Bibelen på hverdagsdansk

Galaterbrevet 3:1-29

Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love

1I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? 2Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? 3Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? 4I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? 5Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?

6Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.3,6 Jf. 1.Mos. 15,6. 7I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. 8Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”3,8 1.Mos. 12,3. 9Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.

10Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”3,10 5.Mos. 27,26 LXX. 11Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”3,11 Hab. 2,4. Rom. 1,17. 12Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”3,12 3.Mos. 18,5. Rom. 10,5. 13Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”3,13 5.Mos. 21,22-23. 14Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.

Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt

15Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. 16Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,3,16 Paulus tænker muligvis på udtrykket „i din sæd skal alle jordens folk velsignes” i 1.Mos. 22,18; 26,4 og 28,14. Udtrykket „i din sæd” i 1.Mos. 22,18 er en præcisering af udtrykket „i dig” fra 1.Mos. 12,3, som Paulus citerede i vers 8. Her gøres det klart, at velsignelsen gennem Abraham til alle jordens folkeslag skulle komme gennem en af Abrahams efterkommere. Det er også muligt, at Paulus tænker på andre steder, hvor hele udtrykket „og i din sæd” findes, nemlig 1.Mos. 13,15; 17,8; 24,7; 26,3. I åndelig forstand er Abrahams børn alle, som tror på Kristus, og de får del i de åndelige velsignelser, som hører Guds rige til. Ligesom Israels folk blev et stort folk med et konkret land med den berømte David som konge, således er Abrahams åndelige efterkommere blevet til et stort folk i et nyt åndeligt rige med Davidssønnen Jesus som konge. og det vil sige Kristus. 17Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.3,17 I et fremmed land, Egypten. 18Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.

19Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. 20Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.

Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven

21Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. 22Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.3,22 Sl. 14,1-3, Rom. 3,10. Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.

23Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. 24Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. 25Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.3,25 Eller: „vi er ikke længere under Toraens formynderskab”. Det græske ord henviser til en person, der skulle fortælle mindreårige børn, hvad de skulle gøre, og sørge for, at de blev holdt i skak og ikke kom på afveje. Det samme ord forekommer i vers 24 og i 1.Kor. 4,15.

I er ikke umyndige slaver, men Guds børn

26Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. 27Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. 28Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. 29Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.

La Bible du Semeur

Galates 3:1-29

La preuve par l’Écriture

Par la Loi ou par la foi ?

1O Galates insensés ! Qui vous a envoûtés ainsi ? Pourtant, la mort de Jésus-Christ sur la croix a été clairement dépeinte à vos yeux.

2Je ne vous poserai qu’une seule question : A quel titre avez-vous reçu le Saint-Esprit ? Est-ce parce que vous avez accompli la Loi, ou parce que vous avez accueilli avec foi l’Evangile que vous avez entendu ? 3Manquez-vous à ce point d’intelligence ? Après avoir commencé par l’Esprit de Dieu, est-ce en comptant sur les ressources de l’homme livré à lui-même que vous allez parvenir à la perfection3.3 Autre traduction : est-ce en vous remettant à des rites extérieurs que vous allez finir maintenant ? ?

4Avez-vous fait tant d’expériences pour rien3.4 Autre traduction : avez-vous tant souffert pour rien ? Il s’agirait alors des persécutions endurées par les Galates. ? Si encore, c’était pour rien !

5Voyons ! Lorsque Dieu vous donne son Esprit et qu’il accomplit parmi vous des miracles, le fait-il parce que vous obéissez à la Loi ou parce que vous accueillez avec foi l’Evangile que vous avez entendu, 6à la manière d’Abraham dont l’Ecriture déclare : Il a eu confiance en Dieu et Dieu, en portant sa foi à son crédit, l’a déclaré juste3.6 Gn 15.6. ?

Les Juifs et les non-Juifs, enfants d’Abraham par la foi

7Comprenez-le donc : seuls ceux qui placent leur confiance en Dieu sont les fils et les filles d’Abraham.

8En fait, l’Ecriture prévoyait que Dieu déclarerait les non-Juifs justes s’ils avaient la foi. C’est pourquoi elle a annoncé par avance cette bonne nouvelle à Abraham : Tu seras une source de bénédictions pour tous les peuples3.8 Gn 12.3.. 9Ainsi, tous ceux qui font confiance à Dieu, comme Abraham lui a fait confiance, ont part à la bénédiction avec lui.

10En effet, ceux qui comptent sur leur obéissance à la Loi tombent sous le coup de la malédiction, car il est écrit : Maudit soit l’homme qui n’obéit pas continuellement à tout ce qui est écrit dans le livre de la Loi3.10 Dt 27.26 cité selon l’ancienne version grecque..

