1Lovbogens regler om syndofre er kun et ufuldstændigt billede på det langt bedre syndoffer, der senere skulle foretages. De præster, der år for år bringer de samme ofre, opnår derfor aldrig fuld tilgivelse. 2Hvis de var blevet renset for deres synd én gang for alle, så ville de ikke længere være sig deres synd bevidst, og så ville de ikke fortsætte med at bringe ofre år efter år. 3Men nu er de årlige ofre en stadig påmindelse om synd og skyld. 4Blod fra tyre og bukke kan nemlig umuligt udslette menneskers synder.
5Derfor sagde Kristus ved sin indtræden i denne verden:
„Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
men du har givet mig et legeme.
6Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
7Da sagde jeg: Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
og jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.”10,5-7 Sl. 40,7-9 efter LXX. Den hebraiske tekst i Sl. 40,7 siger: „du har givet mig ører”. Det græske ord for „legeme” ligner ordet for „ører” og er sandsynligvis en fejl, som har sneget sig ind i nogle kopier af den græske oversættelse af GT.
8Han sagde altså først: „Det er ikke slagtofre, afgrødeofre, brændofre og syndofre du ønsker, og du har ikke behag i dem.” Alle de ofre bliver ellers bragt efter lovbogens påbud og forskrifter. 9Derefter sagde han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver således den første ordning for at etablere en ny. 10Det er altså efter Guds vilje, at vi nu er blevet forsonet med ham og renset for skyld, ved at Jesus Kristus ofrede sit eget legeme én gang for alle.
11Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld. 12Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd. 13Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret. 14Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.
15Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt: 16„Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,” 17fortsætter han med at sige: „Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”
18Når al synd nu én gang for alle er blevet tilgivet, er der jo ikke længere brug for syndofre.
En åben dør ind til Guds nærvær
19Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. 20Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. 21Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, 22så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.
Advarsel mod frafald
23Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! 24Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. 25Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.
26For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”10,30 To citater fra 5.Mos. 32,35-36 (LXX). 31Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.
Om at have frimodighed og udholdenhed
32Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.
35Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”10,37-38 Hab. 2,3-4 (LXX).
39Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.
L’inefficacité de la Loi et l’efficacité du sacrifice de Christ
1La Loi de Moïse ne possède qu’une ombre des biens à venir et non pas l’image même de ces réalités. Elle ne peut donc en aucun cas amener à la perfection ceux qui s’approchent ainsi de Dieu sur la base des mêmes sacrifices offerts perpétuellement d’année en année. 2Si elle l’avait pu, ceux qui participent à ce culte auraient depuis longtemps cessé d’offrir ces sacrifices car, purifiés une fois pour toutes, ils n’auraient plus eu la conscience chargée d’aucun péché.
3Mais, en fait, ces sacrifices rappellent chaque année le souvenir des péchés. 4En effet, il est impossible que du sang de taureaux et de boucs ôte les péchés. 5Voilà pourquoi, en entrant dans le monde, Christ a dit :
Tu n’as voulu ╵ni sacrifice, ni offrande :
tu m’as formé un corps.
6Tu n’as pris nul plaisir ╵aux holocaustes10.6 Voir Lv 1., ╵aux sacrifices ╵pour le péché.
7Alors j’ai dit : Voici je viens
– dans le rouleau du livre, ╵il est question de moi –
pour faire, ô Dieu, ta volonté10.7 Ps 40.7-9..
8Il commence ainsi par dire : « Tu n’as voulu ni sacrifice, ni offrande, ni holocaustes, ni sacrifices pour le péché ; tu n’y as pris nul plaisir. » Pourtant, ces sacrifices sont offerts conformément à la Loi. 9Ensuite il déclare : Voici, je viens pour faire ta volonté. Ainsi il abolit le premier état des choses pour établir le second.
10Et c’est en raison de cette volonté de Dieu que nous sommes purifiés du péché, grâce au sacrifice de son propre corps que Jésus-Christ a offert une fois pour toutes. 11Tout prêtre se présente chaque jour pour accomplir son service et offrir souvent les mêmes sacrifices qui, cependant, ne peuvent jamais ôter les péchés. 12Christ, lui, a offert un sacrifice unique pour les péchés, valable pour toujours, et il s’est assis à la droite de Dieu 13où il attend désormais que ses ennemis soient mis à terre sous ses pieds10.13 Ps 110.1.. 14Par une offrande unique, en effet, il a rendu parfaits pour toujours ceux qu’il purifie du péché. 15C’est là ce que le Saint-Esprit nous confirme de son côté. Car il dit d’abord :
16Mais voici quelle alliance ╵je vais conclure avec eux
après ces jours-là, dit le Seigneur :
je placerai mes lois sur leur cœur
et je les graverai dans leur pensée.
