Bibelen på hverdagsdansk

Hebræerne 10

1Lovbogens regler om syndofre er kun et ufuldstændigt billede på det langt bedre syndoffer, der senere skulle foretages. De præster, der år for år bringer de samme ofre, opnår derfor aldrig fuld tilgivelse. Hvis de var blevet renset for deres synd én gang for alle, så ville de ikke længere være sig deres synd bevidst, og så ville de ikke fortsætte med at bringe ofre år efter år. Men nu er de årlige ofre en stadig påmindelse om synd og skyld. Blod fra tyre og bukke kan nemlig umuligt udslette menneskers synder.

Derfor sagde Kristus ved sin indtræden i denne verden:

„Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
    men du har givet mig et legeme.
Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
    Da sagde jeg: Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
    og jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.”[a]

Han sagde altså først: „Det er ikke slagtofre, afgrødeofre, brændofre og syndofre du ønsker, og du har ikke behag i dem.” Alle de ofre bliver ellers bragt efter lovbogens påbud og forskrifter. Derefter sagde han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver således den første ordning for at etablere en ny. 10 Det er altså efter Guds vilje, at vi nu er blevet forsonet med ham og renset for skyld, ved at Jesus Kristus ofrede sit eget legeme én gang for alle.

11 Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld. 12 Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd. 13 Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret. 14 Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.

15 Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt: 16 „Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,” 17 fortsætter han med at sige: „Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”

18 Når al synd nu én gang for alle er blevet tilgivet, er der jo ikke længere brug for syndofre.

En åben dør ind til Guds nærvær

19 Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. 20 Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. 21 Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, 22 så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.

Advarsel mod frafald

23 Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! 24 Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. 25 Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.

26 For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27 De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28 De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29 Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30 Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”[b] 31 Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.

Om at have frimodighed og udholdenhed

32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.

35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[c]

39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.

Notas al pie

  1. 10,5-7 Sl. 40,7-9 efter LXX. Den hebraiske tekst i Sl. 40,7 siger: „du har givet mig ører”. Det græske ord for „legeme” ligner ordet for „ører” og er sandsynligvis en fejl, som har sneget sig ind i nogle kopier af den græske oversættelse af GT.
  2. 10,30 To citater fra 5.Mos. 32,35-36 (LXX).
  3. 10,37-38 Hab. 2,3-4 (LXX).

La Bible du Semeur

Hébreux 10

L’inefficacité de la Loi et l’efficacité du sacrifice de Christ

1La Loi de Moïse ne possède qu’une ombre des biens à venir et non pas l’image même de ces réalités. Elle ne peut donc en aucun cas amener à la perfection ceux qui s’approchent ainsi de Dieu sur la base des mêmes sacrifices offerts perpétuellement d’année en année. Si elle l’avait pu, ceux qui participent à ce culte auraient depuis longtemps cessé d’offrir ces sacrifices car, purifiés une fois pour toutes, ils n’auraient plus eu la conscience chargée d’aucun péché.

Mais, en fait, ces sacrifices rappellent chaque année le souvenir des péchés. En effet, il est impossible que du sang de taureaux et de boucs ôte les péchés. Voilà pourquoi, en entrant dans le monde, Christ a dit:

Tu n’as voulu ni sacrifice, ni offrande:
tu m’as formé un corps.
Tu n’as pris nul plaisir aux holocaustes[a], aux sacrifices pour le péché.
Alors j’ai dit: Voici je viens
– dans le rouleau du livre, il est question de moi –
pour faire, ô Dieu, ta volonté[b] .

Il commence ainsi par dire: «Tu n’as voulu ni sacrifice, ni offrande, ni holocaustes, ni sacrifices pour le péché; tu n’y as pris nul plaisir.» Pourtant, ces sacrifices sont offerts conformément à la Loi. Ensuite il déclare: Voici, je viens pour faire ta volonté. Ainsi il abolit le premier état des choses pour établir le second.

10 Et c’est en raison de cette volonté de Dieu que nous sommes purifiés du péché, grâce au sacrifice de son propre corps que Jésus-Christ a offert une fois pour toutes. 11 Tout prêtre se présente chaque jour pour accomplir son service et offrir souvent les mêmes sacrifices qui, cependant, ne peuvent jamais ôter les péchés. 12 Christ, lui, a offert un sacrifice unique pour les péchés, valable pour toujours, et il s’est assis à la droite de Dieu 13 où il attend désormais que ses ennemis soient mis à terre sous ses pieds[c]. 14 Par une offrande unique, en effet, il a rendu parfaits pour toujours ceux qu’il purifie du péché. 15 C’est là ce que le Saint-Esprit nous confirme de son côté. Car il dit d’abord:

16 Mais voici quelle alliance je vais conclure avec eux
après ces jours-là, dit le Seigneur:
je placerai mes lois sur leur cœur
et je les graverai dans leur pensée.

