Bibelen på hverdagsdansk

Hebræerne 12

Det kræver udholdenhed at nå målet

1Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod—så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet. I jeres kamp mod synden er I jo endnu ikke nået dertil, hvor I har mistet livet.

Gud opdrager sine børn

Husk på den formaning, hvor Skriften omtaler jer som Guds børn:

„Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
    tab ikke modet, når han sætter dig i rette.
Det er jo dem, han elsker, han opdrager på.
    Han irettesætter dem, han regner som sine børn.”[a]

Hold ud, når I sættes i rette, for det gavner jer. Gud behandler jer som en far, der opdrager sine børn. Kan man forestille sig et barn, der aldrig bliver irettesat? Hvis I ingen opdragelse får, så betyder det, at I slet ikke er hans børn. Vi har alle haft jordiske fædre som irettesatte os, og vi havde respekt for dem. Hvor meget mere skal vi så ikke underordne os vores åndelige Far og få livet fra ham i eje? 10 Vores jordiske fædre har opdraget os i en kort årrække efter bedste evne, men Guds opdragelse er altid til bedste for os, og den sigter på, at vi får del i hans hellighed. 11 Enhver irettesættelse er smertefuld, mens den står på, og bringer ikke umiddelbart glæde. Men på langt sigt bliver de, der tager ved lære af irettesættelsen, i stand til at gøre det rigtige og leve med fred i hjertet.

Hellighed er nødvendig for at få del i Guds velsignelse

12 Se nu at få gang i de slappe hænder og de stive knæ! 13 Følg den lige vej fremad, så jeres stive led ikke forvrides, men får ny smidighed. 14 Stræb efter at holde fred med alle og at leve et helligt liv. Uden hellighed får ingen Herren at se. 15 Sørg for, at ingen glider væk fra Guds nåde. Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den. 16 Pas på, at ingen af jer er utro[b] eller ringeagter Gud, som Esau gjorde, da han solgte sin arveret for et eneste måltid mad. 17 I ved jo godt, at da han bagefter med tårer bønfaldt sin far om alligevel at få del i velsignelsen, blev han afvist. Det var for sent at få det lavet om.

Det konkrete Sinaibjerg og det åndelige Zions bjerg

18 I står jo ikke som Israels folk ved et konkret bjerg med flammende ild, mørke, sorte skyer og et voldsomt uvejr.[c] 19 Dengang folket hørte lyden fra vædderhornet og den vældige røst, blev de så bange, at de bad sig fri for at høre Gud tale til dem.[d] 20 De kunne ikke klare, at Gud havde sagt, at selv et dyr, der rørte ved bjerget, skulle stenes.[e] 21 Guds hellighed var så frygtindgydende, at selv Moses udbrød: „Jeg ryster af angst.”[f]

22 Nej, I står ved „Zions bjerg”, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, hvor tusinder af engle er samlet til fest. 23 I står overfor Guds menighed af arveberettigede børn, indskrevet som borgere i Himlen. I står over for den Gud, som vil dømme alle mennesker, og over for vores retsindige forfædres ånder, som er nået frem til målet. 24 Ja, I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.

25 Pas på, at I ikke beder jer fri for at høre, hvad Gud taler til jer. For når Israels folk blev straffet, fordi de nægtede at adlyde, da Gud talte sit advarende ord til dem på jorden, hvor meget mere skal vi da ikke blive straffet, hvis vi vender os bort fra Gud, når han taler fra Himlen. 26 Da han talte fra Sinaibjerget, rystede jorden ved hans stemme, men nu har han givet et andet løfte: „Én gang mere vil jeg ryste ikke kun jorden, men også himlen.”[g] 27 Udtrykket „én gang mere” betyder, at alt det, der hører den skabte verden til, vil blive fjernet ved den sidste rystelse. Kun det, der står urokkeligt fast, vil bestå.

28 Da vi tilhører Guds rige, som står urokkeligt fast, så lad os tjene Gud med taknemmelighed og på en måde, der glæder ham, med ærefrygt og dyb respekt. 29 For vores Gud er som en fortærende ild, når han straffer de ugudelige.