17Puis il ajoute :
Je ne tiendrai plus compte ╵ni de leurs péchés, ni de leurs fautes10.17 Jr 31.33-34..
18Or, lorsque les péchés ont été pardonnés, il n’est plus nécessaire de présenter une offrande pour les ôter.
Ne pas abandonner son assurance
19Ainsi donc, frères et sœurs, nous avons une pleine liberté pour entrer dans le lieu très saint, grâce au sang du sacrifice de Jésus. 20Il nous en a ouvert le chemin, un chemin nouveau et vivant à travers le rideau du sanctuaire10.20 C’est-à-dire dans le lieu très saint, dans la présence même de Dieu., c’est-à-dire à travers son propre corps. 21Ainsi, nous avons un grand-prêtre éminent placé à la tête de la maison de Dieu. 22Approchons-nous donc de Dieu avec un cœur sincère, avec la pleine assurance que donne la foi, le cœur purifié de toute mauvaise conscience, et le corps lavé d’une eau pure.
23Restons fermement attachés à l’espérance que nous reconnaissons comme vraie, sans fléchir, car celui qui nous a fait les promesses est fidèle. 24Et veillons les uns sur les autres pour nous encourager mutuellement à l’amour et à la pratique du bien.
25Ne délaissons pas nos réunions, comme certains en ont pris l’habitude. Au contraire, encourageons-nous mutuellement, et cela d’autant plus que vous voyez se rapprocher le jour du Seigneur.
26En effet, si, après avoir reçu la connaissance de la vérité, nous vivons délibérément dans le péché, il ne reste plus pour nous de sacrifice pour les péchés. 27La seule perspective est alors l’attente terrifiante du jugement et du feu ardent qui embrasera ceux qui se révoltent contre Dieu.
28Celui qui désobéit à la Loi de Moïse est mis à mort sans pitié, sur la déposition de deux ou trois témoins10.28 Dt 17.6.. 29A votre avis, si quelqu’un couvre de mépris le Fils de Dieu, s’il considère comme sans valeur le sang de l’alliance, par lequel il a été purifié10.29 Autre traduction : par lequel cette alliance a été consacrée., s’il outrage le Saint-Esprit, qui nous transmet la grâce divine, ne pensez-vous pas qu’il mérite un châtiment plus sévère encore ?
30Nous connaissons bien celui qui a déclaré : C’est à moi qu’il appartient de faire justice ; c’est moi qui rendrai à chacun son dû, et encore : Le Seigneur jugera son peuple10.30 Dt 32.35-36.. 31Il est terrible de tomber entre les mains du Dieu vivant !
32Rappelez-vous au contraire les premiers temps où, après avoir été éclairés par Dieu, vous avez enduré les souffrances d’un rude combat. 33Car tantôt vous avez été exposés publiquement aux injures et aux mauvais traitements, tantôt vous vous êtes rendus solidaires de ceux qui étaient traités de cette manière-là. 34Oui, vous avez pris part à la souffrance des prisonniers et vous avez accepté avec joie d’être dépouillés de vos biens, car vous vous saviez en possession de richesses plus précieuses, et qui durent toujours.
35N’abandonnez donc pas votre assurance : une grande récompense lui appartient. 36Car il vous faut de la persévérance, afin qu’après avoir accompli la volonté de Dieu vous obteniez ce qu’il a promis. 37Encore un peu de temps, un tout petit peu de temps10.37 Es 26.20 cité selon l’ancienne version grecque., et
celui qui doit venir viendra, ╵il ne tardera pas.
38Celui qui est juste à mes yeux ╵vivra par la foi,
mais s’il retourne en arrière, ╵je ne prends pas plaisir en lui10.38 Ha 2.3-4 cité selon l’ancienne version grecque..
39Quant à nous, nous ne sommes pas de ceux qui retournent en arrière pour aller se perdre, mais de ceux qui ont la foi pour être sauvés.
