Bibelen på hverdagsdansk

Første Kongebog 18

Elias vender tilbage til kong Ahab

1I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” 2-5 Så tog Elias af sted for at finde Ahab.

Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.

Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.

Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.

„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”

„Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”

„Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? 10 Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. 11 Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ 12 Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. 13 Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? 14 Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”

15 Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”

Styrkeprøven på Karmels bjerg

16 Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.

17 „Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”

18 „Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Baʼal. 19 Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 baʼalsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”

20 Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.

21 Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Baʼal, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.

22 Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 baʼalsprofeter. 23 Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Baʼals profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Baʼals alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild! 24 Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”

Hele forsamlingen syntes godt om det forslag. 25 Så vendte Elias sig mod baʼalsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”

26 Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Baʼals alter, og fra morgen til middag råbte de på Baʼal. „Åh Baʼal, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.

27 Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”

28 Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer. 29 De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!

30 Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned. 31 Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.[a] 32 Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret, 33 lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.

34 „Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!”

Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang 35 med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.

36 På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling! 37 Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”

38 Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!

39 Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”

40 „Grib alle baʼalsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.

Elias venter på regn

41 Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”

42 Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene. 43 „Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn, 44 men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”

Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”

45 Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizreʼel. 46 Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizreʼel.

Notas al pie

  1. 18,31 Når der her nævnes ordet „Israel” i forbindelse med første gang, Herren gav Jakob dette navn, tænkes der sikkert på ordets betydning, som menes at være: „Han udfordrer Gud”. Jf. 1.Mos. 32,29.

La Bible du Semeur

1 Rois 18

Elie va trouver Achab

1Bien des jours s’écoulèrent. Au cours de la troisième année de sécheresse, l’Eternel adressa la parole à Elie en ces termes: Va trouver Achab, et je ferai pleuvoir sur ce pays.

Elie partit afin de rencontrer Achab.

Comme la famine s’était aggravée à Samarie, Achab avait convoqué Abdias, l’intendant de son palais. Celui-ci craignait l’Eternel: lorsque la reine Jézabel avait voulu exterminer tous les prophètes de l’Eternel, Abdias avait sauvé cent d’entre eux en les cachant en deux groupes de cinquante dans des grottes et en leur procurant à manger et à boire. Achab avait ordonné à Abdias: Va, parcours le pays à la recherche de toute source d’eau et de tout fond de torrent; peut-être découvrirons-nous assez d’herbe pour maintenir en vie nos chevaux et nos mulets sans être obligés d’abattre une partie de notre bétail.

Ils se répartirent le pays à parcourir. Achab partit seul de son côté, et Abdias prit une autre direction.

Alors qu’Abdias était en chemin, Elie arriva à sa rencontre. Abdias le reconnut et s’inclina face contre terre devant lui en demandant: Est-ce bien toi, mon seigneur Elie?

– C’est moi-même, lui répondit-il. Va dire à ton maître que j’arrive.

– Oh! répliqua Abdias, par quel péché ai-je mérité que tu me fasses mettre à mort par la main d’Achab? 10 Aussi vrai que l’Eternel est vivant, je t’assure qu’il n’y a pas un peuple ni un royaume où mon maître ne t’ait pas fait chercher; et quand les représentants de ces pays disaient que tu n’étais pas chez eux, il les faisait jurer qu’on ne t’avait pas trouvé. 11 Et maintenant, tu me demandes d’aller annoncer à mon seigneur que tu arrives. 12 Mais, à peine t’aurai-je quitté que l’Esprit de l’Eternel te transportera je ne sais où; moi, j’irai t’annoncer à Achab, mais il ne te trouvera plus et c’est moi qu’il tuera. Pourtant, rappelle-toi que ton serviteur craint l’Eternel depuis sa jeunesse. 13 Mon seigneur, n’as-tu pas appris ce que j’ai fait quand Jézabel massacrait les prophètes de l’Eternel? J’en ai caché cent en deux groupes de cinquante dans des grottes et je leur ai fourni à manger et à boire. 14 Et c’est moi que tu envoies maintenant à mon seigneur pour lui annoncer que tu viens. Mais il va me tuer!