Notas al pie

  1. 12,5-6 Ordsp. 3,11-12 (LXX).
  2. 12,16 Det græske ord betyder normalt en seksuelt umoralsk person, som er utugtig eller utro mod sin ægtefælle, men her tænkes der muligvis på åndelig utroskab imod Gud.
  3. 12,18 2.Mos. 19,17-19; 5.Mos. 4,11; 5,22.
  4. 12,19 2.Mos. 20,18-20. Det græske ord salpinks (traditionelt oversat med basun) bruges både om en trompet og om det israelitiske vædderhorn, som kaldes shofar og minder om en lur.
  5. 12,20 Jf. 2.Mos. 19,12-13.
  6. 12,21 5.Mos. 9,19.
  7. 12,26 En hentydning til Hag. 2,6 (LXX).

The Message

Hebrews 12

Discipline in a Long-Distance Race

11-3 Do you see what this means—all these pioneers who blazed the way, all these veterans cheering us on? It means we’d better get on with it. Strip down, start running—and never quit! No extra spiritual fat, no parasitic sins. Keep your eyes on Jesus, who both began and finished this race we’re in. Study how he did it. Because he never lost sight of where he was headed—that exhilarating finish in and with God—he could put up with anything along the way: Cross, shame, whatever. And now he’s there, in the place of honor, right alongside God. When you find yourselves flagging in your faith, go over that story again, item by item, that long litany of hostility he plowed through. That will shoot adrenaline into your souls!

4-11 In this all-out match against sin, others have suffered far worse than you, to say nothing of what Jesus went through—all that bloodshed! So don’t feel sorry for yourselves. Or have you forgotten how good parents treat children, and that God regards you as his children?

My dear child, don’t shrug off God’s discipline,
    but don’t be crushed by it either.
It’s the child he loves that he disciplines;
    the child he embraces, he also corrects.

God is educating you; that’s why you must never drop out. He’s treating you as dear children. This trouble you’re in isn’t punishment; it’s training, the normal experience of children. Only irresponsible parents leave children to fend for themselves. Would you prefer an irresponsible God? We respect our own parents for training and not spoiling us, so why not embrace God’s training so we can truly live? While we were children, our parents did what seemed best to them. But God is doing what is best for us, training us to live God’s holy best. At the time, discipline isn’t much fun. It always feels like it’s going against the grain. Later, of course, it pays off handsomely, for it’s the well-trained who find themselves mature in their relationship with God.

12-13 So don’t sit around on your hands! No more dragging your feet! Clear the path for long-distance runners so no one will trip and fall, so no one will step in a hole and sprain an ankle. Help each other out. And run for it!

14-17 Work at getting along with each other and with God. Otherwise you’ll never get so much as a glimpse of God. Make sure no one gets left out of God’s generosity. Keep a sharp eye out for weeds of bitter discontent. A thistle or two gone to seed can ruin a whole garden in no time. Watch out for the Esau syndrome: trading away God’s lifelong gift in order to satisfy a short-term appetite. You well know how Esau later regretted that impulsive act and wanted God’s blessing—but by then it was too late, tears or no tears.

An Unshakable Kingdom

18-21 Unlike your ancestors, you didn’t come to Mount Sinai—all that volcanic blaze and earthshaking rumble—to hear God speak. The earsplitting words and soul-shaking message terrified them and they begged him to stop. When they heard the words—“If an animal touches the Mountain, it’s as good as dead”—they were afraid to move. Even Moses was terrified.

22-24 No, that’s not your experience at all. You’ve come to Mount Zion, the city where the living God resides. The invisible Jerusalem is populated by throngs of festive angels and Christian citizens. It is the city where God is Judge, with judgments that make us just. You’ve come to Jesus, who presents us with a new covenant, a fresh charter from God. He is the Mediator of this covenant. The murder of Jesus, unlike Abel’s—a homicide that cried out for vengeance—became a proclamation of grace.

25-27 So don’t turn a deaf ear to these gracious words. If those who ignored earthly warnings didn’t get away with it, what will happen to us if we turn our backs on heavenly warnings? His voice that time shook the earth to its foundations; this time—he’s told us this quite plainly—he’ll also rock the heavens: “One last shaking, from top to bottom, stem to stern.” The phrase “one last shaking” means a thorough housecleaning, getting rid of all the historical and religious junk so that the unshakable essentials stand clear and uncluttered.

28-29 Do you see what we’ve got? An unshakable kingdom! And do you see how thankful we must be? Not only thankful, but brimming with worship, deeply reverent before God. For God is not an indifferent bystander. He’s actively cleaning house, torching all that needs to burn, and he won’t quit until it’s all cleansed. God himself is Fire!