Bibelen på hverdagsdansk

Hebræerbrevet 7:1-28

Præsten Melkizedek blev æret af Abraham

1Melkizedek var konge i byen Salem og samtidig præst for den højeste Gud. Da Abraham vendte tilbage efter at have vundet et stort slag mod flere konger, gik Melkizedek ham i møde og velsignede ham. 2Abraham tog en tiendedel af alt det, han havde erobret i krigen, og gav det til Melkizedek. Hans navn, Melkizedek, betyder „retfærdighedens konge”, men han er også en „fredskonge”, for han er konge over Salem, som betyder fred. 3Skriften taler hverken om Melkizedeks far eller mor eller om hans slægtsforhold overhovedet. Hans liv er beskrevet, som var det uden begyndelse og afslutning, og derfor er hans præstetjeneste uden afslutning. Han er således et billede på Guds Søn.

4Læg mærke til, hvor stor en ære Melkizedek modtog. Vores forfar Abraham gav jo Melkizedek en tiendedel af krigsbyttet. 5Senere kom der en lov, som foreskrev, at præsterne fra Levis stamme skulle modtage tiende fra alle de andre stammer, selv om de alle var Abrahams efterkommere. 6Melkizedek var ikke præst fra Levis slægt, men alligevel modtog han tiende fra Abraham. Endvidere velsignede Melkizedek den store Abraham, som havde fået Guds løfter. 7Det viser uden diskussion Melkizedeks storhed, for den, der velsigner, er altid større end den, der bliver velsignet. 8De jødiske præster, der senere modtog tiende, var almindelige, dødelige mennesker. Men om Melkizedek fortælles der ikke om nogen afslutning på hans liv. 9Man kan på en måde sige, at Levi, som er stamfar til de jødiske præster, som modtager tienden, selv gav tiende til Melkizedek gennem sin forfar, Abraham. 10For selvom Levi endnu ikke var født, da Abraham gav tiende til Melkizedek, så lå kimen til hans eksistens hos Abraham.

Jesus erstatter det gamle jødiske system med noget helt nyt

11Det jødiske folk har fra gammel tid haft deres forskrifter om et præstedømme, hvor præsterne skal komme fra Levis stamme og Arons slægt. Hvis den forordning havde kunnet føre os til målet, havde Gud ikke haft nogen grund til at sende Kristus som en evig præst efter Melkizedeks forbillede. Så havde det været nok med præsterne fra Arons slægt under det gamle system. 12Når nu Gud har erstattet det gamle præstedømme med noget helt nyt, må det gamle lovsystem også nødvendigvis erstattes af noget nyt.

13Den ypperstepræst, vi taler om her, tilhørte også en anden stamme, hvorfra der aldrig har været udtaget nogen til præstetjeneste. 14Vores Herre kom som bekendt fra Judas stamme, og Moses har aldrig nævnt noget om præster fra den stamme.

15At det drejer sig om noget helt nyt, bekræftes også ved, at Kristus blev ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede. 16Han blev jo ikke præst i kraft af en lov, der kræver, at man kommer fra en bestemt stamme, men i kraft af det evige og uforgængelige liv, han repræsenterer. 17Det bliver også bevidnet i Skriften, hvor der står om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”7,17 Sl. 110,4; Hebr. 5,6.

18Den gamle lov er altså nu sat til side, for den var ubrugelig, uden kraft. 19Loven kunne jo ikke føre os til målet. I stedet har vi fået noget langt bedre, for Kristus har bragt os ind i Guds nærhed og givet os vished for, at vi vil få det evige liv.

20-21Endvidere har Gud svoret på, at Kristus altid skal være vores ypperstepræst. Så stærke ord har han aldrig brugt om de almindelige ypperstepræsters indsættelse til tjeneste. Kun til Kristus lyder det: „Herren har aflagt et urokkeligt løfte: Du skal være præst for evigt.” 22Det er på det grundlag, at Jesus er blevet garant for en ny pagt, der er langt bedre end den gamle.

23Der er endnu en forskel: Ifølge den gamle ordning var man nødt til at indsætte en ny ypperstepræst, hver gang døden satte en stopper for den tidligere ypperstepræsts tjeneste. 24Men den ypperstepræstelige tjeneste Jesus udfører, kommer aldrig til ophør. Han lever jo for evigt. 25Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse.

26Det er netop sådan en ypperstepræst, vi har brug for, en, der trofast tjener Gud uden synd, ubesmittet af det onde og ophøjet over alle himle. 27Han er helt anderledes end de andre ypperstepræster, som gang på gang måtte bringe slagtofre til Gud, først for at få tilgivelse for deres egne synder og dernæst for folkets synder. Den slags gentagne syndofre behøver Kristus ikke at bringe, for da han ofrede sig selv på korset, skabte han fuld forsoning én gang for alle. 28Med udgangspunkt i de jødiske love blev dødelige og ufuldkomne mennesker indsat som ypperstepræster, men med udgangspunkt i løftet om en evig præst efter Melkizedeks forbillede, et løfte, som kom senere end lovbogen, er Guds egen Søn indsat som en evig og fuldkommen ypperstepræst.