15 Elie lui dit: Aussi vrai que l’Eternel, le Seigneur des armées célestes, au service duquel je me tiens, est vivant, je t’assure que je me présenterai aujourd’hui même devant Achab.

16 Abdias courut donc rejoindre Achab et lui annonça la chose. Alors Achab vint à la rencontre d’Elie. 17 Lorsqu’il l’aperçut, il lui cria: Te voilà, toi qui sèmes le malheur en Israël!

18 Elie lui répondit: Ce n’est pas moi qui sème le malheur en Israël, mais c’est toi et la famille de ton père, puisque vous avez refusé d’obéir aux commandements de l’Eternel, et que tu t’es rallié au culte des dieux Baals. 19 Maintenant, convoque tout Israël en ma présence sur le mont Carmel[a]. Tu y rassembleras aussi les quatre cent cinquante prophètes de Baal et les quatre cents prophètes de la déesse Ashéra qui sont tous entretenus par la reine Jézabel.

La confrontation entre Elie et les prophètes de Baal

20 Achab envoya des messagers à tous les Israélites et il rassembla les prophètes sur le mont Carmel. 21 Alors Elie s’avança devant tout le peuple et s’écria: Combien de temps encore sauterez-vous des deux côtés? Si l’Eternel est le vrai Dieu, suivez-le. Si c’est Baal, alors ralliez-vous à lui!

Mais le peuple ne lui répondit pas un mot.

22 Elie poursuivit: Je suis le seul prophète de l’Eternel qui reste et il y a quatre cent cinquante prophètes de Baal. 23 Qu’on nous amène deux taureaux; qu’ils choisissent pour eux l’un d’eux, qu’ils le découpent et qu’ils en disposent les morceaux sur le bois, mais sans y allumer de feu. Je ferai de même avec l’autre taureau: je le placerai sur le bois et je n’y mettrai pas le feu. 24 Puis vous invoquerez votre dieu, et moi j’invoquerai l’Eternel. Le dieu qui répondra en faisant descendre le feu, c’est celui-là qui est Dieu[b].

Tout le peuple répondit: D’accord! C’est bien!

25 Elie se tourna vers les prophètes de Baal et leur dit: Choisissez pour vous l’un des taureaux et préparez-le les premiers, car vous êtes les plus nombreux; puis invoquez votre dieu, mais ne mettez pas le feu au bois.

26 On leur donna le taureau et ils le prirent et le préparèrent. Puis ils invoquèrent Baal, du matin jusqu’à midi, en répétant: O Baal, réponds-nous!

Mais il n’y eut ni voix ni réponse. Ils sautaient autour de l’autel qu’ils avaient dressé.

27 Vers midi, Elie se moqua d’eux et leur dit: Criez plus fort! Puisqu’il est dieu, il doit être plongé dans ses réflexions, ou il a dû s’absenter, ou bien il est en voyage! Ou peut-être dort-il et faut-il le réveiller.

28 Les prophètes crièrent à tue-tête et se firent, selon leur coutume, des incisions dans la peau à coups d’épées et de lances jusqu’à ce que le sang ruisselle sur leur corps. 29 L’heure de midi était passée et ils demeurèrent encore dans un état d’exaltation jusqu’au moment de l’offrande du soir. Mais il n’y eut ni voix, ni réponse, ni aucune réaction.

30 Alors Elie ordonna à tout le peuple: Approchez-vous de moi!

Tout le peuple avança vers lui. Elie rétablit l’autel de l’Eternel qui avait été démoli. 31 A cet effet, il prit douze pierres, une pour chacune des tribus des descendants de Jacob, à qui l’Eternel avait déclaré: «Tu t’appelleras Israël[c] 32 Il rebâtit avec ces pierres un autel dédié à l’Eternel. Autour, il creusa une rigole capable de contenir une trentaine de litres. 33 Puis il disposa des bûches de bois sur l’autel, dépeça le taureau, plaça les morceaux de viande sur le bois 34 et ordonna: Remplissez quatre cruches d’eau et répandez-la sur l’holocauste et sur le bois.

