Loi ordonne à ceux des lévites qui sont prêtres de prélever la dîme sur le peuple d’Israël7.5 Voir Nb 18.21., c’est-à-dire sur leurs frères, bien que ceux-ci soient, comme eux, des descendants d’Abraham. 6Mais Melchisédek, qui ne figure pas parmi les descendants de Lévi, a reçu la dîme d’Abraham. En outre, il a invoqué la bénédiction de Dieu sur celui qui avait reçu les promesses divines. 7Or, incontestablement, c’est l’inférieur qui est béni par le supérieur.
8De plus, dans le premier cas, ceux qui perçoivent la dîme sont des hommes mortels ; dans le second, selon le témoignage de l’Ecriture, il s’agit de quelqu’un qui vit.
9Enfin, concernant Lévi, qui perçoit la dîme, on peut même dire qu’il l’a versée à Melchisédek en la personne d’Abraham. 10En effet, puisqu’il n’était pas encore né, il était encore en puissance dans la personne de son ancêtre Abraham lorsque Melchisédek a rencontré celui-ci.
Christ est prêtre selon la ligne de Melchisédek
11La Loi donnée au peuple d’Israël repose sur le sacerdoce lévitique. Or, s’il avait été possible d’atteindre la perfection par ce sacerdoce, pourquoi était-il nécessaire d’établir un autre prêtre, selon la ligne de Melchisédek, et non pas selon la ligne d’Aaron ?
12Or, ce changement de sacerdoce entraîne forcément un changement de loi. 13Car les affirmations du texte que nous venons de citer concernent un prêtre qui est d’une autre tribu que celle de Lévi, une tribu dont aucun membre n’a jamais été affecté au service de l’autel. 14Comme on le sait bien, en effet, notre Seigneur est issu de la tribu de Juda, et Moïse n’a jamais parlé de sacerdoce pour cette tribu.
15Cela devient plus évident encore quand on considère ce fait : c’est sur le modèle de Melchisédek qu’un autre prêtre s’est levé ; 16et il n’est pas devenu prêtre en vertu d’une règle liée à la filiation naturelle, mais par la puissance d’une vie indestructible. 17Car il est déclaré à son sujet :
Tu es prêtre pour toujours
selon la ligne de Melchisédek7.17 Ps 110.4..
18D’une part donc, la règle antérieure se trouve abrogée parce qu’elle était impuissante et inutile. 19La Loi, en effet, n’a rien amené à la perfection. D’autre part, une meilleure espérance a été introduite, par laquelle nous nous approchons de Dieu.
Christ, grand-prêtre pour l’éternité
20En outre, tout cela ne s’est pas fait sans serment de Dieu. Les autres prêtres ont reçu la prêtrise sans un tel serment, 21mais Jésus est devenu prêtre en vertu d’un serment que Dieu a prononcé quand il lui a dit :
Le Seigneur l’a juré, ╵il ne reviendra pas ╵sur son engagement :
tu seras prêtre pour toujours7.21 Ps 110.4..
22Ainsi, Jésus est devenu le garant d’une alliance meilleure.
23De plus, de nombreux prêtres se sont succédé parce que la mort les empêchait d’exercer leurs fonctions à perpétuité. 24Mais Jésus, lui, parce qu’il demeure éternellement, possède le sacerdoce perpétuel. 25Voilà pourquoi il est en mesure de sauver parfaitement ceux qui s’approchent de Dieu par lui, puisqu’il est toujours vivant pour intercéder en leur faveur auprès de Dieu.
26Jésus est donc bien le grand-prêtre qu’il nous fallait : il est saint, pleinement innocent, indemne de tout péché, séparé des pécheurs et il a été élevé plus haut que les cieux. 27Les autres grands-prêtres sont obligés d’offrir chaque jour des sacrifices, d’abord pour leurs propres péchés, ensuite pour ceux du peuple. Lui n’en a pas besoin, car il a tout accompli une fois pour toutes, en s’offrant lui-même.
28Les grands-prêtres institués par la Loi sont des hommes marqués par leur faiblesse. Mais celui que Dieu a établi grand-prêtre par un serment solennel, prononcé après la promulgation de la Loi, est son propre Fils, et il a été rendu parfait pour toujours.
