Bibelen på hverdagsdansk

Galaterbrevet 3:1-29

Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love

1I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? 2Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? 3Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? 4I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? 5Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?

6Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.3,6 Jf. 1.Mos. 15,6. 7I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. 8Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”3,8 1.Mos. 12,3. 9Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.

10Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”3,10 5.Mos. 27,26 LXX. 11Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”3,11 Hab. 2,4. Rom. 1,17. 12Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”3,12 3.Mos. 18,5. Rom. 10,5. 13Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”3,13 5.Mos. 21,22-23. 14Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.

Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt

15Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. 16Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,3,16 Paulus tænker muligvis på udtrykket „i din sæd skal alle jordens folk velsignes” i 1.Mos. 22,18; 26,4 og 28,14. Udtrykket „i din sæd” i 1.Mos. 22,18 er en præcisering af udtrykket „i dig” fra 1.Mos. 12,3, som Paulus citerede i vers 8. Her gøres det klart, at velsignelsen gennem Abraham til alle jordens folkeslag skulle komme gennem en af Abrahams efterkommere. Det er også muligt, at Paulus tænker på andre steder, hvor hele udtrykket „og i din sæd” findes, nemlig 1.Mos. 13,15; 17,8; 24,7; 26,3. I åndelig forstand er Abrahams børn alle, som tror på Kristus, og de får del i de åndelige velsignelser, som hører Guds rige til. Ligesom Israels folk blev et stort folk med et konkret land med den berømte David som konge, således er Abrahams åndelige efterkommere blevet til et stort folk i et nyt åndeligt rige med Davidssønnen Jesus som konge. og det vil sige Kristus. 17Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.3,17 I et fremmed land, Egypten. 18Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.

19Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. 20Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.

Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven

21Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. 22Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.3,22 Sl. 14,1-3, Rom. 3,10. Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.

23Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. 24Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. 25Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.3,25 Eller: „vi er ikke længere under Toraens formynderskab”. Det græske ord henviser til en person, der skulle fortælle mindreårige børn, hvad de skulle gøre, og sørge for, at de blev holdt i skak og ikke kom på afveje. Det samme ord forekommer i vers 24 og i 1.Kor. 4,15.

I er ikke umyndige slaver, men Guds børn

26Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. 27Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. 28Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. 29Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.

New Serbian Translation

Галатима 3:1-29

Човек се не оправдава Законом него вером

1О, неразумни Галати, ко вас је опчинио? Па пред вашим очима је Исус Христос насликан као разапети! 2Хтео бих само да знам ово: јесте ли примили Духа вршењем Закона или тиме што сте поверовали у оно што сте чули? 3Зар сте толико неразумни? Почели сте Духом, а сад завршавате телесношћу. 4Зар сте узалуд толико тога искусили? Осим ако то није било узалуд. 5Зар Бог који вам даје Духа и чини чудеса међу вама, чини то због тога што вршите Закон или зато што сте поверовали у оно што сте чули?

6Исто тако је и Авра̂м „поверовао Богу, па му је то урачунато у праведност.“ 7Знајте, дакле, да су они који верују Авра̂мово потомство.

8Писмо је, ево, предвидело да ће Бог вером учинити праведнима незнабошце. Бог је, наиме, унапред објавио Авра̂му: „По теби ће бити благословени сви народи.“ 9И као што је Авра̂м поверовао, те примио благослов, тако и они који верују примају благослов.

10Јер, они који се ослањају на вршење одредби Закона – под клетвом су. У Писму је написано: „Проклет био сваки који не буде испуњавао све што је написано у књизи Закона, и вршио их.“ 11Дакле, јасно је да вршењем Закона нико не може постати праведан пред Богом, јер, „Праведник ће живети од вере.“ 12А Закон нема ништа заједничко са вером, јер, „Ко их врши, по њима ће стећи живот.“

13Међутим, Христос нас је откупио од клетве Закона, узевши на себе клетву ради нас. Написано је, наиме: „Проклет свако ко је обешен о дрво.“ 14То је учинио да би многобошци примили Авра̂мов благослов посредством Христа Исуса, те да вером примимо обећање Духа.

Улога Закона

15Браћо, дајем вам пример из људског искуства; кад неко остави пуноправни тестамент, нико не може да га поништи, нити да му дода нешто. 16Бог је, дакле, дао обећања Авра̂му и његовом потомству. Не каже „и потомцима“, у множини, него у једнини: „твоме потомству“, а то је Христос. 17Тиме желим да кажем следеће: Бог је склопио савез са Авра̂мом, али Закон који је дошао четири стотине тридесет година након тога не поништава тај савез, нити укида његова обећања. 18Јер, ако се наследство стиче вршењем Закона, онда више не потиче од обећања. Али Бог је дао наследство Авра̂му на основу обећања.

19Чему онда служи Закон? Придодан је да покаже шта је преступ, док не дође Авра̂мов потомак коме је обећање дано, и уведен посредством анђела преко посредника. 20Међутим, посредника нема где је само један, а Бог је један.

21Противи ли се, дакле, Закон Божијим обећањима? Никако! Јер ако је Закон, који је дан, био у стању да донесе живот, онда би праведност долазила од Закона. 22Али Писмо је прогласило све људе грешницима, да се на основу вере у Исуса Христа да̂ оно што је обећано онима који верују.

23Пре него што је дошла вера, Закон нас је чувао као затворенике за веру која је имала да се објави. 24Тако је Закон постао наш одгојитељ за Христа, да бисмо вером стекли праведност пред Богом. 25Али, пошто је наступила вера, нисмо више под стегом одгојитеља.

26Стога сте сви деца Божија посредством вере у Христа Исуса. 27Јер, сви ви који сте се у Христа крстили, у Христа сте се обукли. 28Зато нема више ни Јеврејина ни Грка, ни роба ни слободнога, нема више ни мушко ни женско, јер сте сви једно у Христу Исусу. 29Ако, дакле, припадате Христу, онда сте Авра̂мово потомство, наследници по обећању.