On fit ainsi.

– Faites-le encore une fois, ordonna-t-il.

Ils le firent.

– Une troisième fois!

Et ils le firent une troisième fois. 35 L’eau se répandit autour de l’autel et remplit la rigole.

36 A l’heure habituelle de l’offrande du soir, le prophète Elie s’approcha de l’autel et pria: Eternel, Dieu d’Abraham, d’Isaac et d’Israël, que l’on sache aujourd’hui que c’est toi qui es Dieu en Israël, que je suis ton serviteur et que j’ai fait tout cela sur ton ordre! 37 Réponds-moi, Eternel, réponds-moi, afin que ce peuple sache que c’est toi, Eternel, qui es le vrai Dieu, et que c’est toi qui veux ramener leurs cœurs à toi comme autrefois.

38 Le feu de l’Eternel tomba du ciel, et consuma l’holocauste, le bois, les pierres et la terre, et il réduisit en vapeur l’eau de la rigole. 39 Quand le peuple vit cela, tous tombèrent le visage contre terre en s’écriant: C’est l’Eternel qui est Dieu! C’est l’Eternel qui est Dieu!

40 Elie leur ordonna: Saisissez les prophètes de Baal, qu’aucun d’eux ne s’échappe!

Ils se saisirent d’eux. Elie les fit descendre dans le ravin du Qishôn[d] pour les y égorger.

La fin de la sécheresse

41 Ensuite, Elie dit à Achab: Allez, va manger et boire, car j’entends le grondement qui annonce l’averse.

42 Achab alla manger et boire, tandis qu’Elie montait vers le sommet du mont Carmel où il se prosterna jusqu’à terre, le visage entre les genoux[e]. 43 Il dit à son jeune serviteur: Monte plus haut et regarde du côté de la mer[f].

Celui-ci monta, scruta l’horizon et revint dire: Je ne vois rien.

Elie l’envoya sept fois pour regarder. 44 A la septième fois, le serviteur annonça: Je vois venir un petit nuage qui s’élève de la mer, il n’est pas plus grand que la main d’un homme.

Alors Elie lui ordonna: Va dire à Achab: «Dépêche-toi d’atteler ton char et de rentrer chez toi, sinon la pluie te bloquera[g]

45 Déjà, de tous côtés, le ciel s’obscurcissait d’épais nuages poussés par un vent de tempête. Soudain, une pluie torrentielle se mit à tomber. Achab monta sur son char et partit pour Jizréel[h]. 46 Rempli de force par l’Eternel, Elie serra sa ceinture autour des reins et courut devant le char du roi Achab jusqu’à l’entrée de Jizréel[i].

Notas al pie

  1. 18.19 Montagne proche de la Phénicie, dominant actuellement la ville moderne de Haïfa. Lieu de culte des religions qui se sont succédé sur le territoire israélite.
  2. 18.24 Baal était la désignation la plus répandue du dieu de l’orage chez les Sémites de Syrie et de Canaan à partir du IIIe millénaire av. J.-C.
  3. 18.31 Voir Gn 32.29; 35.10.
  4. 18.40 Torrent qui coule à l’est du mont Carmel (Jg 4.7, 13; 5.21).
  5. 18.42 Voir v. 42-45: allusion en Jc 5.18.
  6. 18.43 Du sommet du Carmel, on domine la Méditerranée.
  7. 18.44 Les premières pluies d’automne, très violentes, peuvent empêcher toute circulation.
  8. 18.45 Ville dans la plaine du même nom qui sépare la Galilée de la Samarie. Achab y avait une résidence (21.1).
  9. 18.46 Vingt-sept kilomètres séparaient le Carmel de Jizréel.