1Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3„Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5„Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8„Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10„Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den8,12 Sandsynligvis den unge piges brødre, som har passet godt på hende. indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13„Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14„Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
1О, да си ми као брат био
што је груди мајке моје сисао!
Нашла бих те на пољу
и пољубила те
и нико ме презирао не би.
2Водила бих те
и довела у дом мајке своје,
која ме је подигла.
Дала бих ти да попијеш вино зачињено
и сок од мога нара.
3Левица му је под главом мојом,
а десницом ме грли.
4Ћерке јерусалимске, заклињем вас,
не будите и не дижите моју љубав
док јој се не прохте.
Пријатељице
5Ко је она што долази из пустиње,
наслоњена на вољеног свога?
Она
Под јабуком сам те пробудила,
тамо где те је мајка твоја родила,
тамо где те родила у мукама.
6Стави ме као жиг на срце своје,
као прстен на руку своју.
Јер љубав је ко смрт јака,
а љубомора страшна попут Света мртвих8,6 У изворном тексту Шеол, или подземље, где пребивају душе умрлих..
Њен горући пламен
је моћна ватра.
7Силне воде нису кадре да угасе љубав
и реке је згаснути не могу.
Ако неко за љубав даје
све богатство своје куће,
људи би то презрели.
Пријатељи
8Наша је сестра мала
и још нема груди.
Шта за њу да урадимо
на дан када о њој буде речи?
9Ако као зид буде,
на њој ћемо дићи грудобран од сребра;
ако буде као врата,
заградићемо их кедровим даскама.
Она
10Ја сам зид!
Моје су груди као куле.
Тако сам постала она
што је нашла наклоност у његовим очима.
11У Вал-Амону Соломон је виноград имао.
Виноград је дао чуварима,
да му сваки од тог плода
доноси по хиљаду сребрника.
12Преда мном је мој виноград,
моје је власништво.
Хиљаду сребрника припада теби, о, Соломоне,
а две стотине онима који му плод чувају.
Он
13О, ти која пребиваш у виноградима!
Глас твој ти другови помно ослушкују,
па дај да га и ја чујем.
Она
14Пожури, о, вољени мој!
Буди као јелен
или ко јеленче
на брдима што миришу.