17 Puis il ajoute:

Je ne tiendrai plus compte ni de leurs péchés, ni de leurs fautes[d].

18 Or, lorsque les péchés ont été pardonnés, il n’est plus nécessaire de présenter une offrande pour les ôter.

Ne pas abandonner son assurance

19 Ainsi donc, frères et sœurs, nous avons une pleine liberté pour entrer dans le lieu très saint, grâce au sang du sacrifice de Jésus. 20 Il nous en a ouvert le chemin, un chemin nouveau et vivant à travers le rideau du sanctuaire[e], c’est-à-dire à travers son propre corps. 21 Ainsi, nous avons un grand-prêtre éminent placé à la tête de la maison de Dieu. 22 Approchons-nous donc de Dieu avec un cœur sincère, avec la pleine assurance que donne la foi, le cœur purifié de toute mauvaise conscience, et le corps lavé d’une eau pure.

23 Restons fermement attachés à l’espérance que nous reconnaissons comme vraie, sans fléchir, car celui qui nous a fait les promesses est fidèle. 24 Et veillons les uns sur les autres pour nous encourager mutuellement à l’amour et à la pratique du bien.

25 Ne délaissons pas nos réunions, comme certains en ont pris l’habitude. Au contraire, encourageons-nous mutuellement, et cela d’autant plus que vous voyez se rapprocher le jour du Seigneur.

26 En effet, si, après avoir reçu la connaissance de la vérité, nous vivons délibérément dans le péché, il ne reste plus pour nous de sacrifice pour les péchés. 27 La seule perspective est alors l’attente terrifiante du jugement et du feu ardent qui embrasera ceux qui se révoltent contre Dieu.

28 Celui qui désobéit à la Loi de Moïse est mis à mort sans pitié, sur la déposition de deux ou trois témoins[f]. 29 A votre avis, si quelqu’un couvre de mépris le Fils de Dieu, s’il considère comme sans valeur le sang de l’alliance, par lequel il a été purifié[g], s’il outrage le Saint-Esprit, qui nous transmet la grâce divine, ne pensez-vous pas qu’il mérite un châtiment plus sévère encore?

30 Nous connaissons bien celui qui a déclaré: C’est à moi qu’il appartient de faire justice; c’est moi qui rendrai à chacun son dû, et encore: Le Seigneur jugera son peuple[h]. 31 Il est terrible de tomber entre les mains du Dieu vivant!

32 Rappelez-vous au contraire les premiers temps où, après avoir été éclairés par Dieu, vous avez enduré les souffrances d’un rude combat. 33 Car tantôt vous avez été exposés publiquement aux injures et aux mauvais traitements, tantôt vous vous êtes rendus solidaires de ceux qui étaient traités de cette manière-là. 34 Oui, vous avez pris part à la souffrance des prisonniers et vous avez accepté avec joie d’être dépouillés de vos biens, car vous vous saviez en possession de richesses plus précieuses, et qui durent toujours.

35 N’abandonnez donc pas votre assurance: une grande récompense lui appartient. 36 Car il vous faut de la persévérance, afin qu’après avoir accompli la volonté de Dieu vous obteniez ce qu’il a promis. 37 Encore un peu de temps, un tout petit peu de temps[i], et

celui qui doit venir viendra, il ne tardera pas.
38 Celui qui est juste à mes yeux vivra par la foi,
mais s’il retourne en arrière, je ne prends pas plaisir en lui[j].

39 Quant à nous, nous ne sommes pas de ceux qui retournent en arrière pour aller se perdre, mais de ceux qui ont la foi pour être sauvés.

Notas al pie

  1. 10.6 Voir Lv 1.
  2. 10.7 Ps 40.7-9 .
  3. 10.13 Ps 110.1.
  4. 10.17 Jr 31.33-34.
  5. 10.20 C’est-à-dire dans le lieu très saint, dans la présence même de Dieu.
  6. 10.28 Dt 17.6.
  7. 10.29 Autre traduction: par lequel cette alliance a été consacrée.
  8. 10.30 Dt 32.35-36.
  9. 10.37 Es 26.20 cité selon l’ancienne version grecque.
  10. 10.38 Ha 2.3-4 cité selon l’ancienne version grecque.