1Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3„Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5„Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8„Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10„Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den8,12 Sandsynligvis den unge piges brødre, som har passet godt på hende. indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13„Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14„Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
1Ìwọ ìbá rí bí arákùnrin mi si mi,
èyí tí ó mú ọmú ìyá mi dàgbà!
Èmi ìbá rí ọ ní òde,
èmi ìbá fi ẹnu kò ọ́ ní ẹnu,
wọn kì bá fi mí ṣe ẹlẹ́yà.
2Èmi ìbá fi ọ̀nà hàn ọ́
èmi ìbá mú ọ wá sínú ilé ìyá
mi, ìwọ ìbá kọ́ mi
èmi ìbá fi ọtí wáìnì olóòórùn dídùn fún ọ mu
àti oje èso pomegiranate mi.
3Ọwọ́ òsì rẹ ìbá wà ní abẹ́ orí mi,
ọwọ́ ọ̀tún rẹ ìbá sì gbà mí mọ́ra.
4Ọmọbìnrin Jerusalẹmu, èmi pè yín ní ìjà,
Ẹ má ṣe rú olùfẹ́ mi sókè,
Ẹ má ṣe jí i títí tí yóò fi wù ú.
Ọ̀rẹ́
5Ta ni ẹni tí ń gòkè bọ̀ wá láti aginjù,
tí ó fi ara ti olùfẹ́ rẹ̀.
Olólùfẹ́
Ní abẹ́ igi ápù ni mo ti jí ọ dìde; níbẹ̀ ni ìyá rẹ ti lóyún rẹ
níbẹ̀ ni ẹni tí ń rọbí bí ọ sí.
6Gbé mi sí àyà rẹ bí èdìdì
bí èdìdì lé apá rẹ;
nítorí ìfẹ́ lágbára bí ikú,
ìjowú sì le bí isà òkú
jíjò rẹ̀ rí bí jíjò iná,
gẹ́gẹ́ bí ọ̀wọ́-iná Olúwa.
7Omi púpọ̀ kò le paná ìfẹ́;
bẹ́ẹ̀ ni gbígbá omi kò le gbá a lọ.
Bí ènìyàn bá fún ìfẹ́,
ní gbogbo ọrọ̀ ilé rẹ̀,
a ó kẹ́gàn rẹ̀ pátápátá.
Ọ̀rẹ́
8Àwa ní arábìnrin kékeré kan,
òun kò sì ní ọmú,
kí ni àwa yóò fún arábìnrin wa,
ní ọjọ́ tí a ó bá fẹ́ ẹ?
9Bí òun bá jẹ́ ògiri,
àwa yóò kọ́ ilé odi fàdákà lé e lórí.
Bí òun bá jẹ́ ìlẹ̀kùn,
Àwa yóò fi pákó kedari dí i.
Olólùfẹ́
10Èmi jẹ́ ògiri,
ọmú mi sì rí bí ilé ìṣọ́
bẹ́ẹ̀ ni mo ṣe rí ní ojú rẹ̀
bí ẹni tí ń mú àlàáfíà wá.
11Solomoni ní ọgbà àjàrà kan ní Baali-Hamoni
ó gbé ọgbà àjàrà rẹ̀ fún àwọn alágbàtọ́jú
olúkúlùkù ni ó ń mú èso rẹ̀ wá
ẹgbẹ̀rún fàdákà.
12Ṣùgbọ́n ọgbà àjàrà mi jẹ́ tèmi, ó wà fún mi;
ẹgbẹ̀rún ṣékélì jẹ́ tìrẹ, ìwọ Solomoni,
igba sì jẹ́ ti àwọn alágbàtọ́jú èso.
Olólùfẹ́
13Ìwọ tí ń gbé inú ọgbà,
àwọn ọ̀rẹ́ rẹ dẹtí sí ohùn rẹ,
jẹ́ kí èmi náà gbọ́ ohùn rẹ!
Olólùfẹ́
14Yára wá, Olùfẹ́ mi,
kí ìwọ kí ó sì rí bí abo egbin,
tàbí gẹ́gẹ́ bí ọmọ àgbọ̀nrín,
lórí òkè òórùn dídùn.
