1Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3„Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5„Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8„Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10„Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den8,12 Sandsynligvis den unge piges brødre, som har passet godt på hende. indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13„Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14„Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
1Sɛ anka woyɛɛ me nuabarima
a wunum me na nufu ano,
na mihuu wo wɔ abɔnten so a,
anka mefew wʼano,
a obiara rentumi mmu me animtiaa.
2Anka medi wʼanim
na mede wo aba me na fi,
ɔno a wakyerɛkyerɛ me.
Anka mɛma wo bobesa a wɔde pɛprɛ afra mu,
me ntunkum mu nsu dɔkɔdɔkɔ no bi.
3Ne nsa benkum da mʼatiko
na ne nsa nifa aka me afam ne bo.
4Yerusalem mmabea, mehyɛ mo sɛ,
morennyan na morenhwanyan ɔdɔ mu
kosi bere a ɛsɛ mu.
Nnamfonom:
5Hena na ofi sare so reba a
otweri ne dɔfo koko mu yi?
Ababaa:
Mekanyan wo wɔ aprɛ dua no ase;
ɛhɔ na wo na nyinsɛnee wo,
ɛhɔ na nea ɔkoo awo no woo wo.
6Fa me to wo koma so sɛ nsɔwanode,
sɛ nsɔwanode wɔ wʼabasa so,
efisɛ ɔdɔ ano yɛ den sɛ owu,
ne ninkutwe tim hɔ sɛ ɔda.
Ɛhyehye sɛ ogyatannaa,
sɛ ogyatannaa a ano yɛ den pa ara.
7Nsu dodow rentumi nnum ɔdɔ;
nsubɔnten rentumi nhohoro nkɔ.
Sɛ obi de ne fi ahonya nyinaa bɛsesa ɔdɔ a
anka wɔremmu no ade a ɛsom bo.
Nnamfonom:
8Yɛwɔ nuabea akumaa bi a,
ne nufu mmobɔɔ ɛ.
Dɛn na yɛbɛyɛ ama yɛn nuabea yi
wɔ da a wobebisa no ase?
9Sɛ ɔyɛ ɔfasu a,
yebesi dwetɛ abantenten abɔ ne ho ban.
Sɛ ɔyɛ ɔpon a,
yɛde sida besiw ne pon ano kwan.
Ababaa:
10Meyɛ ɔfasu,
na me nufu te sɛ abantenten.
Enti nʼani so no mayɛ sɛ obi a
ɔde nea ɛsɔ ani reba.
11Na Salomo wɔ bobeturo wɔ Baal-Hamon;
ɔde ne bobeturo no maa apaafo.
Na ɛsɛ sɛ wɔn mu biara tua no
nnwetɛbona apem.
12Nanso me bobeturo yi yɛ me de.
Me de, meremfa mma;
Salomo de ne de gye nnwetɛbona apem,
na otua nʼapaafo nnwetɛbona ahannu ma wɔhwɛ ne nnuaba no so.
Aberante:
13Wo a wote turo no mu
ne nnamfonom a wɔka wo ho,
ma mente wo nne.
Ababaa:
14Bra ma yɛnkɔ, me dɔfo,
na yɛ wo ho sɛ ɔdabɔ ba
anaasɛ ɔforote ba a
ɔwɔ mmepɔw a nnuhuam ahyɛ so ma so.