O Livro

Hebreus 7:1-28

Melquisedeque, o sacerdote

(Gn 14.18-20)

1Este Melquisedeque era rei da cidade de Salém e também sacerdote do Deus altíssimo. Quando Abraão regressava vitorioso de uma grande batalha contra vários reis, Melquisedeque saiu-lhe ao encontro e abençoou-o. 2Então Abraão deu-lhe o dízimo de tudo o que trouxera. Melquisedeque significa rei de justiça; além disso é também rei de Salém, que significa rei de paz. 3Aparecendo sem que seja mencionado pai ou mãe, nem existindo nenhuma menção dos seus antepassados, ou indicação sobre o seu nascimento ou morte, a sua vida torna-se, assim, semelhante à do Filho de Deus, que é sacerdote para sempre.

4Notem como este Melquisedeque foi uma figura importante: Foi a ele que o patriarca Abraão deu a décima parte dos despojos. 5Agora, aos sacerdotes descendentes de Levi é-lhes ordenado, pela Lei de Moisés, cobrar a décima parte de tudo ao povo, mesmo que sejam descendentes de Abraão. 6Contudo, Melquisedeque que nem tinha nada a ver com Levi, recebeu o dízimo de Abraão e abençoou-o, sendo este quem tinha já recebido as promessas de Deus. 7Sem sombra de dúvida, a pessoa que tem o poder de abençoar é sempre maior do que a pessoa que é abençoada.

8Lembremos que os sacerdotes judaicos, que recebiam os dízimos do povo, eram simples mortais; porém de Melquisedeque não nos é dito que tenha morrido. 9Poderemos ainda dizer que o próprio Levi, o antecessor dos sacerdotes que cobram os dízimos, pagou ele próprio o dízimo a Melquisedeque na pessoa de Abraão, seu antecessor. 10Pois, embora Levi não fosse ainda nascido, a semente dele estava nos lombos de Abraão, quando Melquisedeque lhe cobrou o dízimo.

O sacerdócio eterno de Jesus

11Se os sacerdotes levitas fossem capazes de nos salvar, pois foi através deles que o povo recebeu a Lei, que necessidade haveria que aparecesse outro sacerdote à semelhança de Melquisedeque e não da descendência de Aarão?

12Se houve uma mudança de sacerdote é porque houve também, necessariamente, uma mudança de Lei. 13-14Como é sabido, Cristo pertencia à tribo de Judá, da qual nunca Moisés falou a propósito de sacerdócio, e da qual também nunca houve ninguém que tivesse prestado serviço sacerdotal no altar. 15Fica assim claro que foi instituído um novo sacerdote, à semelhança de Melquisedeque, que se tornou sacerdote, 16não segundo a sucessão da tribo de Levi, mas segundo o poder que deriva da vida que jamais findará! 17E o Salmista salienta este facto quando diz a respeito de Cristo:

“Tu és sacerdote para sempre,

à semelhança de Melquisedeque.”7.17 Sl 110.4.

18Portanto, o antigo sistema de sacerdócio foi anulado, porque era inútil e sem capacidade para salvar. 19Na verdade, a Lei nunca tornou ninguém justo. Mas agora é bem melhor a nossa esperança de chegar a Deus.

20Além disso, é preciso não esquecer que foi com um juramento que Deus fez de Cristo um sacerdote eterno. 21E isso não aconteceu com nenhum dos sacerdotes levitas. Só de Cristo está escrito:

“O Senhor jurou e nunca há de alterar o seu intento:

‘Tu és sacerdote para sempre.’ ”7.21 Sl 110.4.

22Eis a razão por que Cristo nos pode garantir uma aliança com o seu Pai muito melhor do que a anterior.

23No sistema antigo foi preciso que muitos sacerdotes se sucedessem; a morte impedia-os de permanecer para sempre. 24Mas Jesus vive para sempre e, por isso, é permanentemente sacerdote. 25Portanto, pode salvar perfeitamente todos os que por ele se chegam a Deus, vivendo eternamente para interceder junto de seu Pai a favor deles.

26Era um sumo sacerdote assim que nos convinha: santo, irrepreensível, sem nunca ter sido manchado pelo pecado, separado dos pecadores; e foi-lhe dado o lugar de maior honra no céu. 27Ele não precisa, como os outros sacerdotes, de oferecer sacrifícios diários, primeiro pelos seus próprios pecados e depois pelos do povo, como os outros sumos sacerdotes. Mas Jesus sacrificou-se pelos pecados do povo, uma vez por todas, quando se ofereceu a si mesmo em sacrifício na cruz. 28Os sumos sacerdotes instituídos pelo antigo sistema da Lei eram homens imperfeitos, mas aquele que Deus mais tarde nomeou com um juramento solene é o seu Filho, perfeito para sempre.