Ezekiels Bog 3 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Ezekiels Bog 3:1-27

1„Spis nu den her bogrulle,” sagde han, „og forkynd derefter mit ord for Israels folk.” 2Så åbnede jeg munden, og han puttede bogrullen i munden på mig, 3idet han tilføjede: „Spis hele bogrullen. Lad den fuldstændigt fylde dit indre.” Så spiste jeg den, og den smagte sødt som honning.

4„Jeg sender dig til Israels folk med et budskab fra mig,” fortsatte han. 5„Jeg sender dig ikke til et fremmed folk, hvis sprog du ikke forstår. 6Hvis jeg gjorde det, ville de i det mindste lytte til dig. 7I stedet sender jeg dig til Israels folk, og de vil ikke lytte mere til dig, end de lytter til mig, for de er stivnakkede og egenrådige i bund og grund. 8Men se, jeg gør dig hård og ubøjelig som dem, så du kan holde stand imod dem. 9Jeg gør dig hårdhudet og stærk som en klippe, så du ikke bliver såret af deres vrede blikke. Husk på, at det er et oprørsk folk. 10Hør godt efter alt, hvad jeg siger til dig, og lad budskabet blive en del af dig selv. 11Gå derefter rundt til folket, der bor i eksil, og forkynd dem mit ord, uanset om de hører efter eller ej.”

12Så løftede Ånden mig op og førte mig bort. Bag mig hørte jeg en buldrende røst, som lovpriste Herrens herlighed, 13og jeg hørte lyden af de levende væseners vinger, der rørte ved hinanden, og en voldsom rumlen fra hjulene, der fulgtes med dem.

14Efter at Ånden havde løftet mig op og ført mig bort, vandrede jeg om med forpint sjæl og oprørt indre, og Herrens kraft var stadig over mig. 15Så kom jeg til judæerne, som boede i Tel-Abib ved Kebarfloden. Der satte jeg mig tavs ned og stirrede lamslået frem for mig i syv dage.

Ezekiel kaldes til at være en vagtpost for folket

16Da de syv dage var gået, sagde Herren til mig:

17„Jeg har udvalgt dig til at holde udkig og stå vagt for Israels folk. Når du får et budskab fra mig, skal du straks give advarslen videre. 18Hvis jeg siger om nogle, at de skal dø som straf for deres ondskab, så skal du advare dem, så de har en chance for at ændre deres liv og undgå straffen. Hvis du ikke advarer dem, og de derfor ikke ændrer deres liv, så skal de dø for deres ondskab, men du skal også dø, for jeg vil holde dig ansvarlig for deres død. 19Hvis du derimod advarer dem, og de bliver ved med at synde uden at omvende sig, så skal de dø for deres ondskab, men du redder livet.

20Hvis retskafne mennesker bliver onde, og jeg derfor må straffe dem, så er det deres egen ondskab, der er skyld i deres død. Alle deres tidligere gode gerninger kan ikke redde dem. Og hvis du undlader at advare dem, bliver du også straffet. 21Men advarer du dem, så de holder op med deres ondskab, redder du både dig selv og dem.”

22Da mærkede jeg Herrens kraft over mig igen, og han sagde til mig: „Rejs dig og gå ud i dalen. Der vil jeg tale til dig.” 23Så rejste jeg mig og gik derud, og jeg så Herrens herlighed, som jeg tidligere havde set ved Kebarfloden, og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden.

24Åndens kraft kom over mig og rejste mig op. „Gå hjem og luk dig inde i dit hus,” sagde han. 25„Der vil du blive bundet, så du ikke kan gå uden for din dør. 26Og jeg vil lade din tunge klæbe til ganen, så du ikke af dig selv kan anklage mit oprørske folk. 27Men når du får et budskab fra mig, vil jeg løse din tunge og lade dig tale, så du kan advare dem. ‚Hør hvad Gud Herren siger til jer!’ skal du sige. Nogle vil lytte til dig, men andre nægter at høre efter, for det er et oprørsk folk.”