11Il est d’ailleurs évident que personne ne sera déclaré juste devant Dieu grâce à son obéissance à la Loi, puisque l’Ecriture déclare : Le juste vivra grâce à la foi3.11 Ha 2.4. D’autres comprennent : celui qui est juste par la foi, vivra..

12Or, le régime de la Loi ne fait pas dépendre de la foi la justice de l’homme devant Dieu. Au contraire, il obéit à cet autre principe : Celui qui appliquera ces commandements vivra grâce à cela3.12 Lv 18.5..

13Christ nous a libérés de la malédiction que la Loi faisait peser sur nous en prenant la malédiction sur lui, à notre place. Il est, en effet, écrit : Maudit est quiconque est pendu au gibet3.13 Dt 21.23.. 14Jésus-Christ l’a fait pour que, grâce à lui, la bénédiction d’Abraham s’étende aux non-Juifs et que nous recevions, par la foi, l’Esprit que Dieu avait promis.

La Loi et la promesse

15Mes frères et sœurs, prenons un exemple de la vie ordinaire. Lorsqu’un homme a rédigé son testament3.15 Jeu de mots : testament, mais aussi alliance. en bonne et due forme, personne ne peut l’annuler ou y ajouter quoi que ce soit.

16Or, c’est à Abraham et à sa descendance que Dieu a fait ses promesses3.16 Gn 12.7.. Il n’est pas dit : « et à ses descendances », comme s’il s’agissait de plusieurs lignées. A ta descendance ne désigne qu’une seule descendance, et c’est Christ. 17Eh bien, je dis ceci : une alliance3.17 Le même mot grec signifie à la fois alliance et testament. a été conclue par Dieu en bonne et due forme à la manière d’un testament ; la Loi est survenue quatre cent trente ans plus tard3.17 Durée indiquée par l’Exode (Ex 12.40) pour le séjour des Israélites en Egypte. : elle ne peut donc pas annuler cette alliance et réduire par là même la promesse à néant.

18En effet, si l’héritage du salut dépend de l’accomplissement de la Loi, il ne repose plus sur la promesse. Or, c’est bien par une promesse que Dieu a accordé sa faveur à Abraham.

19Mais alors, pourquoi la Loi ? Elle a été ajoutée pour mettre en évidence la désobéissance des hommes à l’ordre divin, et le régime qu’elle a instauré devait rester en vigueur jusqu’à la venue de la descendance d’Abraham que la promesse concernait. Cette Loi a été promulguée par l’intermédiaire d’anges3.19 Voir Ac 7.38, 53 ; Hé 2.2. et par le moyen d’un médiateur, Moïse. 20Or s’il y a eu un médiateur, c’est qu’il y avait plus d’une partie en cause. Mais pour la promesse, Dieu seul est en cause3.20 Autre traduction : or s’il y a eu un médiateur, il a été le représentant de plusieurs, mais Dieu est unique..

21La Loi irait-elle donc à l’encontre des promesses divines ?

Certainement pas ! Ah ! sans doute, si nous avions reçu une loi qui puisse procurer la vie aux hommes, alors nous pourrions obtenir d’être déclarés justes par Dieu sur la base de cette loi.

22Mais voici le verdict de l’Ecriture : l’humanité entière se trouve prisonnière de sa culpabilité devant Dieu afin que le don promis par Dieu soit accordé aux croyants au moyen de leur foi en Jésus-Christ.

La foi et l’héritage des biens promis

23Avant que soit instauré le régime de la foi, nous étions emprisonnés par la Loi et sous sa surveillance, dans l’attente du régime de la foi qui devait être révélée. 24Ainsi, la Loi a été comme un gardien3.24 Un pédagogue. En Grèce, le pédagogue était soit un précepteur, soit l’esclave chargé de surveiller les enfants et de les mener à l’école (comparer 1 Co 4.15). Tel a été le rôle de la Loi. chargé de nous conduire à Christ pour que nous soyons déclarés justes devant Dieu par la foi. 25Mais depuis que le régime de la foi a été instauré, nous ne sommes plus soumis à ce gardien.

26Car, par la foi en Jésus-Christ, vous êtes tous fils et filles de Dieu. 27Car vous tous qui avez été baptisés pour Christ3.27 Voir note Rm 6.3., vous vous êtes revêtus de Christ. 28Il n’y a plus ni Juifs ni non-Juifs, il n’y a plus ni esclave ni homme libre, il n’y a ni homme ni femme3.28 Paul fait peut-être allusion à Gn 1.27 où il est question de la création de l’être humain, homme et femme.. Unis à Jésus-Christ, vous êtes tous un. 29Si vous lui appartenez, vous êtes la descendance d’Abraham et donc, aussi, les héritiers des biens que Dieu a promis à Abraham.