Bibelen på hverdagsdansk

Galaterbrevet 2:1-21

Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem

114 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. 2Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. 3Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.

4Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. 5Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.

6Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) 7Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. 8De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. 9Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. 10Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.

Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia

11Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. 12Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. 13De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.

14Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:

„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?2,14 Nogle fortolkere mener, at Paulus’ ord slutter her. Den græske tekst har ikke citationstegn, så det er et fortolkningsspørgsmål, hvor talen ophører. 15Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. 16Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. 17Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! 18Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.

19Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. 20Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. 21Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”

New Serbian Translation

Галатима 2:1-21

Павла признају остали апостоли

1Онда сам након четрнаест година поново отишао у Јерусалим са Варнавом. Са собом сам повео Тита. 2Отишао сам горе по откривењу, па сам истакнутијима насамо изложио Радосну вест коју проповедам многобошцима, да не испадне да се трудим, или да сам се трудио узалуд. 3Па ни Тит, који је био са мном, иако Грк, није морао да се обреже 4због лажне браће која су се тајно увукла међу нас да уходе нашу слободу коју имамо у Христу Исусу, желећи да нас учине робовима. 5Овима се ни за час нисмо покорили, да бисмо истину Радосне вести сачували за вас.

6Што се тиче оних који су важили за старешине (ко год да су били, није ми било важно, јер Бог не гледа ко је ко), они нису ништа додали. 7Напротив, видели су да ме је Бог позвао да проповедам Радосну вест незнабошцима, као што је Петра позвао да проповеда обрезанима. 8Наиме, Бог који је оспособио Петра да буде апостол Јеврејима, оспособио је и мене да будем апостол незнабошцима. 9Када су Јаков, Кифа, Јован и старешине које су важиле за стубове Цркве, увиделе да ми је Бог указао ту милост, пружиле су деснице мени и Варнави у знак заједништва, да ми идемо међу многобошце, а они међу обрезане. 10Тражили су једино да се сећамо сиромашних, што сам се баш и трудио да чиним.

Павле кори Петра у Антиохији

11А када је Кифа дошао у Антиохију, јавно сам му се супротставио, јер је заслужио осуду. 12Наиме, пре него што су дошли Јаковљеви посланици, он је јео са незнабошцима. Али када су они дошли, он се повукао и одвојио од незнабожаца, плашећи се обрезаних. 13У том лицемерју придружили су му се и остали Јевреји, тако да је и Варнава био заведен тиме. 14Али, када сам видео да се не понашају у складу са истином Радосне вести, рекао сам Кифи пред свима: „Кад ти, који си Јеврејин, живиш као незнабожац, а не као Јеврејин, како можеш да присиљаваш незнабошце да живе као Јевреји?“

15Ми смо по рођењу Јевреји, а не „незнабожачки грешници.“ 16Ипак, знамо да човек не постаје праведан пред Богом вршењем одредби Закона, него само вером у Исуса Христа. На исти начин смо и ми поверовали у Христа Исуса, да се нађемо праведни пред Богом вером у Христа, а не вршењем одредби Закона. Јер вршењем одредби Закона нико неће постати праведан.

17Ако се, дакле, ми који тражимо да будемо оправдани у Христу нађемо као „грешници“, значи ли то да Христос служи греху? Никако! 18Јер, ако поново зидам оно што сам срушио, показујем да сам преступник Закона.

19Ја сам, наиме, путем Закона умро за Закон, да бих за Бога живео. С Христом сам разапет. 20Зато не живим више ја, него Христос живи у мени. А живот који сад живим у телу, живим вером у Сина Божијега, који ме је заволео и дао свој живот за мене. 21Зато не одбацујем Божију милост. Јер, ако Закон доводи до праведности пред Богом, онда је Христос узалуд умро.