Nueva Versión Internacional

Ezequiel 3:1-27

1Y me dijo: «Hijo de hombre, cómete este rollo escrito y luego ve a hablarle al pueblo de Israel».

2Yo abrí la boca y él me hizo comer el rollo. 3Luego me dijo: «Hijo de hombre, cómete el rollo que te estoy dando hasta que te sacies». Me lo comí y era tan dulce como la miel.

4Otra vez me dijo: «Hijo de hombre, ve al pueblo de Israel y proclámale mis palabras. 5No te envío a un pueblo de idioma confuso y difícil de entender, sino al pueblo de Israel. 6No te mando a muchos pueblos de lenguaje complicado y difícil que no puedas comprender, aunque si te hubiera mandado a ellos seguramente te escucharían. 7Pero el pueblo de Israel no va a escucharte porque no quiere escucharme. Todo el pueblo de Israel es terco y obstinado. 8No obstante, yo te haré tan terco y obstinado como ellos. 9¡Te haré inquebrantable como el diamante, inconmovible como la roca! No les tengas miedo ni te asustes, por más que sean un pueblo rebelde».

10Luego me dijo: «Hijo de hombre, escucha bien todo lo que voy a decirte y atesóralo en tu corazón. 11Ahora ve adonde están exiliados tus compatriotas. Tal vez te escuchen, tal vez no; pero tú adviérteles: “Así dice el Señor y Dios”».

12Entonces me levantó el Espíritu3:12 Espíritu o viento; también en v. 24. y detrás de mí oí decir con el estruendo de un terremoto: «¡Bendita sea la gloria del Señor, donde él habita!». 13Oí el ruido de las alas de los seres vivientes al rozarse unas con otras y el de las ruedas que estaban junto a ellas; el ruido era estruendoso. 14El Espíritu me levantó y se apoderó de mí. Y me fui amargado y enardecido en mi espíritu, mientras la mano del Señor me sujetaba con fuerza. 15Así llegué a Tel Aviv, a orillas del río Quebar, adonde estaban los israelitas exiliados y, totalmente abatido, me quedé con ellos durante siete días.

Advertencia a Israel

16Al cabo de los siete días, la palabra del Señor vino a mí y me dijo: 17«Hijo de hombre, a ti te he puesto como centinela del pueblo de Israel. Por tanto, cuando oigas mi palabra, adviértele de mi parte. 18Cuando yo diga al malvado: “¡Vas a morir!”, y tú al malvado no le hayas advertido sobre su mala conducta —para que siga viviendo—, ese malvado morirá por causa de su pecado, pero yo te pediré cuentas de su muerte. 19En cambio, si tú se lo adviertes y él no se arrepiente de su maldad ni de su mala conducta, morirá por causa de su pecado, pero tú habrás salvado tu vida.

20»Por otra parte, si una persona justa se desvía de su buena conducta y hace lo malo, y yo la hago tropezar y tú no se lo adviertes, morirá por su pecado. Las cosas justas que hizo no se tomarán en cuenta y yo te haré responsable de su muerte. 21Pero si tú adviertes al justo para que no peque y en efecto él no peca, él seguirá viviendo porque hizo caso a tu advertencia y tú habrás salvado tu vida».

22Luego el Señor puso su mano sobre mí y me dijo: «Levántate y dirígete al campo que allí voy a hablarte». 23Yo me levanté y salí al campo. Allí vi la gloria del Señor, tal como la había visto a orillas del río Quebar, y caí rostro en tierra. 24Entonces el Espíritu entró en mí, hizo que me pusiera de pie y me dijo: «Ve y enciérrate en tu casa. 25A ti, hijo de hombre, te atarán con sogas para que no puedas salir ni andar entre el pueblo. 26Yo haré que se te pegue la lengua al paladar; así te quedarás mudo y no podrás reprenderlos, por más que sean un pueblo rebelde. 27Pero cuando yo te hable, te soltaré la lengua y les advertirás: “Así dice el Señor y Dios”. El que quiera oír, que oiga; y el que no quiera, que no oiga, porque son un pueblo rebelde.